Vi skal nu til et lille familiedrevet vinhus lidt øst for den lille by Villié-Morgon i Beaujolais og det er Domaine du Petit Pérou, hvorfra jeg nu smager deres 2023 Brouilly Pisse Vieille … gammel pis.
Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.
Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.
Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.
I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.
Her smager vi hans 2023 Brouilly Pisse Vieille, hvor Gamay druerne kommer fra en lille lieu-dit med navnet Pisse Vieille og Thévenet har en lille del af den 22 hektar store mark … en af de mange marker i Brouilly, der samlet har 1.200 hektar vinmarker.
Pisse Vieille betyder faktisk gammel pis … og marken skulle efter sigende ha’ sit navn fra en ældre og tunghør dame, som overhørte den lokale præst sige “gå og synd ikke mere” til en vinbonde, der ofte kom for at bekende sine små synder. På fransk var det “allez et ne pèche plus” .. men hun hørte det som “allez et ne pissez plus”.
Hun fortalte det til sin mand … og lige siden har vinbondes mark heddet det lidet charmerende navn Pisse Vieille.
Vinen er lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.
Duften er arketypisk Beaujolais … landlig, blomstret og har masser af knaldrøde kirsebær, saftige jordbær, knuste hindbær, friske ribs, lidt banan og bitter vermouth. Man kan også fornemme lidt fad, men det fylder dog meget, meget lidt.
I munden er der en ren, syrlig, lys og utrolig lækker Beaujolais, hvor frugten er rysteribs, hindbær, umodne kirsebær og lidt citron. Det er dermed en både utrolig frisk og samtidig læskende saftig vin, som er ung, viril og spændstig. Der kommer lidt fennikel, hvid peber, mens der er sparsomt med tanniner … kun ren, syrlig og frisk drikkeglæde og ikke meget gammel pis … 93 point.
Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 159 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7