En vin, som jeg havde glædet mig til at tage med til vores vinaften, og en vin, som måske burde have været i programmet under vores store 2007 Châteauneuf-du-Pape smagning. Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée fra det magiske hus Domaine du Pégaü.
Nu fik vi imidlertid lejlighed til at smage vinen, som jeg havde fået kraftigt anbefalet flere gange, og der var ingen grund til skuffelse, for det er f…. en flot vinoplevelse.
Vinen er fremstillet på 75% Grenache, 20% Syrah og 5% Mourvèdre, Counoise og andre druer. Fremstillingmåden er klassisk, ingen afstilkning, lang gærings- og macerationsperiode og ca. 18 måneders lagring på gamle fade efter at vinen har tilbragt nogle måneder i ståltanke.
Vinmagerinde er den yndige Laurence Feraud, som driver Domaine du Pégaü sammen med sin 71-årige far og tre ansatte (plus 15 ifm. høsten). Hun er en driftig kvinde der forsøger at håndhæve gode gammeldags vindyrkningstraditioner.
Navnet Pegau (gammelt provencalsk ord for antik vinkande) blev skabt i 1987, da Laurence efter endte vinstudier kom hjem for at hjælpe faderen Paul Feraud på hans ejendom, Domaine Feraud. Ejendommen havde da været i familiens eje i flere generationer, og Paul Feraud havde siden 1986 selv aftappet vine under navnet Domaine Feraud.
Sammen har far og datter gjort ejendommen på 22 ha. til en af de bedste i Chateauneuf du Pape. 17 ha. er AOC (rød) CdP, og 1 ha. er med hvidvinsdruer. Alt drives efter organiske principper.
Vinen fremstår mørk og tæt i glasset. Der er en meget flot animalsk duft (Paul nævnte på et tidspunkt pinot noir). Jeg vil kalde duften cremet solbær, jordbær, fad, vanilie og en gang våd hø. Virkelig nam. Smagen endnu bedre, tæt, koncentreret og meget blød. Cremet og lækker, og flot lang eftersmag. Èn af de bedste Chateauneufer, som jeg har smagt, og helt på højde med Clos des Papes og Beaucastel. Klasse.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Vinanmeldelse 7/7