Nogle gange i livet skal man foretage et sats. Denne vin fra Vaucher Père et Fils hører vist i denne kategori.
Købt for 14 dage siden i en SuperBest butik til den beskedne tilbudspris på 70 kr., og ja … jeg ved godt, at man ikke kan købe ordentlig bourgogne til sådanne penge … men det var en rest, da der alene var 2 flasker tilbage … så jeg tænkte; “jeg er en rigtig gambler, etiketten er lovende, en rest, årgang 2000, Pommard, her ligge en lille overset diamant, det skal prøves”.
Det er så gjort nu, og PAAZZZZZ … en nitte, men sådan er livet jo en gang imellem så hårdt. I glasset egentlig en fin transperant farve, selvfølgelig en anelse brunlig i kanten grundet alderen.
Duftmæssigt imidlertid en gang vissent portvin/sherry … ikke, at det ikke kan være godt, og nogle mennesker elsker, når dette indtræffer i en bourgogne. Her er det imidlertid ikke imponerende, og jeg tænker, at vinen nok alligevel ikke har haft godt af at stå på hylden i supermarkedet de sidste 6-7 år!
Smagen er overraskende nok fortsat meget stram og syreholdig, men ingen balance … og alderen trykker fortsat med en bismag af sherry/portvin. Bevares, vinen kan drikkes, men ikke den nydelse, som jeg … ganske uberettet ganske vist … havde sat næsen op efter.
Nå, men vinen er fra monsieur Vaucher, som stammer fra Bourgogne, og er også uddannet i Bourgogne hos forskellige firmaer, indtil han var 31 år. I 1936 grundlagde han sit eget firma under navnet Vaucher Père et Fils.
Monsieur Vaucher ejer også andre firmaer specielt i Dijon og Chambolle Musigny. Vinen herfra bliver også solgt under navnet Vaucher Père et Fils. Vaucher Père et Fils har deres hovedkontor i Nuits Saint Georges.
Her ligger også de gamle traditionelle vinkældre samt nye installationer, hvor man anvender den mest moderne teknik inden for vinifikation.
Nå, men lad os få dommen
Tirsdagens vin var en portugiser, købt hos Jysk Vin/AMKA, og faktisk ejet/drevet af AMKA. Vingården hedder Quinta do Pégo, beliggende på vejen fra Regua til Pinhao, 138 m. over Douroflodens vandoverflade og vinmarkerne er beliggende op til 350 m. over Douroflodens vandoverflade.
Lørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.
Fredag … travlt på job, så man kommer træt hjem. Så trænger man sgu til et godt glas vin, her i skikkelse af en klassisk Barbera d’Alba, nemlig fra Pio Cesare i Piemonte.
Her en Côtes du Rhône Cuvée Philipson fra det klassiske, kendte vin- og negociantfirma Guigal. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.
Tid til et glas rødvin. Vi er i Italien, nærmere betegnet Salento i Puglia eller som det også kaldes; Apulien. Vi er helt nede i “hælen” i Italien, hvor der produceres kolossale mængder vin. Faktisk så meget, så området alene kan konkurrere med Chile, og rigtigt meget er billigt og kedelig vin, men Apulien er i stigende grad begyndt at producere bedre vin. I Danmark har vi set masser af knaldtilbud på Primitivo vine, som ofte er en tynd kop ræve…
Smagte tirsdag denne lille dejlige sag fra Loire. Domaine de la Garenne er et lille domaine, hvor både pleje vinstokkene, vinifikation, lagring og aftapning forestås af ejeren selv, den meget seriøse Bernard-Noël Reverdy.
Kulden har igen fået fat udenfor, og hvad er så bedre end at varme sig på en god vín indenfor? Okay, brændeovnen bidrager måske også en anelse til festen. Vi skal igen ha’ fat i én af mine ynglings vinmagere, nemlig den skøre, exentriske Charles Smith, han med The Magnificent Wine Company, K. Vintner og så selvfølgelig også vine i eget navn. Den mand sidder bare ikke stille.
Kinøjservand? Jeg må ha’ set skeptisk ud i ansigtet, da den lokale vinpusher Flemming fra Jysk Vin foreslog mig en kinesisk vin. “Kinesisk?” fik jeg vel nærmest fremstammet, og det lyder jo bestemt også meget bedre end kinøjservand. Jeg vil tro, at det var på det tidspunkt, at han opgav, og sagde jeg fik den med uden beregning. Jooooeee, jysk sløvsind lønner sig en gang imellem.
Torsdag bød på en vin, som jeg har nydt flere gange, nemlig Fess Parkers Parker Station Pinot Noir. Et rigtigt fornuftigt glas Pinot tïl fornuftige penge. Alle kender formentlig historien om Fess Parker, som jo 1950’erne havde en Hollywood rolle som David Crockett og for alle pengene købte en vingård i Santa Barbara. Vingården med også med i filmen Sideways … and so on.