Tredje Grand Cru i træk … ikke ringe, og igen den fabelagtige unge vinmager fra Comte Armand; Benjamin Leroux. Jeg har tidligere smagt én af Benjamins egne vine, nemlig i form af 2009’eren Auxey Duresses Blanc, som bare var en super lækker hvidvin, som jeg godt gad, at jeg havde nogle flasker af.
Benjamin Leroux er en af de mest talentfulde unge vinproducenter i Bourgogne. Udover af være vinmager på Comte Armand, så fik unge Benjamin for et par år siden mulighed for at “stå på egne ben”, da en engelsk investor tilbød at rejse den nødvendige kapital og Benjamin var ikke sen til at tage imod tilbuddet.
Resultatet blev en række fabelagtige vine under eget navn. Renhed, elegance og en fantastisk kvalitet er det, der kendetegner hans vine.
Han udvælger omhyggeligt sine druer fra spændende og interessante terroirs, besøger sine “avlere” tit undervejs og forsøger at få dem overbevist om at økologi og biodynamik er en god ting.
Vinen her selvfølgelig en ren rød pinot noir, grand cru og toppen af hans røde vine. Den er meget animalsk. Ikke en så markant duft måske, men kostalden fornægter sig ikke.
Smagen er til gengæld ren himmerige, det er blødt, silke, grønne blade og laaaaaaannnnnnnnggggg eftersmag. Hold da kæft, hvor det bare smager godt, og nok klart aftenens bedste vin. Det er bare en blændende vin, som jeg klart vil anbefale at opleve.
Prisen er på 995 kr.