Tirsdag smagte jeg denne Montepulciano d`Abruzzo Chronicon fra vinhuset Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Vingården er beliggende i den lille by Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 km. sydvest for havnebyen Pescara.
Vinhuset, som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, blev grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien. I dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården, der årligt producerer omkring 500.000 flasker vin. De nyeste teknikker, konstante nye forsøg med alternative vine og et moderne laboratorium har skabt en vingård der i dag er kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling. Hvert år får de en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. Gambero Rosso giver glas til et stort antal af deres vine.
Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, “den med pinden” har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.
Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx “Wine will rock you”, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.
Vinen her, Chronicon, er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo, vinan lagrer 12 måneder på gamle egetræsfade, dvs. dobbelt så lang tid som Tralcetto, og der laves 50.000 flasker af vinen om året.
Duftmæssigt godt med modne, mærke bær og sødme, måske et let strejf af kirsebær. Smagsmæssigt en fyldig og behagelig vin, fin tørhed, røde skovfrugter, tætte tanniner, men også god balance. Nem at drikke og fin lille vin.
Købt hos Jysk Vin, pris 99 kr.