Hvad skal man drikke til maden på en dødelig onsdag aften? Hvorfor ikke bare kultvinen Solaia fra Marchesi Antinori i en ældre udgave fra 1990? Dem har man vel masser af i kælderen?
Jens ville lige forkæle os til onsdagens bestyrelsesmøde, og med intet mindre end én af de største kultvine fra Italien. Og lige præcis den vin, som jeg havde smagt for 3 uger siden … blot i årgang 2001.
Ikke en dårlig vane, at smage sådan en vin i tide og utide … blot en dyr vane!
Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavet vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.
I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori.
I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres sucess købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.
I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.
For at få en fornemmelse af, hvor stor Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.
I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker, Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker, Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.
Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker, Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte, mens ejendommene i udlandet tæller Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.
Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Amtinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).
PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.
Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.
Nå, men tilbage til Antinoris mange vingårde, hvor vingården Tenuta Tignanello er den mest interessant i relation til kultvinen Solaia … ja mest interessante vel i det hele taget. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori. Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Da var imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.
I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.
Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.
Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede vinen Tignanello, en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården. Vinen indeholdt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.
Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.
Men det blev Tignanello som virkelig rystede op i den italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen. Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.
Og netop inspireret af successen med Tignanello … ja, nu nærmer vi os langsomt sagens kerne (håber de tålmodige er med endnu) … så lancerede Antinori i 1978 vinen Solaia.
Solaia betyder ”den solbeskinnede” på italiensk og er én af markerne på Tenute Tignanello. Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning.
Den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked. Det oprindelige blend var 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at introducere den lokale Sangiovese i sit blend.
I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese, men her i årgang 1990 er vinen lavet af 70% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese. Og faktisk er 1990 én af de store årgange for Solaia.
Vinen er lavet med maceration i store 50 hektoliter åbne egetræsfade, 15 dage for Sangiovese druerne og 20 dage for Cabernet druerne. Derefter har vinen lagret i nye franske Troncais og Alliers barriques i 14 måneder, hvorefter vinen aftappes og ligger på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelsen.
Og lidt med ærefrygt smager jeg denne vin, som i næsen afslører lidt alder … men ellers lever i allerbedste velgående. Den er fortsat animalsk, godt med mødding, skøn fugtig kælder, søde røde frugter i kombination med balsamiske noter, kridt og ganske mineralsk. Fremragende.
Smagen er – hold da op – helt fantastisk. Vinen er blød, blid … velour-blød, men fortsat med friskhed, syre og nerve. Syren er helt fantastisk … indbegrebet af den italienske sjæl, blid men alligevel til stede og tanninerne er blevet blankpolerede og frugten bare ganske koncentreret med en smule peber og lette krydderier.
I forhold til 2001’eren, så er næsen her mere dominerende, og far er begejstret … og hoster op med de sjældne 7 Thumbs Up.
Jens havde for herrens mange år siden vistnok købt vinen til 25 kr. Hos Leisner Wine står vinen til 2.999 kr., men på Ebay og i udlandet kan en flaske findes billigere. Det rykker ikke ved, at der har været en god forrentning af investeringen … ja altså indtil vi drak flasken.
Rating 7/7 
Som kultvin havde Jan valgt IGT vinen Solaia fra Marchesi Antinori. Mere kult kan det næppe blive i Italien, én af de ældste vinproducenter i landet, medlem af den eksklusive klub PFV samt skaber af nogle af de mest hypperede supertoscanere, nemlig vinene Tignanello og Solaia … og det er netop Solais saft, som nu flyder rundt i glasset.
I byen Pauillac ligger 5. Cru vinslottet Château Grand-Puy-Lacoste, som dog anerkendes af de fleste Bordeaux eksperter værende bedre end dets 5. Cru status. Her har vi Lacoste Borie Pauillac, som er slottets andenvin.
Mine tirsdage byder normalt på en vin på jobbet … men de sidste to tirsdage har det været vine, som jeg har skrevet om tidligere. Det var det ikke i dag, hvor vinen var denne Cadran de Fombrauge Saint-Émilion Grand Cru … andenvinen fra Château Fombrauge.
Weekenden bød også på lidt Bordeaux i form af denne Saint-Emilion Grand Cru Château Giraudels de Milon, en vin der laves af Domaines Bouyer … en vinfamilie i Bordeaux.
Til Vinspecialistens Sélection smagning i dag smagte vi bl.a. denne Founders Estate Cabernet Sauvignon fra Beringer Vineyards i USA … en vin som jeg for et halvt år siden smagte i en årgang 2009 … og ikke var speciel pjattet med. Denne 2012’er er dog klart en tak bedre.
Jeg har opgivet at følge med i hvor mange slotte, som den gode vinkøbmand og millionær Bernard Magrez egentlig ejer. Ved mit sidste blogindlæg skrev jeg 35 små og store vinslotte, 21 af dem i Bordeaux … men Thomas fra Vinspecialisten påstod, at antallet i dag er omkring 40.
Et enkelt afbræk i Bernts rækkefølge af Bordeaux vine blev denne Gold Carménère fra Viña Estampa, som ligger i Colchagua Valley i Rapel-regionen sydvest for Santiago i Chile – i en afstand af 45 kilometer fra Stillehavet.
I super appellationen Pessac-Léognan, som ligger i den nordligste del af Graves, findes der 16 Grand Cru Classé slotte, og det er netop fra ét af disse slotte, at aftenens næste Bordeaux vin kommer, nemlig fra vinslottet Château Carbonnieux.
Med næste Bordeaux kom der lidt alder på … vi smagte nemlig en 1997 Saint-Émilion Grand Cru fra Château Haut-Corbin, et relativt ukendt vinslot