I den sydligste del af Frankrig i Banyuls-sur-Mer – hvor den høje Pyrenæer møder Middelhavet, ligger Cave de l’Abbé Rous midt ude i en vinmark. Det er derfra vi nu smager vinen Cornet & Cie Collioure fra den lille Collioure appellation.
Appellationen er på beskedne små 453 hektar vinmarker, der strækker sig over 4 kommuner på Côte Vermeille … og fik sin appellationsstatus for sine røde vine i 1971, mens rosévinene blev klassificeret i 1991 og de hvide så sent som i 2003. Produktionen for alle tre stilarter er begrænset til høstudbytter på 40 hektoliter pr.. hektar. Rødvinene skal indeholde minimum 60% Grenach, mens Mourvèdre og Syrah er klassificeret som hjælpesorter.
Cave de l’Abbé Rous er selv en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der er en del af Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.
CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af den årlige høst af til Collioure vinene.
CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af vinene fra Banyuls og Collioure.
Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.
Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.
Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.
Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.
Samarbejdet med Cave de l’Abbé Rous startede reelt først op i løbet af 2019, men denne 2018 Cornet & Cie Collioure er dog – som det jo også fremgår af etiketten lavet af Jean-Marc Lafage.
Cornet & Cie Collioure er lavet på 50% Syrah, 35% Grenache og 15% Mourvèdre. Alle druerne til vinen er høstet i hånden på og har derefter gennemgået gæring og maceration i 25 dage, mens 10% af Grenache druer er gæret via macération carbonique metoden. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 40% på 600 liter egefade og resten blot i ståltankene.
Starter duftmæssigt vildt godt … intens aroma, god frisk og lettere sød frugt, kirsebær, blommer og jordbær, lidt kalket med lidt tobak, svag vanilje, lette forårsblomster, venlig og utrolig afbalanceret. Der er noget finesse over duften.
Smagen minder på mange måder om duften, sådan ordentlig, venlig og afbalanceret med et lille stærkt peberkick, både lidt bitterhed og sødme i smagen samt en ren og meget tør syre. Ved godt med tid og luft i glasset viser vinen sine tanninstærke tænder frem, hvorved peberen også forstærkes og varmer godt inde midt i munden. Den sparker med maskulin mandighed.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 149 kr.