Tag-arkiv: Frankrig

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, Frankrig

2019 Lionel Osmin & Cie, Le Roi Bœuf, Sud-Ouest, FrankrigLionel Osmin & Cie er et negocianthus, der ligger i Sydvestfrankrig. De laver både vin samt masser af Armagnac. Det er derfra, at vi nu smager denne Le Roi Bœuf … på ren 100% tanninrig Tannat og med en etiket, der ligner noget fra Dalgårds Tivoli. Men lad jer endelig ikke snyde.

Negocianthuset er etableret i 2010 af Lionel Osmin sammen med en række venner, der alle elsker vine fra Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig og derfor slog pjalterne sammen i et fælles projekt.

De opkøber druer fra vinavlere i nogle af de mange områder i Sydvestfrankrig, bl.a. Bergerac, Cahors, Fronton, Gaillac, Jurançon, Marcillac, Madiran og Armagnac … på alle slags druer, herunder også lokale druesorter som Baroque og Camaralet samt de mere internationale sorter som Chardonnay og Syrah.

De laver også Eau-de-Vie samt Armangnac via partnerskab med forskellige destillerier i Gascogne, hvorfor de har skabt en portefølje af armagnacer med 12 til 39 års alder.

Denne Le Roi Bœuf er én af husets mange vine … og skulle være produceret på 100% Tannat druer fra områder nær Bazas. Der er ikke meget info om selve produktionen, men vinen har lagret i nye egetræsfade. I tidligere årgange har vinen bestået af 75% Merlot, 15% Tannat og 10% Cabernet Franc, men skulle nu imidlertid så være ren Tannat.

Vild tør duft … masser af tørt træ, okseblod, meget rustik, mørk frugt, solbær, brombær, hindbærmarmelade, indkogt svedskejuice, meget tør, støvet med bitter kakao, en utæt blækpatron, tørrede blomsterblade og sjove krydderier. Det er ikke just indbydende, hvilket vel også er sjældent for Tannat vine. Men giv den lidt tid … ekstra tid, luft og tålmodighed i glasset, for så bliver aromaerne meget mere blide og runde.

Men smagen er sgu spændende … tør, kantet og syrlig med denne tørkrydrede, bitre og dybe frugt, beg og tjære, pænt vilde tanniner, valnødder og lidt engelsk lakrids eller lakridsrod. Det er bare mega tørt, men med en herlig urkraft. Det er ikke en vin for alle, men har vildt meget Sydvestfrankrig karakter.

Igen bliver tingene mere runde, komplette og sammenhængende med rigeligt med luft i glasset … så kommer der endda lidt sødme frem også. Der er en rødvin, der skriger på mad til … måske en stor, tyk bøf. Med tid i glasset blev jeg stille og roligt mere og mere begejstret for denne vin, så 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en rød bourgognevin fra Madame Veuve Point og det blev denne 2017 Bourgogne Pinot Noir, som er husets basisvin med druer fra flere appellationer.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de sorteres, afstilkes og ligger først i kold udblødning ved 8 grader i 6  dage inden alkoholisk gæring.. Når gæringen er afsluttet og efter en varm maceration, så presses vinen så forsigtigt som muligt og kommer på egefade, hvor den også lagrer 10 måneder på barriques.

I glasset er vinen herlig transparent, men duften er dejlig lys og imødekommende med frisk frugt – lidt rustik bevares – men med lyse kirsebær, hindbær, lys saftighed, lidt sødme, vanilje, grønne noter, brændenælder, akacie- og egetræ samt kant.

Smagsmæssigt er det en fin og stram Pinot Noir, som – trods kant – byder frisk, grøn og let frugt, lyse kirsebær, hindbær, kul, blæk, lidt peber, bolsjesødme … meget ligetil og fornøjelig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P’tite Vauvise, Loire, Frankrig

2019 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, La P'tite Vauvise, Loire, FrankrigDomaine Mathieu & Benoit Fleuriet holder til på adressen La Vauvise ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire. Vi smager her en lille mini-Sancerre fra de to brødre, nemlig vinen La P’tite Vauvise.

Vingården drives – som du måske allerede har gættet – af de to brødre Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet. Han drev gennem mange år sit vinhus Domaine Bernard Fleuriet & Fils og har været en anerkendt vinbonde i Loire i mange år. Vi har også her på Houlbergs Vinblog tidligere smagt et par af vinene fra vinhuset.

Brødrene startede i 1991 med at arbejde på vingården og så lave deres egne vine, bl.a. efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon. I dag har de to brødre fuldstændigt overtaget driften og driver samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten og kalk.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Her smager vi så en frisk hvidvin fra brødrene … La P’tite Vauvise fra Domaine de la Vauvise aka Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet. Det er selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra op til 30 årige gamle stokke på øst-sydøst-vendte, kalkrige skråninger ikke langt fra Sancerre. Vinen gærer på rustfrie ståltanke under temperaturkontrollerede forhold og lagrer sur lie i 3 måneder.

Duftmæssigt er det frisk leg på græsplænen, hvor små totter med blomster pibler frem. Det er en grønthøster i fremdrift med lemon, citrus, grøn peber, stikkelsbær, kiwi og lidt hyld. Alt er meget klart, stilrent uden nogle af tingene stikker af … flot.

Smagen er dejlig frisk, syren spændstig og sprød uden at blive bestemmende, for vinen har også lidt fylde, lemon, lime, grape og det er alt sat rigtigt godt sammen. Skal man drikke god Sauvignon Blanc, så er denne mini-Sancerre et fremragende valg. Houlberg rater den til lige i underkanten af 5 flotte tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, Frankrig

2016 Thibault Liger-Belair, Moulin A Vent Champ de Cour, Bourgogne, FrankrigSom mr. masterchef Jesper Koch vil ha’ sagt det, så smager det tossegodt. Det er denne Beaujolais vin Moulin A Vent Champ de Cour fra Thibault Liger-Belair, som jeg snakker om. Nam.

Vinhuset er reelt grundlagt i 2002 af Thibault Liger-Belair, som kommer  fra den berømte Liger-Belair familie, der i nu over 300 år har drevet et af de vigtigste vinhuse i Bourgogne. Historien startede i 1720-tallet, hvor vinhuset blev grundlagt af vinmarksejer, kongens sekretær og borgmester i Nuits, Claude Marey. Hans søn Claude og dennes søns Guillaume førte huset videre indtil 1852, hvor nevøen Comte Liger-Belair blev medejer. Siden har Liger-Belairs efterkommere ledet huset.

I 1982 – hvor Thibaults bedstefar Xavier Liger-Belair døde – så overtog Thibaults far Vincent driften sammen med sin mor. Han omstrukturerede domænet, hvor han bl.a. overlod driften af en del af vinmarkerne til andre vinbønder i området. Men disse aftaler blev dog opsagt i 2002, hvor Thibault Liger-Belair grundlagde sit domæne og begyndte at lave vin fra familiens marker.

Liger-Belair familien står også bag Domaine du Comte Liger-Belair, hvor Thibaults mere berømte fætter Louis-Michel Liger-Belair laver store bourgognevine i Vosne-Romanée, så Liger-Belair navnet er fortsat kæmpestort i Bourgogne.

Inden Thibault i 2002 grundlagde sit eget vinhus Domaine Thibault Liger-Belair samt handels- og negociantfirmaet Thibault Liger-Belair Successeurs, så havde han studerede ønologi i 6 år og arbejdet med vinhandel i Paris, hvor han også smagte nogle af verdens største vine.

Dér opstod drømmen om at lave sine egne store fra familiens fantastiske marker og siden 2002 har han forfulgt den drøm … og Thibaults vine regnes i dag som nogle af de absolut ypperligste i Bourgogne.

Siden starten har Thibault også bygget hans ideal for en vingård i udkanten af Nuits-Saint-Georges. . Bygningen får strøm fra solceller, bruger jordens egenskaber til at kontrollere temperaturen og han renser selv sit spildevand, inden han leder det tilbage i de offentlige systemer. Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje ud fra et ønske om bæredygtighed og om ikke at belaste naturen på nogen måde.

Samlet har Thibault Liger-Belair 7,25 hektar marker i Bourgogne fordelt på 5 kommer og 8 appellationer, bl.a. parceller på fine marker som Grand Cru marken Clos Vougeot og Vosne Romanée Grand Cru marken Richebourg … bare for et nævne et par stykker.

Han arbejder økologisk og biodynamisk for ikke at manipulere hverken vinstokke eller jordbund. Han ønsker af princip ikke at anvende kunstige hjælpemidler i sin stræben efter naturlige og ekspressive vine. Han pløjer med heste, hvor det kan lade sig gøre, for ikke at komprimere jordbunden for meget og arbejder lige nu på at grundlægge et landbrug, så han kan lave sin egen kompost.

Thibault Liger-Belair vinificerer oftest sine bourgognevine med en stor andel hele stilke. For topvinene skæres den centrale del af stilkene væk med håndkraft på hver eneste drueklasse.

Vinene spontangærer i ståltanke, hvorefter Thibault går i gang med at smage vinen sammen med sin fadleverandør. Herefter laves det perfekte fad til hver enkelt vin. Hvilket træ, grain og hvilken ristning, der skal bruges, fastlægges i detaljer.

Dette kan lade sig gøre fordi, at Thibault Liger-Belair siden 2005 har udvalgt sit eget træ. Hvert år tilbringer han en uge i skovene for at vælge træ til sine vine – og går så meget i detaljen, at nordsiden af træerne bruges til de mindre vine, mens sydsiden bruges til topvinene.

Men udover de klassiske bourgognevine, så er Thibault også startet med at lave lidt beaujolais vin. I 2008 købte han nemlig 8 parceller i Moulin-a-Vent, men frasolgte alle druerne det første år. Men siden 2009 har han lavet en række vine med markerne med meget gamle Gamay vinstokke, hvor han forsøger at fortolke terrioret fra de forskellige granitholdige marker.

Thibault siger selv, at han meget sammenligner Moulin-a-Vent med Chambolle Musigny, for selvom Moulin-a-Vent vinene måske er lidt mere maskuline, så har de normalt også mere struktur og skal ofte have lidt alder inden de topper.

Nå, men denne Moulin A Vent Champ de Cour er lavet fra 80 år gamle vinstokke, der ligger i den sydlige del af appellationen lidt beskyttet af bakken med vindmøllen fra vine fra nord. Vinen er lavet med 40% hele klaser og efter endt fermentering har vinen lagret i 18 måneder på egefade. Der lavet beskedne 2.107 flasker af denne årgang 2016.

Svend sagde, at den lugter lidt som en ko, der løfter halen. Men duften er også herlig animalsk, dyb landlig, flæsket, vild og voldsom med banan, blommer, sorte kirsebær, blæk, grafit, tjære, peber, nogle vådkrydrede elementer, blomster … og så alligevel med en fin, kølig stil suppleret med nogle aftryk fra fadene med kanel og brændte elementer. Det dufter som en saftig bondevin med en kølig og uimodståelig elegance.

I munden er det også en saftig og elegant bondevin, pænt tør med mærkbare tanniner, sorte kirsebær, ribs, en bitter syre, vild og også parfumeret, lidt jammy og vældig stor saftighed. Det er dog uden at miste en lidt fast struktur … altså hvor jeg bare knuselsker disse beaujolaisvine og denne er super. 5,5 fingre med pil op. Det er tossegodt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2017 koster 299 kr., men pt. er på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Catherine Riss, Schieferberg Riesling, Alsace, Frankrig

2016 Catherine Riss, Schieferberg Riesling, Alsace, FrankrigCatherine The Waitress synger færøske Teitur … men Catherine Riss er ikke Waitress, men en fin alsacienne og vinmager. Hun har sit vinhus i Mittelbergheim i det nordlige Alsace og her smager vi hendes 2016 Schieferberg Riesling.

Catherine er som først nævnt alsacienne og således født og opvokset i Alsace, hvor hendes forældre drev en restaurant  og ad den vej kom Catherines store interesse for vin. Derfor forfulgte hun også den passion og tog en uddannelse som vinmager og ønolog i Beaune og Dijon.

Undervejs har hun haft praktikophold hos biodynamiske Domaine Trapet i Gevrey-Chambertin og har efterfølgende også arbejdet som vinmager i både Saint-Emilion, Sydafrika og New Zealand samt ikke mindst 3 år hos navnkundige Michel Chapoutier i Rhône.

Efter hendes rejse, så vendte hun i 2009 tilbage til Alsace, hvor hun blandt andet  fik job hos Domaine Rieffel. Hun lavede – sideløbende med arbejdet hos Lucas Rieffel – i 2012 de første vine under eget navn, godt hjulpet af netop Lucas Rieffel, som hjalp hendes med kælderarbejdet og gav hende lov at bruge deres vinkælder.

Hun fik også sparring fra en anden god ven, nemlig Antoine Kreydenweiss … en af pionerene indenfor biodynamisk drift i Alsace. Da Catherine købte sine marker, så omlagde hun da også straks hele driften til økologisk drift og året efter også til biodynamisk drift. På markerne dyrker hun Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Sylvaner, Auxerrois og Gewurztraminer.

Catherine har beskedne 3,5 hektar fordelt på 10 små parceller, hvor jorden består af sandsten og skifer. Hun passer i dag sit lille domæne og er fortsat ansat hos Rieffel. Hendes bedste parcel, der logger ved Reichsfeld, blev funder af hendes ven Michel Chapoutier og har en undergrund med udpræget blåskifer. Og det er faktisk derfra, at druerne til denne Schieferberg Riesling kommer.

Vinen er spontangæret alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret på gamle barriques og er så flasket uden filtrering eller brug af svovl.

Vinen blev smagt blindt, men der var ingen tvivl om, at vi for en stund var standset på Riesling tankstationen, hvor der stinker herligt af diesel, petroleum og shellak. Aromaerne er noget mørkere end forventet, nærmest lidt varmkrydrede, småoxiderede og lidt røget i glasset og vinen er faktisk også mere gul end normalt for Riesling. Nogle lidt kærnemælksagtige noter blander sig i festen, mens frugten vel nærmest er overmodne æbler suppleret med faste mineraler, knust sten og svagt lidt nytårskrudt.

Smagsmæssigt er det også smøreolie for sjælen og vinen glider smooth og cremet gennem det menneskelige drænrør, mens den fine halsmuskulatur takker. Vinen har en lidt krydret, landlig, relax smag og syren er egentlig meget afdæmpet. Vinen har samtidig tæthed, virker kompakt og koncentreret med masser af smag. Rustik og alligevel kompleks.

Forhandles af Krone Vin, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Château de Beauregard, Moulin-à-Vent La Salomine, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de Beauregard, Moulin-à-Vent La Salomine, Bourgogne, FrankrigTil en frokost forleden fik jeg ansvaret for at vælge vinen og jeg valgte beaujolais … elsker simpelthen vinene fra området og den kærlighed bekræftede denne 2015 Moulin-à-Vent La Salomine fra vinhuset Château de Beauregard aka Joseph Burrier bare.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer. Slottet ligger ved højdedragene Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne og er bygget i tidsrummet omkring 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt.

Château de Beauregard er en af de største vingårde i hele Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar vinmarker fordelt i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon, Fleurie og laver derudover også vin fra Moulin-à-Vent samt Beaujolais-Villages vine.

De fleste hvidvine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, mens de røde laves i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Udover at vinificere egne druer, så ejer familien også négociant virksomheder under navnet Joseph Burrier og endnu to under navnene Château du Clos og Domaine de la Rochette.

Her er det netop en af husets beaujolais vine … og det siges, at Château de Beauregards beaujolais vine er forskellig i stil fra andre beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde, men lad os se nærmere på det.

Der laves 3 Moulin-à-Vent  vine på Château de Beauregard, hvor denne Moulin-à-Vent La Salomine er lavet med druer fra marken La Salomine, hvor de fleste af vinstokkene er plantet i 1912, således stokkene i dag har en gennemsnitsalder på 70-80 år.

Château de Beauregard har siden 1872 ejet den lille parcel på La Salomine, der ligger lige på grænsen til Fleurie mellem de to marker Poncié og Rochegrès.

Druerne selvfølgelig høstet med håndkraft og sorteret, så snart de ankommer til vingården i Fleurie – den tidligere Maison Tournissoux gård – og så sker vinificeringen helt traditionelt med gæring over 6-10 dage med både pigéage og remontage … altså punch-down og overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret på burgundiske 228 liter barriques i næsten et år.

I næsen er det er herlig animalsk, landlig vin med et bondsk udtryk og klart lidt mørkere end jeg måske havde forventet. Der er både lidt solbær og jordbær, knuste rosenblade og klar kalket mineralitet. Der er noget rustikt og modent over duften.

Smagsmæssigt igen en lidt mørk – om end let – side, masser af grov landlig syre, godt med blækagtige noter, modne tanniner. Der er ikke noget, som stikker ud, frugten sådan lidt medium med pæn saftighed og faktisk meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, Frankrig

2017 Château Saint-Roch, Chimères Côtes du Roussillon Villages, Roussillon, FrankrigFra det sydfranske projekt Château Saint-Roch mellem vinmageren Jean-Marc Lafage og amerikanske Eric Solomon smager jeg nu atter en vin … en 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om tidligere og var fx helt vild med deres Kerbuccio vin, som både byder på kraft og kølig syre. Men vinhuset laver også vine, som er store, tykke frugtbomber, der bedst passer allerbedst, når vintervejret sætter ind og vi rykker sammen indenfor i ly af Covid-19 og bare skal ha’ varme i kroppen med en tæt, kraftig, småstærk og højoktan vin.

Denne 2017 Chimères Côtes du Roussillon Villages er lavet på 65% Grenache, 30% Syrah og 5% Carignan. Druerne kommer fra marker omkring byen Maury, gennemgår en benhård sortering, først i selve vinmarken og efterfølgende i vinkælderen.

Så afstilkes druer inden macerationen sker på betontanke og tager omkring 4 uger. Derefter lagrer vinen så 6 måneder … halvdelen på 500 liter franske demi-muids og resten i betontankene.

Vinen har en landlig næse … med mørk, gæret, flæsket frugt på en syrlig mødding sammen med en kirsebærtærte, et glas med Fabbri Amarena kirsebær i sirup, brombær, tørt træ, vanilje, cola, lakrids og samtidig en halv blomstermark. Der er sgu skrald på drengen … total teenager frembrusende uden at frontallapperne er helt vokset sammen.

Desværre er der voldsom megen sødme, tonstunge sødbrændte fade, hvorved det bliver en stor, fed frugtbombe af en teenager. Det er en meget sødmefuld vin med lidt alkohol, sød solmoden frugt som solbær, sorte kirsebær, nærmest tørret i frugten supplere med noget peber, tør stenmel … en virkelig vamset vintervin for dem, der bare elsker voluminøse, bamseglade vine med sød, højoktan kærlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men køber du 6 flasker er prisen 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Château Simian, La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2017 Château Simian, La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi træder det sidste trin op ad trappen hos Serguier familien på Château Simian, nemlig en Châteauneuf-du-Pape vin … deres 2017 La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Château Simian 6,6 hektar vinmarker i det centrale Châteauneuf-du-Pape fordelt på 3 forskellige marker, nemlig La Bertaude, Le Caladas og La Plantade, hvor La Caladas er én af de marker, som Yves havde arvet fra sin bedstefar Hippolyte Serguier og fortsat har vinstokke med Grenache plantet af bedstefaren tilbage i 1880.

La Plantage marken er tilplantet af Yves far Marcel i 1948, mens La Bertaude er tilplantet i 1972 af Yves Serguier. Siden har både Jean-Pierre og Florian tilplantet dele af bl.a. La Caladas med nyere vinstokke på både Mourvèdre, Cinsaut, Picpoul og Picardan.

Simians La Beauclaire Châteauneuf-du-Pape er lavet primært på Grenache … måske er der også en lidt Syrah, Cinsault og Mourvèdre i blendet, men det fremgår ikke. Vinen er gæret i store betonkar og har gennemgået en 48 timers maceration inden pres. Dernæst er vinen lagret 24 måneder på store gamle træfade.

Næsen overrasker … og ligger umiddelbart i forlængelse af de to foregående Côtes du Rhône vine, for det er ikke en tæt, mørk og fed Châteauneuf-du-Pape vin. I stedet er det en lys, frisk næse, slank, fin, let og småsyrlig. Men på en eller anden måde, så er niveauet løftet en anelse, for det dufter sgu lækkert med animalske, landlige samt bio-bio syrlig aromaer.

Igen er der godt med blomster, knuste rosenblade, lavendel, nelliker, syrlige kirsebær, hindbær, tranebær, blommer, medicinskab, lerjord, knust sten samt en håndfuld krydderier. Jeg kan simpelthen ikke slippe den syrlige, animalske og bio bio aroma, der bare er vildt tiltrækkende.

Smagsmæssigt er vinen mere fyldig end de foregående, men på en blomstret, feminin, lys, let og lakridset facon. Der er peber, småfede og godt integrerede tanniner, modenhed, men den danser så elegant hen over tungen, laver piruetter i en vals, der glider henover gulvet i smuk ekstase og trance. Houlberg er totalt begejstret … elsker elegancen og hoster op med 5,5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7