Sidste vin hos Jens blev lidt Bordeaux, serveret blindt men gættet af Houlberg trods andre meninger om, at det ikke var Bordeaux. Bingo. Det var denne Margaux Cru Artisan fra vinslottet Château Les Barraillots.
Arghhh slot og slot er måske at tage munden for fuld, men dog en præsentabel ejendom, grundlagt tilbage i 1925 af Ferdinand Brunet, som havde opdaget potentialet i området og havde opkøbt forskellige Grands Crus Margaux vinmarker. Han formede det, som i dag er Château Les Barraillots.
Sønnen Henri Brunet overtog driften i 1950 og han overdrog i 1963 til hans søn Michel Brunet, men siden 2002 har det været Michels søn Yannick Martin-Brunet, som har overtaget tøjlerne i familieforetagendet.
Château Les Barraillots har samlet 7 hektar vinmarker, som er tilplantet ned 40% Merlot, 55% Cabernet Sauvignon samt 5% Petit Verdot og Cabernet Francs. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 40 år. Markerne giver et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og en årlig produktion på omkring 40.000 flasker.
Vinen er en Cru Artisan, og det er en klassifikation, som dækker over vine, der er produceret i en af de otte Médoc appellationer på små ejendomme, typisk familieejede slotte. Klassifikationen har været anvendt i mere end 150 år, men det var først i 1994, at klassifikationen blev officielt godkendt.
Hele ideen bag klassifikationen er, at det på en Cru Artisan-ejendom er den enkelte vinbonde, der selv skaber vinen. Han og familien er ansvarlige for hele produktionen, lige fra markerne til arbejdet i kældrene.
Det er ikke multinationale koncerner, forsikringsselskaber eller kapitalfonde, der afstikker linjen og sætter en stab af folk til at producere vinen. Som Cru Artisan ligger hele ansvaret og al know-how hos vinbonden selv.
Denne Margaux Cru Artisan er lavet på rustfrie ståltanke og cementtanke, maceration i 3 uger og derefter lagres vinen 12-14 måneder på barriques, heraf 20% nye fade. Fadene udskiftes løbende over en 5-årig periode. I denne årgang 2012 er der lavet 12.200 flasker af denne vin.
Etiketten er lidt speciel … en slags limited edition, som primært anvendes overfor familie og venner. Den er udarbejdet af Thierry Coulon fra Imprimerie Graphico og har bl.a. blindskift, således den også kan findes og identificeres af blinde.
Næsen er præget af dyb eg, virkelig tunge egefade, kraft, blæk, grafit, gazebind … virkelig en bondsk og rustik Bordeaux vine med let mentol, kaktuspiller og næsten biodynamisk i stilen med en let syrlig mødding. Herligt. Smagen er frisk med syrlige ribs, bitre kirsebær, levende syre … godt kantet, men smager fint.
Forhandles herhjemme bl.a. af Ludv. Bjørns Vinhandel, hvor en flasker koster 229 kr.