Tag-arkiv: 4½

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigEfter Château d’Armailhac vinene, så skulle vi også smage 4 i streg fra Mouton Rothschilds andet naboslot Château Clerc Milon … ja faktisk ligger nabo til både nabo til både Mouton Rothschild og Lafite Rothschild.

Château Clerc Milon var oprindelig en del af Lafites store godser, men blev i 1789 solgt som et nationalt aktiv efter revolutionen. Det blev købt af Clerc familien, som samlet havde 30 hektar vinmarker og kaldte slottet Château Clerc Milon efter dem selv selvfølgelig og den lille nærliggende by Milon.

Ved 1855 klassifikationen var slottet ejet af Jean-Baptiste Clerc, men derefter gik det langsomt ned af bakke, og slottet frasolgt løbende nogle af markerne.

Markerne blev købt af Jacques Mondon, og han fik  efter Jean-Baptiste Clercs død i 1863 lov til at bruge Château Clerc Milon navnet til hans vinmarker … og derefter kaldte han vinhuset for Château Clerc-Milon-Mondon.

Samlet havde Mondon omkring 16,5 hektar vinmarker fra de oprindelige 30 hektar, som Château Clerc Milon oprindelig bestod af.

I 1970 blev Château Clerc-Milon-Mondon købt af Philippe de Rothschild fra Château Mouton Rothschild for 1 million franske francs. På det tidspunkt var ejendommen under forfald, men Phillip investerede og købte nogle af de gamle marker tilbage, der tidligere havde været en del af vinslottet.

Han ændrede også navnet tilbage til Château Clerc Milon. og har nu siden lavet vine fra slottet og løbende investeret store summer i vinhuset. Således er der fx i 2007 bygget nye underjordiske produktions- og lagerlokaler.

Der udnyttes tyngdekraften, således man ikke skal pumpe vinen rundt, men derimod lader vinen flyde via tyngdekraften. Derudover kunne man i 2011 kunne man indvie den nye hovedbygning som er placeret ovenpå produktionskældrene og med udsigt ud over slottets egne vinmarker. Den kan I se på billedet ovenover.

I 1983 ændrede datteren Phillippine etiketten på slottets vin til den nuværende, som viser et foto af skulpturen Deux personnages de la commedia dell’arte, som illustrerer et par dansere.

Det er en lille 11,5 cm høj statuette, som findes på museet på Château Mouton Rothschild og er lavet i det 17. århundrede af den tyske guldsmed Johann Melchior Dinglinger. Den er lavet i sølv og dekoreret med emalje, kalcedon og ædelsten. Phillippine valgte skulpturen på grund at hendes kærlighed til teateret.

Nå, nok snak … lad os kigge på den første af de fire vine fra Château Clerc Milon, nemlig denne 2012’er, som er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 9% Cabernet Franc, 1% Petit Verdot samt 1% Carmenère.

Vinstokkene er oprindelig plantet tilbage i 1970 af medarbejdere fra Mouton Rothschild, men i de senere år er Clerc Milon begyndt at eksperimentere med druesorten Carmenère. Vinificeret helt traditionelt, og efter endt fermentering er vinen lagret 16-18 måneder på franske barriques, heraf 40% nye fade.

2012 var et okay år på venstre side i Bordeaux, men ikke prangende. Således har Wine Spectator givet hele årgang 88 og Parker 92, mens de har givet denne vin henholdsvis 90 og 92 point. Lad os se, hvad Château Clerc Milon kan præstere i 2012.

Duftmæssigt virker vinen i øjeblikket en smule lukket, men med lidt luft i glasset lokkes der lidt blæk, tjære og engelsk lakrids frem. Klart mere maskulin i udtrykket og frugten er også langt mere mørk end hos søsterslottet. Der er fedme, mere bulder, solbær, våde fade og en smule alkohol.

Smagen er også langt mere kraftig, fed og opulent Bordeaux, mere mørk power, mørk nat, lidt tørhed, en smule tanniner … smager sgu meget godt. Det er en god Bordeaux, men jeg er ikke helt blown away, men hoster op med 4½ houlbergske fingre med pil op.

Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en flaske 2014 koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 495 kr. Denne årgang 2012 koster ifølge Bernt 699 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

1997 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen 4. og sidste Pauillac 5. Grand Cru Classé fra Château d’Armailhac blev en 22-årig årgang 1997 … sikke mange tal.

Hos Wine Spectator er årgangen ratet til 85, mens Parker er lidt mere beskeden med 84, men samlet altså lidt en dårligere årgang på venstre bred i Bordeaux.

Vinen er i 1997 lavet på 58% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot samt 19% Cabernet Franc, men altså uden Petit Verdot. Men ellers er vinen lavet som altid.

I glasset er vinen overraskende nok ikke så brun i kanten som 2001’eren. Duftmæssigt er den meget ligetil i frugten, ikke så tung, solbær, kirsebær, har lidt blomster, tobak, virker lidt støvet, ganske syrlig og så kommer der også nogle lidt forstyrrende grønne elementer, sådan lidt eukalyptus agtigt.

Smagen er blød, men vinen virker klart mere moden og endda træt, så det bliver aldrig en kompleks og dyb oplevelse. Der er dog fortsat liv i kludene hos den gamle dame, for smagen er sådan meget direkte, blot uden at imponere helt.

Flere forhandlere herhjemme, men denne 1997 kan ikke længere købes i normale vinhandler.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2013 Château d’Armailhac, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVi skulle smage Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Classé i 4 årgange … og vi startede med den nyeste i feltet, nemlig årgang 2013.

Château d’Armailhac stammer fra 1680 og ligger lige mellem Château Pibran mod syd, mens naboen mod er nord er selve Château Mouton Rothschild, som dengang hed Château Brane-Mouton. Oprindeligt var vinslottet ejet af de to brødre Dominique og Guilhem Armailhacq. I flere hundrede år ejede familien Armailhacq slottet, som i 1878 blev overtaget af Grev Adrien de Ferrand, der var svigersøn i Armailhacq familien.

På det tidspunkt var slottet vokset fra oprindelig 15-16 hektar til næsten 70 hektar vinmarker og blev kaldt Château Mouton d’Armailhacq.

I 1931 fik slottet økonomiske problemer, så greven stiftede Société anonyme du Domaine de Mouton d’Armailhacq … et selskab med en flok aktionærer, herunder den unge Baron Philippe de Rothschild, som blev minoritetsaktionær for dog senere i 1933 at overtage Château d’Armailhac helt.

Én af årsager til Rothschild familiens interesse for Château d’Armailhac var, at familien ikke selv havde en park til Mouton Rothschild, og dermed var det jo kun et halvt slot … men naboslottet d’Armailhac havde en park, men også 70 hektar gode marker.

I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline … Philippes 2. hustru, der oprindelig hed Pauline Fairfax.

Da Philppe døde i 1988 overtog Philippine Mathilde Rothschild driften. Hun havde indstillet sin skuespillerkarriere, men ændrede efter et år igen navnet på d’Armailhac, så det igen fik sit oprindelige navn Château d’Armailhac.

Vinslottet er et 5. cru slot med omkring 70 hektar i det nordlige Pauillac. På markerne er fordelingen mellem de forskellige druer 52% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 2% Petit Verdot.

Vinstokke er næsten 50 år gamle og vinenelagres 15 til 16 måneder på egetræsfade. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur. Den årlige produktion ligger på 220.000 flasker.

Etiketten skal vi også lige omkring, da den centrale figur er en lille 10 centimeter høj keramisk/glas skulptur for andel halvdel af det 17. århundrede.

Figuren stammer fra Nevers i Frankrig og kaldes L’Automne II … efterår 2. Skulpturen kan i øvrigt findes på Château Mouton Rothschilds museum.

Nå, men vi starter som sagt med at drikke Château d’Armailhac Pauillac 5. Grand Cru Class i årgang 2013. Det er en årgang, som ikke rates så højt … 84 af Wine Spectator. Årgang 2013 var generelt et rigtig svært år i Bordeaux med rigtigt lave udbytter og svingende kvalitet.

Årgangen er lavet med et blend af 59% Cabernet Sauvignon, 28%
Merlot, 12% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot. Alle druerne afstilkes, således de fine tanniner alene stammer fra kerner og drueskind. Vinificeres helt traditionelt og lagres 15 -16 måneder på egetræsfade, heraf 25% nye fade, mens resten er brugte fade fra Château Mouton Rothschild.

Vinen fines med æggehvider på den traditionelle måde og antallet – mellem 4-6 pr. tønde – bestemmes hvert år efter en test på laboratoriet og i kælderen.

Næsen er meget ligefrem med frisk solbær, lidt kælder og syren fornemmes langt fremme … er næsten lidt pågående. Derudover er der eg, røget, støvet, blæk og meget let kanel.

Smagen er meget tilbageholdende og syren styrer klart vinen, men egentlig på en fin og elegant måde, meget tør i udtrykket, klart til den mere lette og feminine side og smager egentlig ganske godt.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Lorentsens Vinforsyning, hvor denne 2013 kan fås til 395 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

N.V. Edoardo Miroglio, Zero Brut, Det Trakiske Lavlande, BulgarienSå smager vi den sidste og 4. af de mousserende og overraskende lækre vine fra det bulgarske vinhus Edoardo Miroglio, nemlig deres Zero Brut. Det er modsat de øvrige ikke er årgangsbobler, men en Non Vintage.

Det er 80% Pinot Noir og 20% Chardonnay. Der er – som med foregående vin fra huset – ikke de store oplysninger om produktionen udover en lagring i 24 måneder sur lie, men jeg kan ikke se, hvor lang tid vinen har lagret i flaske. Men der er ikke tilsat dossage og således ingen sukker, så dermed burde det være en mere tør mousserende vin.

Etiketten er også langt mere moderne i udtrykket end hos søstervinene  … flot enkelhed med den runde etiket med Zero skrevet i midten, og så på den smukke kegleformede flaske. Det er klart en vin, som folk vil lægge mærke til på bordet.

Næsen byder dig på grønne æbler, hævet dej, gærede aromaer, lidt toast, muggen kælder, lidt bitterhed, mandler, lidt nødder, citrus og friske bobler, som beruser og bebruser.

I munden er det også syrlige æble, modne pærer og masser af bitterhed. Boblerne er tætte og vedvarende, der er lille fin sødme, god balance og vinen er slet ikke voldsom tør. Det er en frisk, virkelig levende vin og igen fin kvalitet til pengene.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut Klumpp, Bruchsaler Weiherberg Pinot Noir, Baden, Tyskland

2015 Weingut Klumpp, Bruchsaler Weiherberg Pinot Noir, Baden, TysklandDanmarks førsteelsker af Spätburgunder aka tysk Pinot Noir fortsætter med denne Bruchsaler Weiherberg Pinot Noir fra Weingut Klumpp, der ligger mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde vingården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Ulrich var oprindelig statsansat og Marietta bankansat. Det var i stedet en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse.

Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 29 hektar. Det er fordelt på de 4 marker, Eichholz, Kirchberg, Weiherberg og Himmelreich.

På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er plantet med Weisser Burgunder og Chardonnay, mens Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag driften vingården af 2. generation, nemlig parret sønner Markus og Andreas, der begge er uddannede ønologer og som ses på billedet ovenover.

Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med Meike Näkel. Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet Hand in Hand.

Bruchsaler Weiherberg Pinot Noir er en Lagenwein, hvor druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke, der oprindelig stammer fra Bourgogne. Vinen er også lagret 18 måneder på franske eg.

Den har ikke samme aromatiske og landlige duft, som foregående vin, men lidt varmere og federe i udtrykket. Der er modne kirsebær, mirabeller, boysenbær, kaffegrums, blæk, solbærblade, kaktus, blæk, engelsk lakrids og lidt krydderier.

Den smager også af mørkere frugt, mere mørke kirsebær, har en kant med jern, urter, men er sammenlagt ganske frisk. Vinen har god tæt struktur, friske frugter og er blød i munden, men har i eftersmagen lidt mineralske elementer.

Købt i Tyskland til 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Domaine Alary, Cairanne Tradition Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Alary, Cairanne Tradition Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDet er vist nogle år siden, at jeg sidst har smagt Cairanne fra Domaine Alary … men så er det jo en oplagt lejlighed til at åbne en flaske og det blev fra den gode årgang 2015.

Domaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône. Vinhuset er grundlagt i 1692 og har siden  gået i arv fra far til søn, og drives i dag af Denis Alary med hjælp fra sønnen Jean-Etienne. De har samlet 29 hektar, fordelt med 26 hektar røde druer og 3 hektar med hvide druer.

Derudover ejer Alary en mosaik af mindre parceller op mod landsbyen Carainne, hvor jordbunden minder meget om Châteauneuf-du-Pape.

Denis har de sidste år arbejdet målrettet på at dyrke sin vingård uden brug af sprøjtemidler og pesticider og blev i 2012 også certificeret økologisk. Derudover er Denis Alary også formand for det lokale Syndicat des Vignerons de Cairanne.

På vingården sker produktionen i stor respekt for traditionerne, fx skrottede Denis de nye rustfrit stål gæringstanke for omkring 5 år siden og geninstalleres traditionelle cement tanke. Og samtidig blev de eksperimenter med små nye egefade, som faderen ellers havde indledt, indstillet.

For Denis handler det om, at gøre arbejdet så godt som muligt ude i vinmarkerne og derpå fremstille nogle vine, som ikke forstyrres af uvedkommende aromaer, men derimod formidler frugten fra druerne og det terroir, som vinstokkene har rod i.

Midlet hertil er bl.a. modning på store foudres, som ifølge Denis bidrager med mere kompleksitet samtidig med, at vinens grundelementer bevares.

Denne Cairanne Tradition Côtes du Rhône er lavet på 70% Grenache, 25% Syrah og 5% Carignan. Vinen blandes, når gæringen er afsluttet, og den ligger derefter på store, gamle egefade i 6 måneder inden den ufiltreret aftappes på flaske. Efter tapning hviler den yderligere nogle måneder inden den frigives til salg.

Og sikke da en dejlig duft … animalsk, landlig med bl.a. svag mødding, fersk og tørret kød, en syrlig frugt, syrlige kirsebær, ribs, blomster, lavendler og grønne urter.

Vinen er tør … endda pænt tør med blæk, peber og er samtidig godt krydret. Det er faktisk næsten helt køkkenrulle-i-munden tørt og derudover er der en lille bitterhed i smagen. Med luft i glasset bliver fru Cairanne dog mere rund og blød, men fortsat med peber samt andre krydderier godt fremme.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Derfra smager vi denne Valpolicella Superiore.

Vingården er et lille familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans 2 brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønnerne og børnebørnene Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål Carlo Ferragù igang. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder.

Da jeg lige havde åbnet vinen, var jeg meget begejstret … masser af frugt, blommer, solbær, en vis kølig elegance, brændte fade, kraft og power, engelsk lakrids, lidt sødme samt tæt, meget intens. Med lidt luft og varme i glasset kommer der dog nogle andre sekundære noter, som jeg ikke er så vild med … lidt grønne kaktuspiller, en anderledes blomstersæbe, lidt peber og svag alkohol.

I munden er der også i starten vildt megen frugt, mørk frugt, lakrids, blæk og stor tørhed. Der er også en lækker syrlighed midt i alt den mørke og kraftige frugtsmag og jeg noterede, at den faktisk er langt bedre og mere elegant end mange Amaroner.

Med luft og varme i glasset dukker alkoholen dog også op, men ikke alarmerende. Samlet masser af frugtsmag, stor tørhed og kraft, og dermed ender det som en Valpolicella klart og sikkert over det gennemsnitlige. 4½ af de fede fingre og tæt på en 5’er.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, Frankrig

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, FrankrigSå er vi atter retur hos de  to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph og deres vinhus Calmel & Joseph og denne gang med en let og lækker Corbières Les Terroirs fra serien af samme navn.

Der er 6 forskellige rødvin i serien Les Terroirs … og denne Corbières er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, høstet med en ganske beskedent udbytte på små 25 hektoliter pr. hektar. Druerne kommer fra en række marker, som de to vinmageren selektivt har udvalgt hos en række vinavlere i Languedoc under Corbières appellationen.

Vinen er vinificeret i to store kar og har gæret ved 25 grader med daglig overpumpning den første uge af i alt 3 ugers fermentering efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 6 måneder i store betontanke. Vinen er nummereret … denne nr. 19756.

Duftmæssigt er der mørk frugt, men samtidig virker frugten let og syrlig med blomster, ja faktisk masser af blomster, parfume, lavendel samt nogle grønne elementer. Selvom frugtnoterne skriger mørk frugt som brombær, solbær og blommer, så virker vinen absolut til den ubekymrede og lette side.

Smagsmæssigt hænger vinen sgu også rigtigt godt sammen, for det bliver aldrig en tung og fed vin, men har i stedet en let, frisk og syrlig side, som jeg virkelig godt ka’ lide. Der er fennikel, enebær samt lidt peber fra Syrah druerne, hvilket giver lidt varme i eftersmagen, men det er til at leve med. Det er flot Corbières, klart 4½ sikre Houlberg fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris for denne vin og virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Grans-Fassian, Mineralschiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Grans-Fassian, Mineralschiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandFra Rheingau Großes Gewächs Riesling til almindelig Mosel Gutsriesling … en flaske Mineralschiefer Riesling Trocken fra Weingut Grans-Fassian. Nu har jeg igen fået forvildet mig ind på Bistroteket til lidt god mad og vin. Denne valgte vi til forretten.

Weingut Grans-Fassian har vi før stiftet bekendtskab med her på Houlbergs Vinblog. Vinhuset ligger ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af 12. generation i form af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982.

Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 13 hektar. De sidste 3 år har datteren Catherina dog også langsomt kommet med i driften og dermed er 13. generation allerede kørt i stilling.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er VDP klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg.

Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Mineralschiefer Riesling er – som nævnt – en Gutswein, altså med druer fra forskellige marker og høstet med håndkraft. Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke med kontrolleret gæring ved 15-18 grader over 8 uger, hvorefter den hviler i tankene sur lie i omkring 2 måneder inden aftapning.

Næsen har ganske lidt petroleum … ikke meget, men derudover er der sten, fersken, melon, en smule citron, ganske ung og frisk med en okay intensitet. Smagen er grønne æbler, fin æblesyre, let olieret, grøn og frisk med lidt traditionel Mosel sødme.

Forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2015 Château de Beauregard, Fleurie, Bourgogne, FrankrigEn lækker middag på det gamle Hotel Randers forleden blev bl.a. akkompagneret af lidt rød beaujolais … en Fleurie fra Château de Beauregard aka Joseph Burrier.

Burrier familien har været vinbønder i Bourgogne i over 500 år og købte Château de Beauregard i 1883, så familien har været ejere af vingården i 6 generationer. I kan se gården på billedet ovenover … og må ikke forveksles med mange af de andre slotte, der også er kaldt Château de Beauregard og ligger spredt over det meste af Frankrig, for navnet betyder nemlig slottet med den flotte udsigt.

Château de Beauregard er bygget i tidsrummet 1809-1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra et succesrigt togt og ligger ved klipperne Solutré og Vergisson mellem byerne Pouilly og Fuissé i Bourgogne.

Château de Beauregard er en af de største vingården i Beaujolais- og Mâconnais regionerne. Samlet har slottet 43 hektar fordelt på markerne i både Pouilly-Fuissé, Saint Veran, Mâcon. Fleurie og laver derudover Moulin à Vent og Beaujolais-Villages.

De hvide vine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, og de røde i Fleurie på Domaine de Poncié, der også er ejet af Château de Beauregard.

Siden 1970’erne har vingården været drevet af Jacques Burrier, men i 2000 blev Frédéric Marc Burrier som 6. generation leder af Château de Beauregard.

Her er den en af husets beaujolais vine … og det siges, at Château de Beauregards beaujolaiser er forskellig i stil fra andre Beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde, men lad os se nærmere på det.

Det er selvfølgelig 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke fra husets marker i Fleurie, bl.a. Ancienne Maison Tournissoux. Druerne høstes manuelt og afstilkes inden udblødning i 6-9 dage og efterfølgende gæring i rustfrie ståltanke. Derefter lagrer halvdelen af vinen 6-8 måneder i burgundiske 228 liters barriques.

Næsen er parfumeret og let, ganske aromatisk med blomster, violer og roser, har lidt blæk, fersk kød, bacon og masser af friske blåbær, jordbær og måske endda lidt solbær.

Smagen er rund, lækker og saftig … klart til den lettere side, en vild syre i 5. potens, sødkrydrede elementer og ganske tilgængelig. Det bliver aldrig sådan rustikt og vildt charmerende som nogle af de mere moderne beaujolaiser, men en okay godkendt vin.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7