Weingut Karl Schnabel er en rigtig øko-bonderøv, som laver biodynamiske naturvine med respekt for jord, klima og almen bæredygtighed, som fx denne Pinot Noir Hochegg.
Schnabel holder til på vingården Ermihof lige øst for den lille by Gleinstätten ved bjerget Sausal i Südsteiermark i Østrig. Vingården drives af Karl Schnabel samt hustruen Eva med hjælp fra deres 3 sønner Armin, Valentin og Marwin. Karl grundlagde vinhuset efter at ha’ studiet til vinmager i Vienna og et studieophold i Bourgogne i 1997 og 1998.
Familien har samlet 5 hektar vinmarker med primært røde druesorter og fordelt på markerne Hochegg, Koregg og Kreuzegg. Lige har etableringen har Karl arbejdet efter biodynamiske principper og siden 2003 har markerne også været certificeret biodynamisk.
Karls filosofi er, at vi kun er gæster på vores jord, som skal bevares til de kommende generationer. Derfor laves vinene også efter de mest naturlige principper, hvilket sker med spontangæring og uden tilsætninger af nogen slags … herunder tilføres der heller ikke sulfitter aka svovl til vinene.
Karl og Eva har endda en mindre besætning af kvæg, som lystig græsser mellem vinstokkene og hvis horn jo så meget passende også kan anvendes i den biodynamiske proces, hvor de fyldt med ekstakter og naturlig gødning graves ned i vinmarkerne.
Her har vi fat i Karl Schnabels Pinot Noir fra marken Hochegg, som også er lavet uden tilsætninger af nogen slags. Spontangæringen sker i åbne egetræskar og pigeage sker ved håndkraft og vinen håndteres også uden brug af pumper. Den er lagret på 227 liters barriques fra Bourgogne.
I glasset er vinen let, teglfarvet og med svagt orange kanter. Duftmæssigt er første tanke, at der er tale om en noget ældre Bourgogne, for vinen dufter godt gammelt … men der er alligevel noget, som stikker helt andre steder hen, for der er også en lidt speciel duft med hønselort, saltlakrids, kampferolie, overmodne blommer i kombi med lysere bær. Spændende duft.
Smagen overtrumfer imidlertid klart duften, for det er blødt, modent, let, mildt og cremet pinosaft. Det er lyse bær, hindbær, ribs, lyse kirsebær og leveres på en fin og let facon. Der er stor saftighed, som gør vinen meget let drikbar … feminint og elegant. Great.
Købt hos Rosforth & Rosforth … prisen kender jeg ikke, men den ligger formentlig omkring 300 kr.