2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, Italien

2013 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, ItalienZeni er en af de vingårde, som jeg tidligere har besøgt … tilbage i 2015 sammen med masser af andre turister. Under besøget smagte jeg – mod behørig betaling – 3 x Amarone, hvor denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte også var én af de 3, blot i en tidligere årgang end denne 2013.

Historien om vinhuset Zeni startede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, men efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk 4 af slagsen … en Amarone della Valpolicella Classico, denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella Classico Riserva Nino Zeni, som kun laves i få udvalgte år.

Zenis Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte er lavet med druer fra en mark med gamle vinstokke ved Gargagnago lidt vest for Negrar og tæt på den store producent Masi Agricola.

Druerne til denne Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte håndplukkes og tørrer derefter 4-5 måneder, hvorefter der sker en macation på 3 uger inden gæringen. Drueblendet er 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara, og vinen lagrer typisk mellem 2 og 4 år i store 25 hektoliter egetræsfade. Alkoholprocenten ligger på 15,5%.

Duftmæssigt er det godt moden frugt, blommer samt tunge solbær … virkelig proppet med frugt, masser af eg, lakrids, vanilje, nygarvet læder, kakos og krydderier. Snuser du rigtigt godt, så kan du også fange en frisk syre under alt det voluminøse.

Smagsmæssigt kan du fornemme, at det er en yngre Amarone med kun 5 år på bagen … frisk i frugten, alkoholen stadig tydelig, nogle tanniner, men samtidig er det ultrablødt, cremet og det er et markant step-up fra forrige Amarone.

Der er også lidt peber, godt med fedme, power og virkelig brede skudre. Det er en vin, som du bør dekantere mindst dagen før eller måske gemme i kælderen 5-6 år. Omkring bordet landede vi fra 4,5 til 5,5 fede tommelfingre med et snit på cirka 5. Jeg lå selv omkring 90 point, hvilket lige rækker til de 5 … så stor enighed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., men pt. kan fås på tilbud til 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Cantina Valpolicella Negrar, Montigoli Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2012 Cantina Valpolicella Negrar, Montigoli Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDen første Amarone  … Montigoli Amarone della Valpolicella Classico er produceret af kooperativet C.V.N. aka Cantina Valpolicella Negrar, som – meget passende – netop ligger i Negrar.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1933 af 6 vinbønder i byen Arbizzano di Negrar … nemlig af Gaetano Dall’Ora, Carlo Vecchi, Giovanni Battista Rizzardi, Marco Marchi, Pier Alvise Serego Alighieri og Silvio Graziani. I dag ligger kooperativet dog i Negrar i et moderne vineri og har 230 medlemmer.

De mange medlemmer af Cantina Valpolicella Negrar har samlet over 700 hektar vinmarker, som har været dyrket gennem mange generationer. Markerne giver druerne til de mange vine, som laves på kooperativet, herunder altså også denne Montigoli Amarone della Valpolicella Classico.

Druerne til vinen kommer fra 5 kommuner i Valpolicella. Disse kommune er alle beskyttet af Lessini-bjergene mod nord og Gardasøen i vest. Montigoli Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 70% Corvina, 15% Rondinella og 15% Corvinone. Vinen lagres i 18-24 måneder på store egefade.

Duftmæssigt er der lidt rå lakrids, fedme, solbær, blommer og tør jord. Den virker måske en smule indelukket og dermed også lidt neutral i aromaerne.

Smagen er også fed, mørk lakridt, søde blommer, solbær, syren meget vag, men der er i stedet et aftryk fra alkoholen … en højoktan på 15,5%. Der bliver egentlig aldrig plumre-rosinvand og der er sådan set også okay længde på eftersmagen. Omkring bordet landede alle på enten 4 eller 4,5 fede tommelfingre, men jeg en kende mindre.

Vinen forhandles i flere supermarkeder og prisen ligger på 185 kr. og kan formentlig fås til omkring 100 kr. på tilbud.

Vinanmeldelse 3,5/7

Test af en håndfuld Amaroner … 7 fuldblods & 1 wanna-be

Er der amoriner i luften, når jeres flittige vinblogger tester en håndfuld tunge Amarone vine? Amors Amarone pile har traditionelt haft det svært med trænge gennem vinbloggerens armor og ramme i hjertekulen, men op til juletiden er der ofte fokus på de tunge Veneto vine, da de tit – like it or not – anbefales til julemiddagen.

Jeg har fået et par Amarone vine til test … og har også selv fra tidligere en række flasker liggende, så hvad er mere naturligt end at teste vinene på én gang? En mikro udvidet smagning, en samtidig velkommen oprydning i vinkøleskabet og flere vine skaber jo også et bedre grundlag for vurdering, når de kan sammenlignes.

Min erfaring med Amarone er, at der er meget stor forskel i vinene. Der sælges mange dårlige, billige vine, hvilket har givet Amarone et blandet omdømme. Men når man smager virkelig vellavet Amarone, så må man bøje sig … og det gælder også for jeres flittige vinblogger, som ofte har haft fabelagtige oplevelser med denne type vin, som ellers ikke hører til blandt mine favoritter.

Og generelt er Amarone vel også en vintype, som deler folk? Mange elsker de kraftige, fede, voluminøse og bløde vine, mens andre hader dem. Jeg hader ikke nogle typer af vin, men er med årene blevet mere og mere bevidst om, hvad jeg helst vil drikke. Men godt håndværk kan altid smages … uanset vintype.

Denne lille test er på ingen måder retvisende for Amarone vinene … blot lige, hvad jeg havde i mine vinøse skuffer og samtidig også i meget forskellige årgange, nogle forholdsvis nye og andre med op til 12 år på kilometertælleren. Men testen er selvfølgelig ganske aktuelt, hvis du er én af dem, som skal ha’ fundet en Amarone eller to til juleaften, som jo nærmer sig med skrækindjagende fart.

Amarone vine er nærmest blevet en dansk juleklassiker at sætte til maden juleaften, da de tørrede druer giver et pænt sukkerindhold og dermed ofte et sødligt præg som passer julemanden. Derudover har Amarone næsten aldrig megen tannin, er ganske fed – som julemaden – og selvfølgelig altid med en ganske høj alkoholprocent, hvilket samlet gør, at den netop kan matche den fede mad og det svære tilbehør med både surt og sødt.

Feltet kom i en helt tilfældig smagsrækkefølge til at se sådan her ud … 7 x Amarone samt en Amarone wanna-be, nemlig vinen Rosso Passito Secco Ai Volti IGT. Den er reelt lavet som Corte Lenguins almindelige  Amarone, men må blot ikke kaldes sådan, da de italienske regler alene tillader en vis mængde Amarone vine ud fra vinhusets areal af marker.

Nå, men nok snak … hvilke Amarone vine gjorde det godt, og hvilke dumpede? Smagepanellet ratede alle vinene efter mit lille 7 Thumbs Up system og skal vi se på gennemsnittet af karakterer, så endte Guerrieri Rizzardi på en klar 1. plads med et samlet gennemsnit på 5,5 Thumbs Up og flere rene 6’ere.

Både Zeni Vigne Alte, Cantine Buglioni 2013 og Sartori måtte deles om 2. pladsen med samlet gennemsnit på 5 Thumbs Up. Habile vine med den kvalitet, som man bør kunne forvente af Amarone og langt fra det rosinvand, som jeg virkelig hader.

Corte Lenguin havde prop og måtte hældes ud. Den deltog derfor selvfølgelig ikke i konkurrencen. Sidstepladsen gik i stedet til den ældre Villa Annaberta … en ganske uinteressant og ligegyldig supermarkedsrosinvin.

Jeg har selvfølgelig – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Men konklusionen blev, at der skam findes gode Amarone vine … men også meget skrammel, so be careful out there.

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragón, Spanien

2012 Bodegas Carlos Valero, Heredad Garnacha, Aragon, SpanienBodegas Carlos Valero ligger i udkanten af Zaragoza. Det er egentlig ikke en rigtig vingård, men et stort distributionsfirma, som forhandler en række brands indenfor vin … men derudover også selv laver enkelte vine, bl.a. denne Heredad Garnacha.

Bodegas Carlos Valero forhandler primært mærker som Moët & Chandon, Marqués de Murrieta, Pago de Carraovejas, Protos, Laus, Enate, Aylés, Freixenet, Cune, Campillo, Vega Sicilia, Dom Perignon og Perelada til flere områder i Spanien.

Men derudover producerer de også en række vine med druer opkøbt fra vinavlere i området og lavet med hjælp fra den kendte flyvende vinmager Norrel Robertson, som vi også tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Denne Heredad Garnacha er lavet på ren Garnache aka Grenache fra lokale vinbønder under appellationen Campo de Borja og skulle efter sigende været dyrket økologisk, selvom det nu ikke fremgår af etiketten på vinen.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen … udover, at den er lagret 8 måneder på et mix af franske og amerikanske barriques, lavet i 7.079 eksemplarer og produceret i både årgang 2012 og 2014.

Duftmæssigt er det mørk og lettere parfumeret frugt med lakrids, kanel, solbær, blåbær, sæbe. Der er en vis modenhed over frugten, nærmest sådan lidt hengemt, lidt som en ældre vin.

Smagen er noget rustik med masser af krydderier og stærk peber, men frugten er egentlig meget frisk … mørke bær og derudover har den godt med tanniner, som virkelig tørrer munden ud. Klart lavet med et moderne snit, som giver en blød, fyldig og drikkeklar vin.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 97,99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Sacred Hill Vineyards, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New Zealand

2017 Sacred Hill Vineyards, Sauvignon Blanc Reserve, Marlborough, New ZealandFra de dygtige nordjyske handelsmænd i Supervin tester jeg nu en Sauvignon Blanc Reserve fra vinhuset Sacred Hill Vineyards i New Zealand … et hus, som jeg tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Sacred Hill Vineyards ligger i Dartmoor Valley udenfor den lille by Puketapu, men har deres vineri lidt længere mod syd … et par kilometer nordvest for Hastings, ganske tæt på floden Ngaruroro i Hawkes Bay vinregionen på Nordøen i New Zealand. Dermed er vi også ganske tæt på bugten, som har givet navn til regionen.

Vinhuset er grundlagt i 1986 af brødrene David og Mark Mason. De er begge opvokset på gården i Dartmoor Valley og havde hjulpet deres far med landbruget, som også omfattede en smule produktion af druer.

Efter et ophold i Bordeaux, så besluttede brødrene sammen med vennen Tony Bish, at det kunne være sjovt at ændre det lille familie drevne landbrug til en decideret vingård. Og det blev starten på Sacred Hill Vineyards.

I dag drives vingården fortsat af David Mason – som I kan se på billedet ovenover – og Tony Bish, og sammenlagt har de omkring 44 hektar vinmarker og laver årligt omkring 430.000 flasker vin.

Deres vinmarker ligger i to områder, selvfølgelig først og fremmest omkring vingården i Hawkes Bay, hvor de har markerne Dartmoor Vineyard, Rifleman’s Vineyard og Gimblett Gravels Deerstalker’s Vineyards.

Hawkes Bay er en af New Zealands ældste og bedste regioner. Jordbunden varierer meget, og derfor er vinene derfra også meget forskellige. Dog er det karakteristisk, at Hawkes Bay ofte opnår landets højeste antal solskinstimer og derudover hæver landskabet sig op til 1.600 meter. Det betyder, at druerne langsomt modnes og derved opnår modning samtidig med at syren bibeholdes.

Derudover har Sacred Hill Vineyards også marker i Marlborough, altså den nordligste del af Sydøen. Det er markerne Hell’s Gate Vineyard i Waihopai Valley tæt på Omaka floden samt Hammond Estate Vineyard i Wairau Valley.

Sacred Hill Vineyards’ vine er i dag opdelt i 3 serier, nemlig Origin Range, Reserve og Special Selection. Sidstnævnte er huset bedste vin, håndlavet og højdepunktet af gårdens formåen … og kun bliver lavet i de allerbedste årgange.

Denne Sauvignon Blanc Reserve er lavet med druer alene fra Marlborough på Sydøen. Vinen er fermenteret ved, at omkring 60% gærer i franske egefade – heraf endda 5% nye fade – mens resten gærer i rustfrie ståltanke.

Vinen har også lagret en periode på blandingen af egetræ og ståltanke inden aftapning på flaske. Der er 3,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Og duftmæssigt starter vinen som ærketypisk Sauvignon Blanc med masser af grønt græs, hø og asparges. Derudover er der lidt Faxe Kondi, stikkelsbær, rebis aka blodurt, svag vanilje og let grape. Supervin skriver selv, at vinen også dufter af tomatstilke og det er spot on … ærgrer mig lidt over, at jeg ikke selv fangede den.

I munden har vinen en sprød, frisk syre … men ved første sip tænker man, at vinen måske er lidt for sød, men så trykker syren lige tilpas på sammen med masser af grape. Det er en utrolig behagelig og blød vin, som også har lidt vaniljeaftryk fra egefadene. Man får både god syre, masser af grape, let sødme og cremet blødhed. Bom.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Viñedos Verderrubí, Dominio de Verderrubí Verdejo, Ruedo, Spanien

2016 Viñedos Verderrubí, Dominio de Verderrubí Verdejo, Ruedo, SpanienViñedos Verderrubí ligger i den lille by Rubí de Bracamonte i Valladolid området, som er en del af DO Rueda. Vingården drives af Pita familien, som laver 4 forskellige vine, herunder altså denne Dominio de Verderrubí Verdejo.

Familien Pita har været vinbønder i Rubí de Bracamonte gennem generationer, men drives i dag af ønologen Emilio José Pita, som er uddannet i Bordeaux, men også har arbejdet i både USA og på New Zealand, inden han overtog familiens vingård i Rueda, Spanien.

Han har samlet 63 hektar vinmarker, hvor de 56 hektar ligger ved Rubí de Bracamonte, men de sidste 6 hektar ligger i La Bonera. Emilio byggede også i 2012 et stort og moderne vineri, som sikrer en lettere og bedre produktion af vinene.

Trods de mange hektarer, så laves der alligevel kun 4 forskellige vin på Verderrubí … og denne Dominio de Verderrubí Verdejo er således én af dem.

Den er lavet på 100% Verdejo, som kommer fra flere forskellige af husets marker, som alle er dyrket økologisk. Vinen er lavet med en kold udblødning aka maceration inden gæringen, som sker i rustfrie ståltanke. Vinen er efter endt fermentering lagret 4 måneder i tankene sur lie og derefter tappet på flaske.

Duften er lettere grøn … stikkelsbær, grønne blade og buske, grape, men der er også lidt appelsin, citroner, bagepulver, pæresaft samt svage salte elementer. Det dufter tørt, men der er også sødme i aromaerne.

I munden er vinen også lidt sødkrydret, men grapefrugten træder også frem, blander sig og balancerer fint sødmen. Der er derudover lidt fersken og vinen er blød, cremet og læskende … en saftig sødme kommer også i eftersmagen med svag grape.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7   

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, Frankrig

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, FrankrigI det lille vinøse epos om Les Châteaux et Domaines Castel og deres i alt 21 vinslotte er jeres flittige vinblogger nået til det 7. af slagsen … nemlig Château du Bousquet, som ligger på højdebred i Côtes-de-Bourg … den appellation, som nogle kalder udkastsbordeaux, selvom Margaux ligger lige overfor på den anden side af Gironde floden.

Château du Bousquet ligger på en lille bakkeskråning, som grænser op til floden Libarde … en af Girondes mange bifloder. Slottet – som I kan se på billedet ovenover – blev købt af Castel familien allerede tilbage i 1960, så det er faktisk et af de første vinslotte, som familien købte, da de i 1960’erne startede deres opkøbsraid.

Slottet har sit navn fra betegnelsen bousquét eller bousqué, som er er afledt af ordet bois, som betyder træ … en henvisning til, at slottets vine altid har været præget af egetræ.

Château du Bousquet har samlet 65 hektar vinmarker, som ligger spredt i to dale .. enten hvor undergrunden er præget af kalk og en præget af sandet ler. På markerne har Castel 70 % Merlot, 20 % Cabernet Sauvignon, 7 % Malbec og 3 % Cabernet Franc.

Denne 2014 udgave af slottets vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 5% Malbec. 60% af vinen har været lagret på egetræsfade, mens de resterende 40% har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt mørk og gæret frugt, solbær, modne kirsebær, skovbund, vanilje, eg, hasselnødder, røg og meget tæt, kompakt og koncentreret i aromaerne. Det dufter sgu godt.

I munden har vinen en ren frugt … stringent med jern, mineraler, fine og tørre tanniner, pænt med syre og det smager også ganske godt, så det er bestemt godkendt Bordeaux fra en vinmager, som absolut ved, hvordan en god vin skrues sammen. God frugt og god eftersmag. Godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 124,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USA

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USAYou Can Never Get Enough er sloganet hos vinhuset Zin-Phomaniac og de har også sat en nøgen dame på etiketten af denne Lodi Old Vines Zinfandel … som man dog – helt ærligt – nemt kan få nok af.

Vinhuset Zin-Phomaniac ligger ved byen Ukiah i Mendocino området i den nordligere del af Californien. Det er et vinhus, som kun laver 2 vine … denne Lodi Old Vines Zinfandel samt en Sonoma County Reserve Zinfandel. Der findes ikke rigtigt nogle oplysninger om vinhuset … måske fordi det blot er en brand, for bag Zin-Phomaniac står nemlig Parducci Wine Cellars.

Parducci Wine Cellars er det ældste vinhus i Mendocino, grundlagt tilbage i 1932 af Adolf Parducci i Ukiah og den nuværende ejer John parducci kaldes også Mr. Mendocino … er endda optaget i California Winemaker´s Hall of Fame.

Siden 1997 har han dog lavet vinene sammen med vinmageren Bob Swain, som er hovedansvarlig for produktionen af vinene. Han er uddannet vinmager fra universitetet i Fresno og har haft en lang karriere hos nogle af de største vinproducenter i Californien.

Denne Zin-Phomaniac Lodi Old Vines Zinfandel er lavet med opkøbte druer fra Lodi området. Druerne kommer fra vinstokke med en alder fra 20-75 år. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og har lagret 9 måneder på en blanding af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt er det en ordentlig fed sag … blæk, masser af sødme selvfølgelig, overmodne blommer, rosiner, brombær, gamle aviser, vanilje, kanel og tonsvis af chokolade.

Smagen er blød, fed og voluminøs … masser af blåbær, overmodne blommer, mørk chokolade og altså way to for oversød til mig. Den er samtidig en smule hård med alkoholen, så sammenlagt er jeg bestemt ikke begejstret.

På restauranten lå prisen på 468 kr., men vinen kan fås i butikker, fx Golden Wine i Hobro, hvor prisen ligger på 194 kr. på tilbud og en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2015 Tinpot Hut, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2015 Tinpot Hut, Pinot Noir, Marlborough, New ZealandFra vinmageren Fiona Turners vinhus Tinpot Hut smager vi hendes Marlborough Pinot Noir, som til en middag på Det Gamle Apothek skulle følge lidt gris … braiseret spoleben til dørs.

Tinpot Hut ligger i byen Blenheim i Marlborough … altså den øverste del af Sydøen på New Zealand. Fiona grundlagde vinhuset 2005 sammen med hendes mand Hamish på en gård, hvor der tidligere har opdrættet får. Fiona Turner gik dog i gang med at tilplante markerne, først Blind River Home Block marken. Og hun kaldte vinhuset Tinpot Hut efter et lokalt vartegn.

Udover marken Blind River Home Block har Fiona også en parcel ved Hawkes Bay på Nordøen, men det er ikke mange hektar Fiona selv ejer. Derfor opkøber Tinpot Hut også druer fra en række faste vinavlere i Marlborough.

Tinpot Hut laver primært vine på sortene Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Riesling og Pinot Noir, men Fiona har også en parcel med Grüner Veltliner.

Denne 2015 Pinot Noir er lavet med druer fra forskellige marker i både Blind River, Omaka og Wairau. Hver vinmark er vinificeret separat i små åbne gæringstanke med en kort, kold maceration og en efterfølgende gæring med udvalgte gærstammer. Derefter en malolaktisk gæring og lagring … en del på egefade og resten i rustfrie ståltanke inden sammenstikning, klaring og aftapning på flaske.

I næsen er der vildt masser af nelliker, kaktus, blæk og frugten er langt mørkere end forventet. Det er nærmest brombær, sorte kirsebær, blommer … meget rustik og helt uden den finesse, elegance og lethed, som normalt præger en Pinot Noir vin.

Smagen er heller ikke let … men i stedet sur, mørk frugt, sorte kirsebær, tranebær, lidt jern og bitterhed, rygraden lidt rund, ufokuseret, tanninerne slappe og samlet skuffer vinen, hvilket er lidt en skam, når den på restauranten kostede 498 kr.

Dansk importør er Excellent Wine, som primært sælger til restauranter, så butiksprisen på vinen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 2,5/7

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigGrüner Veltliner Von den Terrassen fra Weingut Josef Ehmoser var fabelagtig i årgang 2016 … og det har ikke ændret sig med denne årgang 2017.

Weingut Josef Ehmoser ligger i den lille by Tiefenthal med 185 indbyggere, smukt placeret i en dal blandt bølgende bakker lidt syd for Großweikersdorf i Tulln-distriktet i Wagram i Niederösterreich.

Vinhuset drives af Josef Ehmoser, der overtog driften af vinhuset efter hans far i 1996. Og sammen med hustruen Martina driver han samlet 17 hektar vinmarker … men alt det kan du læse om i min anmeldelse af Grüner Veltliner Von den Terrassen i årgang 2016.

Druerne til vinen er primært også hentet fra marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en Öchsle på 88, hvilket vel reelt svarer til Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen lidt kål, selleri og fennikel, æbler, tropiske frugter, citrus, god inderlighed, salt, mineraler og samtidig en vis volumen og fylde i aromaerne.

Smagsmæssigt er det en saftig bandit, som dog alligevel har et godt, mineralsk bid med en smule peber, citrus og krydderier. Det er en frisk, livlig, saftig og elegant Grüner Veltliner, som til prisen er lidt af et fund. Man får både i pose og sæk … fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger