2017 Viña Errazuriz, Aconcagua Costa Pinot Noir, Aconcagua Valley, Chile

2017 Viña Errazuriz, Aconcagua Costa Pinot Noir, Aconcagua Valley, ChileDet er næsten 2 år siden, at jeg sidst har smagt en vin fra det store vinhus Viña Errazuriz, som er et af de populære huse hos H.J. Hansen Vin. Det er ganske forståeligt, når man smager denne Aconcagua Costa Pinot Noir, som næsten har lidt europæiske træk.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden.

Og husets Cabernet Sauvignon Estate er da også kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, mens en af husets topvine Viñedo Chadwick tidligere har vundet en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux.

Vinene hos Errazuriz er opdelt i 5 serier, øverst finder vi Icons aka ikonvine, nemlig vinene Don Maximiano Founder’s Reserve, KAI, La Cumbre og Villa Don Maximiano … og så ellers serierne Aconcagua Costa, Max Reserva, Estate og endelig Specialities.

I Aconcagua Costa serien findes der i alt 7 forskellige vine, herunder altså også denne Aconcagua Costa Pinot Noir, hvor druerne høstes med håndkraft, afstilkes og vinificeres i åbne rustfrie stålkar, hvor de starter med en kold maceration i 14-25 dage inden gæringen.

Efter endt fermentering lagrer vinen 11 måneder på franske egefade, heraf 15% nye fade. Vinen har beskedne 1,69 gram restsukker pr. liter.

Næsen afslører med det samme en dejlig Pinot Noir næse, som faktisk næsten er tysk i udtrykket med en sød, animalsk kostald, jern, sten, masser af eg, kanel, vanilje, men frugten er klart kirsebær, hindbær, måske endda lidt lyse blommer, men tilsat lidt varme … dog så lidt, at den europæiske og mere ranke stil bevares.

Smagen er også langt mere stringent, ren og syrerig, end du normalt vil forvente af en oversøisk Chile vin, så det passer den flittige vinblogger. Det bliver dog aldrig vildt syrligt, for vinen er både rund og blød med en svag vanilje sødme, selvom der også er mineraler, godt med jern samt fin eftersmag. Aconcagua Costa Pinot Noir bliver aldrig for varm og overfed eller for syrerig … og det er lige præcis dét, som Viña Errazuriz gør så godt.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 195 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 150 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, Sydafrika

2017 Hamilton Russell Vineyards, Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay, Walker Bay, SydafrikaNæste vin i glasset kan kaldes en uægte unge, altså et blend … her på Sauvignon Blanc og Chardonnay og fra Ashbourne, som er en lille Pinotage og Sauvignon Blanc specialist, der ejes af Hamilton Russell Vineyards og ligger på en smuk 64 hektar ejendom i Hemel-en-Aarde-dalen på den østlige side af Hamilton Russel Vineyards.

Vinhuset Hamilton Russel Vineyards er grundlagt af Tim Hamilton Russell i 1975. Han er født og opvokset i Sydafrika, men studerede i sine unge år på Oxford University i England og blev under perioden i Europa stærkt inspireret af de europæiske vine, specielt vinene fra Bourgogne.

Så da han vendte hjem og ville starte en vingård, så fandt han et af de køligste områder i Sydafrika, hvor den skrøbelige Pinot Noir drue ville trives bedst. Han købte ejendommen ved Walker Bay med ikke mindre end 170 hektar uopdyrkede marker efter lang tids søgen.

På det tidspunkt dominerede det store kooperativ KWV en stor del af vinproduktionen i Sydafrika, og området ved Hemel-en-Arde Valley i Walker Bay-området var ikke godkendt til vinproduktion, så Hamilton Russel måtte opføres som vinproducent på hobbybasis.

I dag er det sønnen Anthony Hamilton Russell, som ejer og driver vinhuset, og det er bestemt ikke på hobbybasis. Han overtog driften i 1991 og købte hele ejendommen fra faderen i 1994. Siden har han begrænset udvalget af druer yderligere til kun at omfatte Pinot Noir, Chardonnay samt Sauvignon Blanc.

Detaljerede jordbundsundersøgelser ledte i 1994 til identifikationen af 52 hektar stenet, lerholdig, skiferrig jord, der ville være helt optimal til netop det personlige terroirudtryk og alle nytilplantninger har siden udelukkende været koncentreret omkring denne jordtype.

I dag er der dog plantet lidt mere end de 52 hektar, nemlig 28 hektar med Chardonnay, 23 hektar Pinot Noir og 13 hektar med Sauvignon Blanc. Markerne bliver høstet med et ekstremt lavt udbytte, fx 28 hektoliter pr. hektar af Pinot Noir, mens udbyttet på Chardonnay ligger helt nede på 18 hektoliter pr. hektar.

I 1998 blev Hamilton Russell også registreret som Estate, hvilket betyder, at man kun må benytte egne druer fra gården og således ikke har lov til at opkøbe fra andre gårde og stadig sælge vinen under Estate-navnet.

Sammen med winemaker Hannes Storm og viticulturist Johan Montgomery er Anthony fuldstændigt optaget af at få Hamilton Russell Vineyards terroir’ integreret bedst muligt i husets vine.

Det sker bl.a. ved løbende at lave grøn høst og ved at druerne håndhøstes og sorteres, hvorefter de gennemgår gæringsprocessen på franske egetræsfade. Efter gæringen overføres vinen til delvist nye 228 liters fade, hvor den får lov til at færdiglagre, inden den tappes på flaske og frigives til salg.

Ashbourne projektet startede Anthony Hamilton Russell i 1996 og ligger altså nabo til Hamilton Russel Vineyards. Han opkaldte vingården efter sin tip, tipoldefar Lord Ashbourne, som var anset kansler i Irland i slutningen af 1800-tallet.

Ashbourne projektet startede egentlig ud fra et ønske om at undersøge, om der kunne laves noget ekstraordinært ud af stokke på Pinotage i det ler- og skiferholdige jord, men siden er der lavet flere forskellige vine på gården … og de sælges så alle under Ashbourne navnet.

Denne Ashbourne Sauvignon Blanc & Chardonnay er lavet siden 2012, men her smager vi den i en ny 2017 udgave. Den er lavet på 79% Sauvignon Blanc og 21% Chardonnay høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar … altså noget mere end hos Hamilton Russell Vineyards selv.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og bliver sat til salg i det år, den bliver produceret for at bedre at holde på vinens tæthed og friskhed. Den indeholder 1,7 gram restsukker pr. liter og der er produceret i 119.300 flasker af vinen.

Duften byder på fersken … masser af fersken og er ganske parfumeret, men slet ikke fed eller opulent, men har lidt sødme og en svagt nøddet aroma og får slet ikke de normale aromaer, som man normalt finder i Sauvignon Blanc.

I munden er vinen dog en anelse grøn, frisk med lidt hyldebær, citrus og jernholdig med salt, grape og en lille sødme. Det er ikke super kompleks, men let tilgængelig og okay fornuftigt. Igen en vin, som fruen imidlertid var helt pjattet med.

Forhandles af Vinspecialisten / H.J. Hansen Vin, hvor en flaske normalt koster 125 kr., men fra 1. februar til 30. april er på tilbud til 100 kr. ved køb af 2 flasker

Vinanmeldelse 4/7 

Nude Stem Zero … Simpel is Beautiful og Houlberg er glasforelsket

Jeg blev for et stykke tid siden spurgt, om jeg ville teste et par vinglas? Why not? Jeg bruger jo næsten dagligt vinglas og sætter bestemt pris på, at glasset også lever op til nogle få elementære krav, bl.a. omkring udformning og størrelse, men er ellers ikke krakilsk omkring mine vinglas.

Imidlertid er jeg med Nude Stem Zero blevet forelsket … og det siger jeg hånden på hjertet ikke fordi, at jeg har fået de 4 fremsendte glas sponsoreret, men fordi glassene simpelthen er totalt lækre, super elegante og ultra lette.

Jeg kan ikke videnskabeligt påstå, at vinen smager bedre i Nude Stem Zero glassene, selvom jeg er tæt på at sige det, men nydelsen ved at drikke en god vin af sådan et glas stiger unægtelig, indiskutabel,  uomtvistelig og nagelfast.

Men det er vel også det, som vin drejer sig om … at præsentere vinen på den allerbedste måde? Og det gør Nude Stem Zero.

Ja faktisk blev jeg så begejstret, at jeg åbnede to flasker vin, en hvid og en rød, tændte op i pejsen og fandt det store Nikon spejlrefleks kamera frem for at tage et par gode billederne af glassene … og resultatet kan du se på billedet ovenover.

Nude Stem Zero

Lad os kigge nærmere på glassene, som produceres af Nude Glass, som er en del af Sisecam Group, der har produktion i ni lande og eksporterer til 150 lande verden over.

Stem Zero-kollektionen består af vandglas, champagne og alle typer vinglas, som produceres i Tyrkiet. Nude Stem Zero er lavet med det mål, at udvikle det bedste vinglas, der findes med den nyeste teknologi.

Alle glas i Stem Zero-serien er mundblæste, laserskåret og blyfri.  De er lavet med en såkaldt Ion Shielding teknologi. Det er en hemmelig proces, der skaber de hårdføre, men alligevel ultralette og tynde cristaline glas.

Det med, at de er mundblæste – og at hver glas dermed er en my forskellig – kan man faktisk godt mærke. Da jeg fik de to rødvinsglas i hånden, så mærkedes stilken en anelse tykkere på det ene glas, selvom det nok ikke kan ses med det blotte øje.

Med ingeniøragtig akkuratesse fandt jeg derfor hurtigt en skydelære og målte stilken. Og jeg har – selvfølgelig – ret, for der er 0,5 mm forskel på stilkens tykkelse af de to rødvinsglas, men det finder jeg sgu ganske charmerende og tegn på ægte håndværk.

Og stilken er netop en af glassets styrker … for hvor er den tynde og lange stilk smuk, men også af ekstrem og næsten uhørt høj kvalitet, så den tåler faktisk at blive bøjet 13 grader. Og glassene tåler også at blive væltet og tabt fra op til 28 centimeters højde.

WTF? Jeg var næsten ved at tabe underkæben, da jeg så den medfølgende reklamevideo, så den synes jeg næsten, at I også skal se … selvom det strider lidt imod mine principper om reklamer her på bloggen. Vi gør her en lille undtagelse.

Glassene tåler maskinopvask … men der er jeg nu en smule sart og vasker dem – som alle mine andre vinglas – selv op med håndkraft, kærlighed og forsigtighed. Nogle af de vigtige ting skal jo ikke overlades til hvem som helst.

Hvad koster de så … og hvor fås de henne?

Nude Stem Zero laves i flere variationer … samlet pt. 11 forskellige glas, hvilket omfatter 3 forskellige champagneglas, et vandglas, 3 hvidvinsglas og 4 rødvinsglas.

De to varianter, som jeg har testet er rødvinsglasset Stem Zero på 55 cl og hvidvinsglasset Stem Zero på 45 cl. De er henholdsvis 237 og 229 mm højde og ihhhhh en virkelig fornøjelse af holde i hånden, slynge med en optimal duftoplevelse. De vejer vitterlig næsten ingenting … kun 138 gram for rødvinsglasset og 110 gram for hvidvinsglasset på min helt ukontrollerede køkkenvægt.

Der findes også et par større rødvinsglas på henholdsvis 95 cl og 100 cl, som ser så sexede ud, at de bør være på alle store drenges og pigers ønskeseddel, hvis man er det mindste vinnørd. Og hvor har jeg været hele mit vinøse liv … slet ikke værdsat vinglasset tilstrækkeligt, førend man oplever et glas som dette?

Nude Stem Zero glassene kan købes hos Casashop i København og bestilles hos alle Ingvard Christensen og hos Paustian. Priserne starter ved 250 kr. pr. stk.

Konklusion

Sikke et glas … klart det bedste vinglas, som jeg indtil nu har drukket vin af – og det er ellers nogle stykker – så slet ingen tvivl i jeres flittige vinbloggers sind. Det fortjener – sponsorering eller ej – 7 af de ellers fedtede fingre, som vi sætter på dette ellers glasklare, grandiose, veldrejede, nøgne og funklende cristaline glas.

Vinanmeldelse 7/7  

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienItalux è uno dei miei rivenditori preferiti di succo Italiano … er en af my favorite dealers af italienske dråber … gode vine og billige priser. Næste vin er fra deres sortiment, en 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada.

Ada Nada er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada – som I kan se på billedet ovenover – og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo.

Denne Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er, hvor druerne kommer fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

Den lille italienske opstoppertud har meget let og moden frugt, lidt hindbær med et snert af nogle mørkere bær og måske lidt mørkere i frugten end normalt for Nebbiolo. Derudover er der violer, masser af eg, mynte, noget bondsk og beskidt, støvet og tørt. Modenheden i den sarte og her lidt dybere frugt er bare lækker.

Smagsløgene forkæles af en stringent italiensk syre, en super lækker frugt med en dejlig, dekadent modenhed, som jeg bare elsker, men som kræver lidt tid og luft i glasset for at folde sig maksimalt ud, så husk at give vinen godt med luft.

Der er masser af gummemasserende tanniner, men ikke helt vildt, for samtidig er vinen Bamseline-blød og har som bamsen også blomsterflora, lethed … og vinen er sgu også lidt nuttet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr. og jeg er nødsaget til at sige; nøj … det er sgu billigt.

 Vinanmeldelse 6/7

2012 M. Chapoutier, Hermitage La Sizeranne, Rhône, Frankrig

2012 M. Chapoutier, Hermitage La Sizeranne, Rhône, FrankrigSidste vin i M. Chapoutier smagningen var – need I say – selvfølgelig en Hermitage, nemlig en 2012 Hermitage La Sizeranne … et smukt, blæret, overbevisende og formidabelt punktum på smagningen.

Druerne til Hermitage La Sizeranne kommer fra tre forskellige marker, nemlig Les Bessards, som har granitholdig jordbund, Le Méal med masser af småsten, der kan holde på varmen samt Les Greffieux, der er en anelse lerholdig, men også med småsten.

Som den forrige Côte-Rôtie er vinen lavet på betontanke med 100% afstilkede og selvfølgelig 100% biodynamiske druer og gæring ved forholdsvis høje temperaturer på mellem 30 og 33 grader med en eller to daglige push-down.

Efter 12 måneders lagring på egefade, hvoraf en tredjedel er helt nye, tappes Hermitage La Sizeranne på flaske, uden forudgående klaring og filtrering.

Og ud kommer nu den lifligste saft … som i glasset er en anelse lysere end forventet, men duften har power, karakter og en flot elegance med egetræ, flæsk, bacon, mejeri, læder, blæk, grafit, lerjord, gæret frugt, blåbær, hindbær, lakrids, tobak, toast, kanel samt lidt vanilje. Det er tæt, kraftigt med en sart, syrlig, gæret og mineralsk nerve … det kan man vist godt blive afhængig af.

I munden er det også en tætpakket, smeltende og lækker satan. Det smager monstergodt. Det er kødfuld, fuldfed, fyldig og alligevel med mineraler, krydderier, mørke, syrlige og gærede bær. Det fylder munden med smag og hjertet med glæde. Igen 6 sikre fingre lige i sylten med en pil op.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 M. Chapoutier, Côte-Rôtie Quatour, Rhône, Frankrig

2015 M. Chapoutier, Côte-Rôtie Quatour, Rhône, FrankrigNæste vin fra M. Chapoutiers arsenal af vine fra det nordlige Rhône var denne Côte-Rôtie Quatour, hvor druerne kommer fra nogle af de legendariske marker i Côte-Rôtie.

Faktisk er Côte-Rôtie Quatour lavet med druer fra 4 forskellige marker, nemlig både Côte-Brune, Côte-Blonde, Neve samt Tupins. Côte-Brune har primært en jordbund af småsten, der ligger og suger varme til sig, og Côte-Blonde har jordbund med kalk og gnejs, som tilfører elegance og blomsteraromaer til vinen.

Neve ligger i den nordligste del og har en jordbund med sten og en smule skifer, som tilfører mineralitet, mens Tupins i den sydligste del af Côte-Rôtie ligger i et område, hvor jorden har sand, ler og granit, som giver vinen mere krop og krydderier.

Drueklaserne afstilkes 100% og vinifikationen sker i betontanke, hvor gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Ved gæringen øges temperaturen gradvis til 30-32 grader og tager omkring 4-5 uger med regelmæssigt overpumpning og derefter omrøring af bærmen.

Derefter tappes den endnu varme vin direkte over på egefade, hvor den hviler og falder til ro i løbet af 24-48 timer, hvorefter den malolaktiske gæring sker.

Côte-Rôtie Quatour lagrer 12-18 måneder, halvdelen i 228 liters burgundiske barriques og den anden halvdel i 600 liters demi-muids, hvoraf 20-25% er nye fade … og derefter flaskes vinen ufiltreret.

I næsen kan det feminine Côte-Rôtie aftryk allerede fornemmes fra første snif … blomsterflora, lidt æteriske olier, en svævende syrlig og moden frugt – så smukt – men også tyk og fed lakrids, blommer, kirsebær, hindbær i frugten og en lille smule vaniljesødme.

Smagen er såååååå blød … vi sidder helt tilbage i lænestolen og lader livet passere revy. Smagen bare fader ud i din mund, smelter, blødt, let og elegant med et frisk, syrligt og frugtrigt bid. Det smager sindssygt godt. Klart 6 af de store fingre … endda med pil op.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Alléno & Chapoutier, Saint-Joseph Croix de Chabot, Rhône, Frankrig

2015 Alléno & Chapoutier, Saint-Joseph Croix de Chabot, Rhône, FrankrigFra samarbejdet med gourmetkokken Yannick Alléno og Michel Chapoutier smagte vi endnu en vin … Saint-Joseph Croix de Chabot.

Druerne til vinen kommer fra en række granitholdige marker i den nordlige del af Saint-Joseph og 30 år gamle vinstokke. Vinen laves i åbne egekar over 3 uger med daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret i betontanke.

Y/M Saint-Joseph Croix de Chabot er klart mere kraftig end deres Crozes-Hermitage og har en fed, gæret næse, der har både figner, blommer, solbær, blodpølse og lidt lakrids. Den har også en flæsket, røget og lidt mælket aroma, men er en kende mere varm og rund … og gud, hvor det dufter godt.

Smagen er også mere rund, fed og blød … mere slasket om du vil, men samtidig er vinen også meget frugtrig, tør og tæt. Det giver en vis friskhed til vinen og igen et fantastisk højt niveau til fornuftige menneskepenge.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 M. Chapoutier, Crozes-Hermitage Les Meysonniers, Rhône, Frankrig

2016 M. Chapoutier, Crozes-Hermitage Les Meysonniers, Rhône, FrankrigVi fortsætter med endnu en Crozes-Hermitage fra M. Chapoutier, nemlig husets Crozes-Hermitage Les Meysonniers.

Syrah stokkene på Les Meysonniers marken er omkring 25 år gamle, og vinen er lavet helt traditionelt i betontanke og har faktisk også lagret i betontankene 12 måneder efter endt fermentering.

Og ohhh my god … de herlige aromaer fortsætter sgu i denne Crozes-Hermitage Les Meysonniers, for det er gæret, mælket, flæsket næse med bacon, tørret kød, blæk, en kop surhed, sorte kirsebær, lidt tørhed og sorte oliven.

Smagen har også mere power og er mere tung end foregående Crozes-Hermitage. Der er også mere kant, men langt mere blød og imødekommende end fx Graillot og har blæk, grafit, mørk og moden i frugten med en snert af lidt vanilje og tobak.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Alléno & Chapoutier, Crozes-Hermitage Guer-Van, Rhône, Frankrig

2015 Alléno & Chapoutier, Crozes-Hermitage Guer-Van, Rhône, FrankrigAftenens fem sidste vine fra Chapoutier var fra det nordlige Rhône, og første af de nordlige Syrah vine var denne Crozes-Hermitage Guer-Van, som den gode Michel Chapoutier har lavet i samarbejde med den berømte 3-stjernede Michelin kok Yannick Alléno.

De to mænd mødtes første gang i oktober 2010 og straks opstod der et særligt bånd imellem dem … drevet af begges kærlighed til respekt for gode produkter, mad, vin, håndværk og terrior, så de besluttede at lave en række vine, som ville matche nogle af de klassiske franske retter.

De fandt først marken Couronne de Chabot i  Saint Joseph med 30 år gamle vinstokke, som de omgående omlagde til biodynamisk drift. Siden har de udvidet programmet med vine fra flere lejede marker, således de sammen laver 9 forskellige fra henholdsvis Saint Joseph, Croze-Hermitage og en enkelt Côtes du Rhône.

Yannick Alléno – som I kan se på billedet ovenover – er en verdenskendt Michelin kok, som driver gourmetrestauranter i både Paris, Saint-Tropez, Dubai, Marrakech, Seoul og han har samtidig fået en lang række priser samt anerkendelser.

Denne Y/M Crozes-Hermitage Guer-Van er lavet med druer fra Syrah vinstokke, der gennemsnitlig er 55 år gamle … ja faktisk er nogle helt op til 70 år gamle. Vinmarken ligger ved Gervan i 230-320 meters højde med en syd/sydvest eksponering og druerne er selvfølgelig plukket med håndkraft.

Vinen er lavet ganske traditionelt … hvor druerne afstilkes 100% efterfulgt af maceration over 4 uger i store betontanke med regelmæssig overpumpning. Den alkoholiske gæring sker derimod i egefade og udelukkende med druernes naturlige gærceller, hvilket efterfølges af malolaktisk gæring og lagring brugte egefade.

Igen en utrolig nice næse … flæsk, bacon, dyb og inderlig med lidt at samme dekadente syrlighed, som man finder hos Chave. Der er blåbær, brombær, enebær, gazebind, nogle tørre mineraler, en smule lakrids samt lidt peber.

Smagen er mørk og syrlig, frugten har en herlig syrlighed og nærvær og man fornemmer med det samme, hvor Michel og Yannick vil hen med deres vine, for det direkte og stringente udtryk passer vildt godt til mad … og så er det et sindssygt godt køb. Lækker vin.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 M. Chapoutier, Châteauneuf-du-Pape La Bernadine, Rhône, Frankrig

2015 M. Chapoutier, Châteauneuf-du-Pape La Bernadine, Rhône, FrankrigM. Chapoutier handler jo helt klart mest om det nordlige Rhône … det er de vine, som huset er mest kendt for. Men inden vi skulle smage dem, så sluttede vi fornemt med endnu en vin fra den sydlige del af Rhône, nemlig denne Châteauneuf-du-Pape La Bernadine.

Den er som de foregående to vine primært lavet på Grenache, men tilsat en smule Syrah og Mourvedre. Den laves helt traditionelt i store betontanke med 3 ugers fermentering ved høje tempetaturer for at trække maksimalt farve og tannin ud. Derefter er Châteauneuf-du-Pape La Bernadine lagret 12-15 måneder i samme betontanke.

Og flot næse … animalsk inderlighed, lidt grafit, kirsebær, hindbær og blommer, men frugten er langt lysere end forventet, faktisk har den nærmest en vis syrlighed i frugten, lidt mulle kælder, læder, ristede noter, lidt kaffe og oksekød. Hmmmm.

Smagen er virkelig meget blød, fyldig, koncentreret og intens, langt mørkere i smagen end duften lovede, så det er nærmest solbær, enebær, lakrids, peber … og så alligevel let, varm, elegant med en sindssyg lang eftersmag. Stor og flot vin.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger