Bodega 4 Monos Viticultores laver to udgaver af deres vilde Grenache baserede Sierra de Gredos vin Cien Lanzas … en Cien Lanzas Tinaja Cenicientos lagret i lerkrukker og så denne Cien Lanzas Cenicientos, som jeg smagte i årgang 2021.
Cien Lanzas er en enkeltmarksvin lavet på 95% Garnacha samt en smule Carignena og Garnacha Blanca, er kommer fra næsten 100 år gamle vinstokke på marken i 830-960 meters højde.
Vinen er spontangæret med hele klasser alene på druernes egne gærceller og med 40 dages maceration og efterfølgende lagret 13-14 måneder på brugte egefade. Der er kun lavet 2.376 flasker.
Duftmæssigt har vinen en lidt beaujolaisagtig rustik landlighed, bondsk og har godt med lyse kirsebær, ribs, appelsinskal, Vermouth Rosso, ler, læder, blomster og virker i næsen så fin, så skarp, så frisk og har endda også en lille frugtsødme, som gør den saftig læskende.
Og sådan smager den vitterlig også … masser af ribs, rabarber, lemon, knuste hindbær og kirsch. Tanniner er der ikke mange af, men vinen har en elskelig syre … rigtig fin, frisk syre og en tørhed, der er rigtig fint balanceret. Det er en vin, som jeg kan drikke spandevis af og til tilbudsprisen også bare burde, for det er et vaskeægte røverkøb og dermed 95 point. Knuselsker den.
Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske i øjeblikket på tilbud koster 149 kr.