Vi fortsætter med mer’ hvidvin og atter er vi i Limoux med en 2021 Chardonnay Etoile fra vinhuset Domaine Bégude.
Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux.
Det har været under samme familieeje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.
De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.
Her smager vi husets Chardonnay Etoile, der er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.
Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.
Skøn duft … godt med frugt som æbler, pærer, honningmelon samt en smule banan, blødt smør samt kridt, kalk, let toast … selvom hele aftrykket fra fadene egentlig ikke er vild stor, men nærmere noget afdæmpet, hvilket giver vinen en frisk kant.
Hvor smager den dog rigtigt godt og igen giver en Limoux vin absolut disse burgundiske refererer. Her mærker vi, at vinen er lavet og lagret på eg, for den er cremet, fyldig og smørlækker med røgede elementer samt modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner og alt balanceret helt perfekt og så hænger den samtidig lang tid i munden. Hvor er det fremragende.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.