Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Heribert Boch, Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg, Mosel, TysklandBeste Lage kalder Weingut Heribert Boch sin mark Trittenheimer Apotheke, og derfra smager vi husets 2015 Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg.

Weingut Heribert Boch ligger på Moselweinstraße midt i byen Trittenheim. Siden 1989 har det været Michael Boch, der har drevet vingården sammen med sin hustru og nu 2 børn, selvom Boch familien i generationer har drevet vingården i Mosel. Michael, der selv startede med at arbejde i kælderen som 16 årig, overtog driften fra sin far Heribert som 21-årig og blev dermed den yngste vinmager i Mosel.

I dag har Michael drevet vingården i 30 år og blevet en erfaren herre, som samlet har 5,4 hektar vinmarker, bl.a. Trittenheimer Apotheke, som er en af de anerkendte vinmarker i Mosel.

Marken er placeret på en bakke, som har en hældning på op imod 70%, en sydvest eksponering samt en undergrund med masser af den karakteristiske grå skifer. Vinstokkene på Trittenheimer Apotheke er over 100 år gamle og der dyrkes kun Riesling.

Marken er faktisk så stejl og svær at komme til, at vinproducenterne indtil 1909 var nødsaget til at bruge en båd for at komme til deres vinmarker, men i dag har mange producenter parceller på marken.

Laurentiusberg er navnet på en del af marken … den del, som Michael Boch synes er bedste stykke. Det er egentlig Grosse Lage, men på denne 2015’er fremgår betegnelsen GG slet ikke på flasken, men det er Boch startede med senere.

Weingut Heribert Boch er samlet set et lille familieforetagende, hvor hustruen Anne er kundeansvarlig og håndterer henvendelser til vinhuset, mens Michaels mor Hildegard står for driften af deres lille 4 stjernede hotel med et par værelser og lejligheder.

Denne Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg er lavet ved, at druerne efter høst afstilkes, hvorefter druerne ligger 4-8 timer inden presning. Gæring sker langsomt i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer og modner også i ståltankene.

I næsen er der blomster, faktisk pænt med blomster, mandariner, melon, fersken, karamel, mandler, kalk og søde bolsjer, sådan lidt candy-slik samt nogle søde mellemøstlige krydderier.

Smagsmæssigt en meget venlig og blød vin med nogen sødme, men ganske syrefattig. Det er æbler, lime og hvide stenfrugter, men alt meget forsigtigt og en smule til den neutrale side.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., men har kunnet købes til 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine de la Métairie d’Alon, Chardonnay Le Village, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine de la Métairie d’Alon, Chardonnay Le Village, Languedoc, FrankrigJeg anmeldte forleden denne Chardonnay Le Village fra Domaine de la Métairie d’Alon i årgang 2016 … men det skulle ha’ været i årgang 2017. Så må jeg jo på den igen … dirty job! Det er dog en ganske overkommelig, endda behagelig, let og ukompliceret opgave, da det fortsat er en freaking, fucking lækker og burgundisk Chardonnay.

Årsagen til min tilbagelænede attitude overfor opgaven er simpel … jeg er nemlig – som jeg skrev sidst – vel nærmest blevet fan af Domaine de la Métairie d’Alon og kan ikke mindes, at jeg nogensinde har smagt Languedoc vine med sådan elegance og lethed.

Denne Chardonnay Le Village er fortsat både et fabelagtigt køb samt et godt bud på en vin, som man bare kan drikke hektoliter af og samtidig fordybe sig i … bare sidde og blive glad i låget af.

Jeg skrev lidt om Laurent, vinhuset og historien, da jeg tilbage i september smagte hans 2017 Pinot Noir Le Village. Det blogindlæg er værd at læse, hvis du vil vide mere om Domaine de la Métairie d’Alon i den lille landsby Magrie i Limoux i Languedoc.

Chardonnay Le Village er – som Village i Bourgogne – lavet med druer fra flere marker, og her er det fra markerne Le Palajo, Le Souleillo, Petite Fuche og Les Plôs. Druerne kommer fra vinstokke, som 5-25 år gamle og selvfølgelig høstet med håndkraft.

Efter høst presses druerne efter en sortering i en 20 hektoliter presse, hvorefter gæring sker i rustfrie ståltanke uden tilsætning af svovl. Efter endt fermentering lagres 75% af vinen i både brugt 500 liters demi-muids og 228 liters barriques sur lie i 8 måneder, mens de resterende 25% lagres i ståltanke inden samling. Omkring 20% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring.

Næsen byder på klar Chardonnay fedme, fad, vanilje, mynte, masser af ananas, mango, smør og en smule nødder. Som 2016’eren er det ikke fed og kluntet Chardonnay, for der er også en frisk grøn syre, lidt symaskineolie, kalk, toast og det virker legende luftigt, let og ekstatisk.

Det smager fortsat vildt godt … let, blidt og cremet. Det er stille og tilbagelænet, det er stilhed i skoven samt mellemrummet mellem et suk …  zen, ro og fred. Vinen bliver aldrig for fed og aldrig for syrlig, for det er smukt balanceret med burgundiske referencer, tvist af svag citron, nødder, hvid peber, lette krydderier samt kalkede elementer. For fanden … jeg er fortsat fan.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 140 kr., og det er et godt køb.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Roagna, Barbaresco Pajé, Piemonte, Italien

2009 Roagna, Barbaresco Pajé, Piemonte, ItalienVores vinaften sluttede med 100% ægte Nebbiolo væske fra øverste skuffe med lidt alder … en 2009’er Barbaresco Pajé fra vinhuset Azienda Agricola Roagna.

Azienda Agricola ligger i Barbaresco by omkring 5 kilometer nordøst fra Alba og er grundlagt helt tilbage i 1890, hvor den nuværende ejer Luca Roagna’s tip-oldefar Vincenzo, sammen med sin hustru Rosa lavede deres første flaske Barbaresco. Det var faktisk på det tidspunkt, at de første vin kom under den appellation, som i dag kendes som Barbaresco.

Hver generation har siden forsøgt at forbedre kvaliteten og bygge ovenpå den forrige generations erfaringer. Bedstefaderen Giovanni Roagna, der desværre døde i 2006, købte vingården I Paglieri med den tilhørende Pajé mark, som siden har været familiens base.

Senere forbedrede Luca Roagnas far, Alfredo, gennem dedikeret arbejde i vinmarkerne familiens druekvalitet dramatisk ovenpå sine studier i vindyrkning. Samtidig investerede han i vingården Cascina Pira i Castiglione Falletto og udvidede familiens sortiment med marker, som nu har op til 70 år gamle stokke.

Selvom der mange producenter i både Barolo og Barbaresco undervejs har erstattet de gamle, traditionelle produktionsmetoder, med nye og moderne, så gælder det ikke hos Roagna familien i Barbaresco.

Her foregår tingene som de altid har gjort. Oprindeligt lavede Vincenzo lavede sin vin i store trækar, og det er også tilfældet i dag hos Luca som 5. generation, som overtog driften i 1999. Familiens motto er nemlig; Roagna ændrer sig ikke.

I Castiglione Falletto er Roagna familien i dag i dog bygget en ny vingård med produktionsanlæg, smagelokaler og stor underjordisk vinkælder. Alt laves energirigtigt med produktion af elektricitet via solceller og varmt vand via solpaneler, som lidt er alligevel ændret siden 1890.

Roagna ejer i dag 20 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker, nemlig markerne Asili, Carso, Montefico og Pajé i Barbaresco samt Pira i Castiglione Falletto. Men derudover har Luca også lejet nogle marker fra andre vinavlere, bl.a. Albesiani og Gallina i Neive, Faset i Barbaresco og Le Coste i Monforte d’Alba.

Alle markerne bearbejdes økologisk og uden brug af nogen form for gødning. I stedet plejes jorden gennem de afgrøder der plantes mellem vinstokkene. Målet er at beskytte jorden samt at sikre den absolut bedste mulige druekvalitet fra de meget gamle stokke, som Roagna mener er afgørende for kvaliteten.

Den efterfølgende vinifikationen er hos Roagna helt traditionel, men efter sine ønologi-studier har Luca Roagna alligevel mulighed for at optimere elementerne i denne vinifikation.

Gæring sker – som altid – i store træfade med maceration i omkring 30 dage for Dolcetto og Barbera og 60-100 dage for Barolo og Barbaresco. Lagringen sker helt op til 10 år i store træfade inden et par års lagring i flaske. Vinene kommer derfor ofte først meget sent på markedet. Sådan har det altid været hos Roagna, og sådan bliver det ved med at være.

Denne 2009 Barbaresco Pajé er lavet efter ovennævnte opskrift, igen med maceration i 60-70 dage inden knap 5 års lagring i store fade. Der laves ikke mange flasker af vinen, hvorfor flaskerne også er nummereret … og denne er nummer 7460.

Sammen med Barolo Pira er denne Barbaresco Pajé husets basis serie af Barolo og Barbaresco. Derover kommer serien Vecchie Viti, dernæst Riserva og sluttelig topvinen Crischët Pajé. Det er den, som først frigives 10 år efter høsten.

Næsen er bestemt piemontisk, men frugten meget moden og også for moden, var der vist enighed om omkring bordet. Det ødelægger lidt den samlede oplevelse, men Jan drak resten dagene efter, hvor det overmodne fortog sig noget. Men udover de ganske overmodne frugter, så er der også lidt mint, gazebind, et brugt viskestykke, roser, fennikel samt lidt eg eller cigaræsker.

Smagen vinder imidlertid over næsen, for der er meget ren og lys frugt, og her klæder modenheden virkelig smagen, som er blød, blid, voksen og tæt. Det er te-blade, lys syrligt bid, er svag italiensk og balsamisk i syren med afrundede tanniner og kalkagtige noter i eftersmagen. Smager klart bedre end duften.

Vinene fra Roagna er sindssygt efterspurgte og dermed også ganske dyre. Denne Barbaresco Pajé koster i en nyere årgang 599 kr. hos Atomwine.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Mas Gabinèle, Rarissime, Languedoc, Frankrig

2014 Mas Gabinèle, Rarissime, Languedoc, FrankrigDenne Rarissime fra Mas Gabinèle er lidt som en sexet vinøs atombombe, lille og tæt i den lave, brede flaske, kompakt, komprimeret og koncentreret med frisk, højoktan frugt.

Mas Gabinèle ligger nord for den lille by Laurens ved foden af bjergkæden Cévennes i den nordlige del af Languedoc. Vinhuset er grundlagt i 1998, hvor Thierry Rodriguez købte et par vinmarker af sin ven Gabriel Mas. Gabriel blev venskabeligt kaldt Gabinelle, og da Unà Gabinelà betyder et lille skur, så var det så oplagt at anvende dette til navnet på vinhuset.

Thierry Rodriguez havde inden købet drevet et lille handelsfirma Le Prieuré Saint-Sever, som havde specialiseret sig i vine fra området, men købet af markerne blev starten på vinhuset Mas Gabinèle.

Senere i 2013 fik Thierry Rodriguez dog også bygget sin egen vingård med 750 kvadratmeter under tag, en kælder med 20 store rustfri ståltanke, hvilket repræsenterer en samlet kapacitet på 1.330 hektoliter, samt masser af egefade.

Alt udstyr er blevet omhyggeligt udvalgt for at sikre maksimal bevaring af høstkvaliteten og alle tanke har naturligvis automatisk temperaturstyring, så man altid har kontrol over vinen.

I dag har Mas Gabinèle omkring 24 hektar jord, der er erhvervet tålmodigt gennem årene. Det er dog alene 20 hektar, som er omlagt til vinmarker, som ligger i omkring 180 meters højde og er tilplantet med sorterne Carignan, Mourvèdre, Syrah, Grenache,, Lledoner Pellut og Grenache Gris.

Jorden i markerne består af okker, grå eller blå sandsten og er meget stenet. Dette er meget krævende terroir, som naturligvis giver lave udbytter. Landskabet er bølgende, og vinmarkerne er omgivet af naturligt hegn, skov og hule egeskove.

Denne Rarissime er lavet på 90% Syrah og 10% Grenache fra vinstokke, der i gennemsnit er omkring 50 år gamle. Druerne blev håndhøstes, når de er optimalt modne og vinen laves med lang maceration ved høj temperatur og med daglige pumpover for at trække alt smag, farve og tannin ud af skallerne.

Efter gæring har vinen fadlagret 16 måneder i nye franske egetræsfade. Der produceres kun 12.000 flasker årligt af denne vin, som Parker for resten i denne årgang 2014 også har givet 95 point.

Næsen emmer af våde, gamle fade, en sand kraft-terning med eksplosiv styrke, dyb engelsk lakrids, sødbrændte fade, fed frugt, solbær, enebær, kul, grafit, tobak, lakridsrod, mørk chokolade, nogle grønne grene og samlet en vis modenhed over vinen.

Smagen følger lidt samme spor … intens og dynamitkraftig vin med en næsten skræmmende intensitet. Der er lidt grafit, tørhed, fyldig sødme og alt serveret blødt, blidt og stærkt. Det er fransk rå kraft med subtil elegance, det er en tur i Eiffeltårnet midt i vinmarken, skoleeksempel på, at Frankrig både er elegance, kraft og satans dygtige vinmagere.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Fuligni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2011 Fuligni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienNæste kugle i den roterende tromle fra Paul DM’s seksløber var en Brunello di Montalcino fra én af de allerbedste producenter af Brunello … nemlig Fuligni, der ligger 300-400 meter øst for selve Montalcino by.

Det er et ganske historisk vinhus, hvis historie starter helt tilbage til det 14. århundrede. Dengang var familien Fuligni fra Venedig en adelig familie … såkaldte vicomter – en slags stedfortrædere for områdets grever – samt condottierier, som på italiensk betyder hærfører eller general.

Det var også i egenskab af deres evner indenfor det militære, at familien flyttede til England for at stå i spidsen af en skare af lejesoldater i Edward den 3. tjeneste.

Langt senere – omkring 1770 – blev familien, efter tro tjeneste for en række regenter, sendt retur til Italien, nemlig til Toscana. Der fik familien med Luigi Fuligni i spidsen overdraget en række jorder i Maremma fra storhertugen Pietro Leopoldo.

Og der var der – fra marker omkring Scansano i Maremma – at familien begyndte at lave vin for første gang. Etableringen af vinhuset Eredi Fuligni skete dog først langt senere, nemlig omkring 1923, hvor Giovanni Maria Fuligni bosatte sig i Montalcino og begyndte at producere vin, ligesom hans familie tidligere havde gjort i Maremma.

I dag ejes vinhuset fortsat af Fuligni familien, nemlig af Maria Flora Fuligni, som driver stedet sammen med nevøen Roberto Guerrini Fuligni, ønologen Paolo Vagaggini samt agronomen Federico Ricci, som er ansvarlig for markarbejdet.

Det er reelt Roberto Guerrini Fuligni som varetager det meste er driften. Han er dog til daglig professor i kriminalret.Til dagligt – når hans underviser ved universitetet i Sienna – tænker han ikke på vin, men når han er på vingården i Montalcino, så tænker han ikke på andet.

Han ofrer alt på kvalitetens alter. Respekten for denne ydmyge mand og hans kunnen er så enorm, at han automatisk inviteres af alverdens store vinproducenter til alle mulige forskellige seancer. Hans vinvenner tæller såvel små producenter i Languedoc som verdens store kultproducenter.

Fuligni Viticultori i Montalcino er rundt regnet på 100 hektar jord, men kun omkring 10 hektar er vinmarker, bl.a. fordelt på markerne S.Giovanni, Ginestreto, Bandita og Del Piano.

Selve vingården ligger lidt øst for Montalcino, hvor Fuligni også har nogle af deres vinmarker. De fleste af vinmarkerne samt husets vinkælder i gammelt munkekloster fra 1500-tallet er dog beliggende i Cottimelli omkring 3 kilometer syd for Montalcino. Det gamle kloster bruges i øvrigt også til nogle af husets mange smagninger.

Azienda Fuligni Montalcino laver alene 4 forskellige vine … nemlig en Rosso di Montalcino, IGT vinen San Jacopo, denne Brunello di Montalcino og topvinen Brunello di Montalcino Riserva.

Denne Brunello di Montalcino kommer fra fire marker, San Giovanni, Il Piano, Ginestreto og La Bandita beliggende i 380-450 meters højde. Vinstokkene er mellem 12 og 35 år gamle, og høstudbyttet holdes bevidst meget lavt.

Druerne plukkes med håndkraft ad flere omgange – hver parcel for sig. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, høstet med håndkraft og lavet med 18 dages maceration og gæring 2-3 måneder på rustfrie ståltanke.

Derefter lagrer vinen så 30 måneder i en kombination af ældre, store egefade og samt 25% på barriques efterfulgt af 18 måneders lagring på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt fornægter det italienske ophav sig ikke, godt med italiensk og balsamisk syre, kirsebær, lyse blommer, lidt flæsk og nærmest oksekødssuppe, tobak, fennikel, blæk, læder, tørrede blomster, roser, røg, krydderurter og måske lidt tør jord.

Og det smager herregodt med en blød, lidt moden frugt … men heldigvis uden, at det bliver for modent. Meget klart og præcis syre, godt med tanniner, meget vedkommende og virkelig tørt, selvom det aldrig bliver for vildt. Det er italiensk vin på smukkeste vis og har som 2007’erne mange lag, selvom den endnu er en kende til den unge side.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New ZealandNæste vin var også Pinot Noir og også et glædeligt gensyn, nemlig en 2013 Paladin Pinot Noir fra Staete Landt … en vin jeg sidst har smagt i årgangen før, altså 2012.

Staete Landt ligger i Rapaura området i Marlborough. Huset er grundlagt i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

I næsen er der lidt animalsk kostald … klart let, lys og transparent Pinot Noir væske. Den er lidt mere varm i udtrykket end de to foregående Pinot Noir vine, lidt mere krop, fylde og mer’ jordbær og bolsjer i frugten. Derudover svag fennikel, læder og som med 2012’eren også lidt søde krydderier.

Smagen er også lidt varmere med bl.a. kirsebær og hindbær, måske endda lidt brændt eller svag indkogt i frugten, men heldigvis ikke så meget, så det elegante fortabes. Der er samtidig lidt peber, en tilstrækkelig syre, blide tanniner samt lidt krydderier.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandVi fortsatte med lækker Pino, som samtidig blev et glædeligt gensyn, nemlig en 2012 Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, som jeg sidst smagte i oktober 2017 under et besøg på Weingut Chat Sauvage ved et line-up af 13 forskellige af deres burgundisk inspirerede vine.

Det besøg hos Chat Sauvage med den danske hjælper Gustav samt den smukke og dygtige vinmager Verena Schöttle kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. Det var nok det bedste besøg på hele vores Rheingau drengetur.

Denne Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er én af husets Lagenweine, altså det øverste niveau. Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau, og der har Chat Sauvage markerne Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine. Således koster en 2013 Lorcher Schlossberg 150€ på vingården.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og husets bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene spontant med druernes naturlige gærceller og en kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og derefter tappes vinen ufiltreret.

I næsen igen en lækker Pinot Noir næse, som i modsætning til forrige fra Lismore ikke er helt så let og feminin. Her er det langt mere burgundisk og grønt, mens frugten også er lidt mørkere, blommer, lyse kirsebær, måske endda blåbær, lidt gæret og byder ellers på mejeri, yoghurtagtige noter, blæk, kul og nogle blomsterrige æteriske olier og krydderier.

Smagen er tør, let og direkte med jernet samt grøn frugt. Det er knivskarp og syrlig elegance, det er grønne blade, blomster, lyse bær, jordbær, kirsebær og cremet lækkerhed. Det er heller ikke smagsmæssigt helt lyst og feminint, men delikat, grønt med burgundisk bundtræk. Elsker den sgu. Giv den lidt flere år i vinkælderen og så skal du se løjer.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en nyere årgang koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaDa jeg smagte Samantha O’Keefes 2017 Chardonnay Estate Reserve fra hendes sydafrikanske vinhus Lismore Estate Vineyards var jeg solgt, det smager formidabelt, og derfor kunne denne Pinot Noir fra den smukke kvinde kun skuffe … men det gør den bare ikke. Det smager i særklasse godt.

Jeg får således lyst til at bryde ud i samme glædesrus som ved Chardonnay’en … Jesus Christ, Kali, Baal, Tur, Krisna, Freja, Rame, Herkules, Hades og alverdens andre guder, hvor smager denne Pinot Noir bare godt med totalt europæiske træk. Rundt om bordet var alle da også enige i, at det måtte være tysk Spätburgunder.

Vinen er lavet med ren Pinot Noir, hvor alene 70% af klaserne afstilkes, men fermentering sker i neutrale egekar med blid overpumpning to gange dagligt og lang ekstraktion.

Derefter er vinen presses i en traditionel træpresse, hvorefter vinen lagrer 10 måneder i henholdsvis 225, 300 og 500 liter egefade, hvor den malolaktiske gæring også sker. Omkring 35% af fadene er nye franske fade. Der er kun lavet 510 kasser af vinen.

Det er i næsen – uha – sød, tysk, animalsk kostald, let medicinskab, mejeri og drikkeyoghurt, som nærmest smelter sammen med æteriske olier. Det er virkelig en svævende aroma, forførende, feminin, blid og lys med hindbær, jordbær, lidt kanel, sødme og sommerlige blomstermarker med solstrejf, kærlighed og ungdommelig uskyld.

Smagen er også lys sommer … meget saftig, ren, let, luftig, sart og fin. Det er hvide blonder på flaske med ribs, granatæbler, en fin og elegant syre, let jern og nænsomme krydderier. Det er vin for Houlberg … elegant, feminint og smukt. Vakler et kort øjeblik mellem 6 og 6½ af de houlbergske Thumbs Up, men det er sgu overraskende godt. Nam.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr., hvilket faktisk er et fund for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, Italien

2016 G.D. Vajra, Barbera D’Alba, Piemonte, ItalienSteffen lagde ud med em klassisk Barbera D’Alba fra vinhuset Azienda Agricola G.D. Vajra, der ligger i byen Vergne i herlige Piemonte.

G.D. Vajra har jeg skrevet om tidligere, så det skal jeg ikke trætte jer med. Denne Barbera D’Alba har jeg også smagt tidligere og sidst var det i årgang 2010.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Vajras marker og høstes normalt i anden halvdel af september måned. Hver parcel vinificeres individuelt med en gæringstid over 15-20 dag ved op til 30 grader.

Derefter sker der også en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagrer 12 måneder, primært i ståltankene, mens en lille del på 5-10% lagrer på franske egefade.

Næsen er grøn, krydret, saftig med rustik frugt, lidt blommer, modne og mørke kirsebær, lidt varm i frugten samt svagt en smule  nødder. Men samlet dog en krydret, varm og rustik næse … men alligevel med en vis elegance i frugten.

Smagen er også rigtig Barbera saftig med mellemrøde bær, sødme i frugten og ellers med nogle egenoter, hvid peber og et grønt bid, selvom vinen faktisk er meget omgængelig, levende og fint afbalanceret.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, Australien

2010 Peter Lehmann, Wigan Riesling, Eden Valley, AustralienJeg har tidligere smagt masser af vine fra australske Peter Lehmann, men mærkelig nok aldrig skrevet om vinhuset her på bloggen … og så kommer der nu en Riesling, der smager ærketysk, og totalt surprise netop kommer fra Lehmann.

Peter Lehmann grundlagde sit vinhus i 1979 og til at starte med hed det faktisk Masterson Wines. På det tidspunkt havde Peter Lehmann arbejdet i næsten 20 år som vinmager hos Saltram Wines i Barossa, men da de i 1978 ville ophæve aftalerne med vinbønderne, der leverede druer til huset, så fik Peter lov til at starte sit eget sideprojekt, hvor han i stedet opkøbte druerne.

Han vidste nemlig, at en ophævelse ville betyde økonomisk ruin for de små avlere, og det kunne han ikke acceptere. Han fik accept fra ejerne af Saltram til projektet, som officielt dog var ejet af Peters hustru Margaret og han fortsatte samtidig som vinmager hos Saltram.

Saltram blev dog allerede året efter – altså i 1979 – solgt til den canadiske spirituskoncern Seagram, men de nye ejere kunne ikke  acceptere, at Peter også lavede vine i sit eget sideprojekt. Han opsagde derfor jobbet og sprang ind i projektet på fuld tid, som sidenhen selvfølgelig også fik navnet Peter Lehmann Wines.

Sammen med nogle investorer fik Peter også bygget et nyt vineri, og Peter hyrede også en håndfuld af sine gamle kolleger til at hjælpe med projektet, bl.a. Andrew Wigan, der i mange år fungerede som ansvalig vinmager på Peter Lehmann Wines.

Mange mener, at Peter reddede vinindustrien i Barossa Valley og ikke mindst de mange små vinavlere. Men de mange små vinavlere blev også redningen for vinhuset, der i 1993 kom i problemer, da nogle af de oprindelige investorer solgte deres andele til et investeringsselskab, der pludselig fik brug for kapital.

Det blev reddet ved at gå på børsen, hvor han, fra den ene dag til den anden, solgte aktier til tusindvis af små investorer. Selv om det var mod Peter Lehmanns principper selv at eje jord, blev de nye tider markeret ved året efter at købe det første stykke jord, nemlig den 18 hektar store Stonewell Vineyard.

I dag er vinhuset fortsat kun et beskedent antal hektar vinmarker, hvilket alene dækker 2% af den samlede produktion. Så grundstenen i firmaet er fortsat levering af druer fra selvstændige vinavlere i alle hjørner af Barossa regionen.

Der er omkring 140 selvstændige vinbønder, som leverer druer til Lehmann.  De fleste avlere har imellem 20 og 70 hektar marker og arbejder tæt med Lehamnn om at lave de bedst mulige druer.

Peter Lehmann døde i 2013 og blev 82 år. Han blev verdensberømt for sine omfattende serier af vine i ethvert prisleje, prisvindende vine år efter år og især kendt som en legende for sin store indsats i Barossa Valley. I dag er vinhuset ejet af den australske koncern Casella Family Brands.

Denne Wigan Riesling er en af husets ikoniske vine, som 6 gange er kåret som verdens bedste Riesling af IWSC. Den er opkaldt efter den tidligere vinmager Andrew Wigan. Druerne til vinen er udvalgt fra de ældste og bedste parceller, og dermed de vinmarker der giver det laveste udbytte.

Straks efter høsten koldgæres druerne i ståltanke, og efter en to ugers gæringsperiode klares vinen og den aftappes efterfølgende straks på flaske uden lagring på fade. Herefter lagrer vinen 5 år på flaske i kældrene inden den endelige frigivelse til salg.

Uha det dufter vildt godt … det er benzin og petroleum, det er et gammelt stykke olieret og selvantændende tvist, som du finder på gulvet hos din mekaniker og det stinker af skadelige dampe, men på den herligste måde. Det er tropisk frugt, men lime og citrus spiller andenviolin sammen med en dekadent aroma af vilde blomster.

Smagen er måske ikke helt på niveau med duften, men står alligevel syleskarp, stålsat og stringent med grønne, umodne æbler, igen masser af citron. Det er tør, sprød og virkelig lækker Riesling, hvorfor man ikke tænker australsk, når man smager den.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7