Det 3. Chardonnay sæt sluttede med denne 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Johannes Jülg fra Weingut Jülg … som jeg mødte i en onlinesmagning for under en måned siden.
Referatet fra den smagning og masser information om vinhuset kan du finde i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.
Der smagte vi kun Johannes’ Spätburgunder vine, men den sympatiske og dygtige vinmager kan bestemt også lave hvidvine, hvilket jeg tidligere har erfaret og det er denne Opus Oskar Chardonnay et fint bevis på.
Vinen er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med sødmen, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.
Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.
Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … som nu også 2019 Opus Oskar Chardonnay.
Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.
I næsen var vinen bestemt ikke aftenens mest opulente vin, men selvom der både var fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte og fersken, så har vinen også en mere klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte, blomstervand, røg, brændt træ, fennikel og samtidig også sødme. Med luft i glasset åbnes der for sluserne, hvorved mineraliteten også bliver større og mere jernagtig elegant.
Men sjovt nok er smagen meget mere rund, blød og cremet end duften egentlig indikerede. Her er syren knap så dominerende, for der er mere finesse, venlighed … blid og lys feminin frugt, hvilket igen er pærer og fersken suppleret med krydret sødme og samtidig også salte mineraler. Jeg endte på 94 point, som omgående veksles til 5,5 store tomler.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.