Der var skam også lidt Pinot Noir i vinbaren på Det Glade Vanvid og det var denne Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua fra Viña Casa Silva.
Vinhuset ligger i nærheden af San Fernando i Colchagua og er grundlagt i 1892, da Emilio Bouchon Poitevin ankom fra Bordeaux og slog sig ned på Angustura Estate i Colchagua Valley.
Han startede beplantningerne af vinstokke i området og dette arbejde er senere blevet videreført af hans børn Abel og Antonio Bouchon. Det var Abel, der havde de store visioner og primært ham, der sammen med sin svigersøn Jorge Silva Valenzuela har stået bag den udvikling, der har bragt firmaet til den position, det har i dag.
I dag er det 5. generation, der driver Casa Silva, nemlig Mario Silva Cifuentes, María Teresa Silva, Francisco Silva, Mario Pablo Silva og Gonzalo Silva … ja, det er mange Silva’er.
Casa Silva har ikke mindre end 800 hektar vinmarker, som ligger fordelt i 3 hovedområder . Den gamle Angustura-gård har 320 hektar marker, Santa Dominga de Los Lingues gården 100 hektar, mens Culenco gården næsten 380 hektar.
De næste beplantninger af omkring 150 hektar vinmarker er allerede godt i gang, og der eksperimenteres med en lang række forskellige druesorter, blandt andet Carménère, Syrah, Malbec, Pinot Noir, Sangiovese, Petit Verdot, Viognier samt Semillon.
Markerne har vidt forskellige jordbundsforhold udvalgt til de enkelte druesorter. Dominerende er dog fattige og ufrugtbare, og derfor gunstige, jordbunde. Kombinationen af solskin og klipperig jordbund gør det muligt for druerne at opnå den ideelle modenhed der kendetegner alle vinene fra Casa Silva.
Klimaet i området er under påvirkning af Andesbjergene og Angustura, der betyder “smalt stykke”, refererer til det smalle stykke land mellem havet og bjergene, hvor dalen ligger. Denne geografiske placering giver dramatiske ændringer i temperaturen mellem nat og dag, hvilket giver druerne deres aromatiske karakter.
Det helt moderne vineri har efter de seneste investeringer i hightech faciliteter til vinproduktion,en kapacitet på 7 millioner liter, heraf de 5 i rustfriståltanke. Tappelinier, vinpresse og køleanlæg er state-of-the-art og der spares ikke på investeringer til forbedringer, der skal være med til at bringe Casa Silva helt op blandt de bedste vinproducenter i den nye verden.
Casa Silvas winemaker Mario Geisse Garcia blev i 1990 tildelt the National Grapegrowing Award og regnes blandt de mest talentfulde ønologer i Chile.
Erfaringen har han blandt andet fra et tidligere samarbejde med Champagnefirmaet Moët & Chandon, da han i 11 år var ansat som teknisk direktør i firmaets afdeling i Brasilien.
Denne Pinot Noir Reserva Cuvée Colchagua er én af de mange vine, som laves på druer fra Colchagua dalen. Druerne er 100% afstilkede inden kold premaceration ved 6 grader i 12 dage efterfulgt af gæring i rustfrie ståltanke over 18 dage ved 21-23 grader inden presning og malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 4 måneder … 70% i franske egefade og resten i ståltankene.
Men det blev en af aftenens ringeste vine … i næsen tør jord, lidt jod, jordbær, eukalyptus og masser af varme i frugten, nærmest som kogt jordbærgrød helt uden finesse. Men smagsmæssigt går det helt galt, for det smager nærmest som kunstige kirsebær, tyk, fed og fluffy frugt, stærk og kunstig.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.
Vinanmeldelse 2/7