Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs fra Weingut Karl Haidle er en fabelagtig vin. Jeg har tidligere smagt den i årgang 2016, men nu havde Jan taget en flaske med af 2017’eren.
Weingut Karl Haidle holder til tæt på ruinerne af den gamle borg Yburg – en gammel 1300-tals befæstning, opkaldt efter én af de tidligere ejere Hans von Yberg – i den lille by Kernen-Stetten. Vi er i området Remstal og vinområdet Württemberg i delstaten Baden-Württemberg.
Vinhuset er grundlagt i 1949 af Karl Haidle og er én af de ældste vingårde i Remstal. I dag drives vingården af 3. generation, nemlig af den unge Moritz Haidle, som i 2014 overtog driften fra sin far Hans Haidle.
Faderen Hans havde selv overtaget driften i 1968 og havde siden overtagelsen udvidet både vineriet og opkøbt yderligere vinmarker, således de oprindelige 0,5 hektar i dag er vokset til 25 hektar vinmarker.
Moritz Haidle er uddannet ønolog fra Geisenheim og har efter sin uddannelse arbejder hos Thomas Seeger i Baden og Gunther Künstler i Rheingau … suppleret med praktikophold i både Australien, Californien og Frankrig.
Han er derudover en talentfuld tegner og interesserer sig samtidig for hip hop, graffiti og deltager også – når tiden tillader det – i freestyle rap battles.
Som sagt har Haidle 25 hektar vinmarker, og den bedste mark er Stettener Pulvermächer, som ligger lige bag vingården. Herudover tæller arealet også gode marker som Stettener Mönchsberg Berge, Lindhälder, Häder og Mönchberg Gehrnhalde i Stetten samt Burghalde i Schnait.
Den bedste mark Stettener Pulvermächer, som ligger helt opad borgen Yburg, anvendes til husets Riesling. Den mark har sit navn fra et nærliggende gammelt stenbrud, hvor personen, som forestod de farlige sprængninger, blev kaldt en Pulvermächer.
Samlet har Haidle omkring 7 hektar med Riesling og ellers er markerne tilplantet med Kerner samt røde sorter som Dornfelder, Trollinger, Spätburgunder, Lemberger og Zweigelt. De bedste af husets vine på Lemberger, Spätburgunder, Dornfelder og Zweigelt modnes i franske barriques.
Samlet producerer vingården omkring 140.000 flasker vin hvert år og er selvfølgelig også medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.
Denne Stettener Mönchberg Gehrnhalde Lemberger Großes Gewächs kommer marken Mönchberg Gehrnhalde, også lokalt kaldt Stoffelkopf. Marken ligger vest for Stetten lige under marken Häder, hvor Haidles Lemberger vinstokke er næsten 40 år og dermed nogle af de ældste af slagsen i hele Remstal.
Vinen er lavet med en uges premaceration efterfulgt af den alkoholiske gæring, der sker spontant alene med druernes naturlige gærceller. Derefter er vinen lagret 24 måneder … først 18 måneder på barriques og så 6 måneder på store egefade. Der er lidt restsukker på 3,3 gram pr. liter.
Duftmæssigt er vinen som et godstog, som kommer drønende … totalt tungt med engelsk og finsk lakrids, søde lakridspiber, masser af blomster, urter, rosmarin, timian, solcreme, mejeri, sorte oliven, opulent med blæk, koks, mørk frugt, pænt fadpræg, saftige blåbær, sorte kirsebær, blommer, kakaopulver, vanilje, kanel, brødkrummer, chokolade, læder, masser af røg … men med lidt luft i glasset fortager nogle af de tunge dufte sig og man fornemmer også en vis syrlighed.
Som med 2016’eren er vinen i munden langt mere let, lys og syrlig, mere ren og mineralsk med jern, mellemrøde bær, blommer, syrlige kirsebær, kirsebæressens , kirsebærlikør, ribs, granatæbler, Campari og slåen. Der samtidig en rustik landlighed over vinen, kraftig, meget intens med grønne urter og bid. Igen bare en monsterlækker vin.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 509 kr.
Vinanmeldelse 6/7