Som Edwin Starr sang tilbage i 1970 i discohittet … eller noget i retning af; Rosé, huh, good god, what is it good for, absolutely nothing, listen to me. Men med forårets komme dukker der alligevel engang imellem gode rosévine op, som fx denne Spätburgunder Rosé fra Weingut Enderle & Moll. Så får man alligevel smør i de roséfarvede knæhaser.
Weingut Enderle & Moll har jeg skrevet om tidligere … de to vildmænd Sven Enderle og Florian Moll samt deres beskedne 2,1 hektar økologiske og biodynamiske vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region omkring 30 kilometer nord for Freiburg.
De laver sindssygt spændende vine og går i det hele taget deres egne veje end de andre vinbønder, bl.a. ved at lave alle deres vine udenfor de gængse normer, og således blot klassificere vinene som Tafelwein.
Og i markerne er tilgangen til produktionen også en tak anderledes og de lader fx græsset gro vildt mellem alle vinstokkene. De forsøger at efterleve økologiske og biodynamiske dyrkning, men sprøjter dog med fosforsyre to gange årligt på grund af de vanskelige forhold i vinmarkerne. Det sker med en helt almindelig sprøjte, som de tager på ryggen og så begiver de sig ellers ud i markerne.
I det hele taget sker hele produktionen for små midler, da Enderle & Moll ikke har råd til de store investeringer. Det står selvfølgelig i skærende kontrast til nogle af de store og anerkendte producenter, hvor der er sket massive investeringer.
Hos Enderle & Moll bruger de en gammel manuel vinpresse, hvor druerne presses ved at skrue på et håndtag, således druesaften løber ud mellem gennem åbningerne i kurven. Sven synes, at det fungerer helt optimalt, mens de fleste vingårde ellers har droppet de gamle vinpresser og i dag anvender dem som en slags blomsterkrukker foran vingårdene.
Men trods det beskedne budget, så kom alle de bedste Michelin stjernekokke under en stor, tysk Pinot Noir smagning – Big Bottle Party 2013 – på Hotel Plaza i Berlin hen til Sven og Florian og fortalte dem, at deres vine virkelig var langt over de andres. Og der var ellers huse som Weingut Friedrich Becker, Weingut Bernard Huber samt Paul Fürst fra Franken til stede. Det gav blot ekstra opmuntring til de to aparte vinproducenter.
Og lidt aparte er de. Sven – som I ser på billedet ovenover – er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille, som hjælper og ellers står for den administrative del og render rundt med hans store hund, som er lidt sin egen og ikke lader sig kommandere rundt.
Udover de nuværende 2,1 hektar, så er Sven og Florian ved at indgå en aftale om levering af druer fra én af deres venner, som ejer 7 hektar vinmarker og i dag leverer alle druerne til det lokale kooperativ.
Vennen hedder Manfred Enderle, men er trods navnet ikke i familie med Sven. Hans 7 hektar hører imidlertid med deres 50-60 år gamle Spätburgunder stokke til nogle af de bedste marker i området, og Sven er sikker på, at havde Manfred selv lavet vin derfra, så havde han været iblandt de 3 bedste producenter i området.
Manfred skal fortsat passe markerne, og så skal Enderle & Moll aftage druerne. Det kræver dog lige en mindre udvidelse af produktionsfaciliteter, hvilket er bekostelig, så måske skal produktionen øges i etaper, eller også skal de tage imod hjælp fra nogle af de investorer, som står klar til at hjælpe den lille garageproducent.
Under alle omstændigheder, så tegner det godt for fremtiden hos Weingut Enderle & Moll. De har allerede forsøgt sig med lidt druer fra Manfreds mark … og det tegner særdeles godt.
Denne Spätburgunder Rosé blev nydt en solrig forårsdag til lidt Arla Unika oste og Houlbergs hjemmelavede gougères med gedeost samt et godt, mørk brød bagt med mørk stowt øl.
Druerne til denne Rosé er høstet med et udbytte på 30-40 hektoliter pr. hektar. Druerne er presset i den gamle vinpresse, og den alkoholisk gæring er sket i brugte egetræsfade. Vinen er hverken klaret eller filtreret, men den er modnet 12 måneder på gæren sur lie.
Og det er i glasset også en herlig grumset vin med en smuk, intens farve, hvilket du måske også kan fornemme på billedet ovenover. Og samtidig med en spændende næse, hvor der først er lidt blomster på syre. Vi sidder i en jordbærhave, men der er også hindbær og rabarber, urter og mynte i haven.
Spätburgunderen er genkendelig i aromaen og med lidt luft i glasset, så åbnes sluserne endnu mere. Det gør duftene endnu mere intense og åbner også for nogle biodynamiske aromaer som krudt, kål og et godt surbundsbed.
Smagsmæssigt har vinen en rank struktur, er frisk … men samtidig kompleks med jern, rosenvand og er oss’ tør, så man næsten kan mærke tanninerne. Syren er præcis … en centreret citronsyre, som lige prikker og vækker dig af tornerosesøvnen. Det er langt fra terrasse bællerosé.
Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske kostede 110 kr.
Dann sind wir wieder … hos Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach og denne gang med deres 2016 Steinberger Crescentia Riesling Trocken.
Så er vi sgu igen hos Weingut Schmitges … 
Var forleden i en tur i skov ved Fussingø … bare helt alene med tanker, fuglefløjt og den majestætiske, altid imponerende skov. Og hvad var så mere naturligt end med kold næse at svinge forbi Cold Hand Winery et par kilometer fra skoven for at tage lidt Arla Unikum oste med hjem samt lidt af Jens Skovgaards innovative vine.
Vinene fra Régnié – seneste anerkendte Cru under appellationen Cru Beaujolais – hører normalt sammen med Brouilly og Chiroubles til blandt de lidt lettere Beaujolais vine, og men det er nu ikke udpræget tilfældet med denne Régnié Vieilles Vignes fra Domaine de Thulon.
Paranoia er en form for afsind eller forrykthed og en kronisk lidelse, der bl.a. kendetegnes ved forekomsten af langvarige vrangforestillinger. Men det er også navnet på fredagens Spätburgunder … en Paranoia Pinot Noir Trocken fra Weingut Bergdolt-Reif & Nett … og det er ingen vrangforestilling.
Punktummet for byggemødet blev sat med endnu en Amarone delle Valpolicella og den var fra familien Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna.
Ved sidste vinaften hos Falken tilbage i oktober sidste år fik vi 4 vine fra Bertani og minsandten om han ikk’ lige havde gemt hustes ikoniske Amarone delle Valpolicella Classico til denne aften.
En gammel kending … Campogadis Valpolicella doc Superiore fra Ernesto Ruffo, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2010 og 2011, kaldt Valpolicella med superkræfter, stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen.
Resten af aftenen stod på vine fra Veneto … hele 4 af slagsen og vi startede i den “lettere” ende med denne Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore fra vinhuset Serego Alighieri.