Man kan ikke se meget på flasken, som er en prøve uden label, men når jeg så fortæller, at dette er en helt ny topvin kaldet Beatrix fra Simone Governi på Azienda Agricola Biologica Orciaverde, så begynder mundvandet nok allerede at løbe.
Det er ikke lang tid siden, at jeg sidst smagte hans topvin 2017 Montecucco Sangiovese Riserva og skrev, at det var huset bedste og dyreste vin … men den sandhed er nu ikke helt sand længere… for nu er supertoscaner’en aka topcuvéen Beatrix på vej på markedet, hvor denne er årgang 2019.
Det betyder dog også, at der er sparsomme oplysninger om indhold samt produktion. Det skulle dog være en helt ny supertoscaner og er vist et blend på 40% Sangiovese, 30% Petit Verdot og 30% Merlot fra egne marker i Monecucco.
Det passer godt med, at Simone Governi udover Sangiovese også dyrker et par af de store internationale sorter. Efter endt gæring er vinen så modnet 24 måneder på franske 225 liters barriquefade, heraf 20% nye.
Etiketten på vinen kommer i øvrigt til at se sådan her ud:
Duftmæssigt er Beatrix da også lidt mørkere i aromaerne end de øvrige Orciaverdevine, men har samme fadnoter som Riserva’en … godt med frisk træ, gammelt klædeskab af teak- eller mahognitræ, en frugt med sorte kirsebær og solbær, lidt earl-grey te, lakridsrod samt grønne elementer.
Hvor er der smagsmæssigt masser af frugt i vinen … brombær, kirsebær og bitre tranebær. Fadnoterne er med fra start, men de placeres pænt i baggrunden til fordel for den store frugt, balsamisk og tæt med en tør italiensk syre, tydelige tanniner, som dog aldrig bider rigtigt voldsomme. I eftersmagen er også tør frugt, der bare lige bliver hængene i timevis. Sådan.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er199,95 kr. ved køb af 6 flasker.