Kunne lige få presset en lille selection smagning ved den lokale Vinspecialist ind … fleksibel er man jo. Og den startede med lidt bobler i form af denne mousserende rosé fra Juvé y Camps.
Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.
Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.
I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.
Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.
I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.
Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.
Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.
Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.
Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.
Druerne til denne Cava Rosé er 100% Pinot Noir og kommer fra vinmarken Fexia 1, der ligger ved vingården Espiells, som familien købte i midten af 1950’erne. Navnet Espiells kommer i øvrigt fra et mindre romersk kapel, der ligger i forlængelse af vingården. Vinen er lavet efter Méthode Traditionelle-metoden med 3 års lagring på flaske, før vinen frigives til salg, men er en non vintage … dvs. uden årgang og kan således bestå af flere årgange.
Duftmæssigt lidt urter, jordbær, grønne buske, vinblade samt en lidt nærmest overgæret aroma, nærmest som bagedej. Smagen er blød … boblerne meget blide og der er lidt lyse bær, lemon, en bitterhed og jern i eftersmagen.
Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.
Rating 4/7 
Med næste vin er vi hos den unge og ambitiøse vinmager Christoph Edelbauer, hvis erklærede mål er at lave meget karakterfulde hvidvine samt de bedste vine på Pinot Noir i Østrig. Her har vi dog fat i en anden af den unge vinmagers rødvine, lavet på den mest udbredte røde druesort i Østrig, nemlig Zweigelt.
Peter, ejeren fra Bistroteket virker – som alle gode kokke – glad for vin og liver op, når der bliver efterspurgt specielle vine. Jeg efterspurgte som sidste gang lidt Blaufränkisch, og fik denne gang anbefalet en fra Muenzenrieder, et hus jeg tidligere er stødt på her på bloggen.
På den vestligste af den vestligste del af Sicilien finder vi byen Marsala, og lidt udenfor byen – en kende øst, ellers havner man jo i havet – ligger vinhuset Caruso e Minini, som står bag denne Cusora Chardonnay, som la familia og jeg nød tirsdag aften på Bistroteket … dette herlige spisested.
Det er egentlig ikke tit, at jeg støder på tysk Chardonnay. Måske skyldes det, at jeg altid vælger Riesling, som tyskerne vel nærmest er verdensmester i at producere. Sidst jeg smagte tysk Chardonnay, da var det vistnok fra Karl H. Johner, og det var fantastisk … og hvorfor skulle tyskerne ikke også kunne lave fremragende Chardonnay?
Fandens til arbejde med dekantering. Det blev denne Barolo Arione fra vinhuset Cantina Gigi Rosso, som fik hovedrollen i min lille test om dekantering. Og det er – som forventet – en smule bøvlet. Halvdelen af flasken er hældt på en bredbundet karaffel kl. 10.00 i formiddags … omkring 8 timer inden testen. Ikke at det nødvendigvis er særlig bøvlet … for det kræver blot lidt planlægning.
Sidste fredag stod den ikke på Spätburgunder, men Blauer Portugieser. Det roder the comeback Spätburgunder kid bod på denne fredag med denne Buntsandstein Spätburgunder fra Benedikt Baltes’ frankiske vinhus Weingut Stadt Klingenberg.
Kender I det? Man finder nogle gange sjove eller overraskende ting i ens vinkøleskab … men man må jo selv ha’ stoppet dem derind på et tidspunkt? Det gælder lige præcis med denne 1884 Malbec Reservado fra det argentinske vinhus Escorihuela Gascon, som min lange arm i går – fuldstændigt tilfældigt, vilkårligt og på grænsen til det lemfældige – havde trukket ud af køleskabet.
Tirsdagsklubben stod uden vin og kældermester … men en kunde havde skænket en flaske vin – selvfølgelig for god service – og den kunne jo bruges. Vinen er et blend på Cab og Merlot fra det sydafrikanske vinhus Aaldering Vineyards & Wines.
Når nu årgang 2012 af Tenuta Frescobaldi di Castiglioni virkede en smule overmoden, tæt på at være over-the-top og man samtidig også har nogle af 2011’eren liggende, så skal én af disse da lige testes.