Med næste vin skal vi atter til den biodynamisk vingård Avignonesi, der drives af belgiske Virginie Saverys og det er med en 2018 Cantaloro Rosso Toscane IGT.
Virginie Saverys arbejdede egentlig som en succesfuld advokat i Belgien.
Fra hendes forældre arvede hun dog en interesse for vin, som stille og roligt overgik fra at være en sporadisk hobby til en altopslugende passion.
Hun tabte faktisk sit hjerte til vinen i sådan en grad, at hun kastede sig ud i et radikalt karriereskifte. Hun ville ud i verden for at arbejde med vin. På en af hendes rejser stødte hun i byen Montepulciano på vingården Avignonesi, der allerede anerkendt for sine innovative tilgange og høje kvalitet
Men Virginie fornemmede, at der her var grobund for at nå nye højder og standarder inden for vinproduktion. I 2009 købte hun så Avignonesi og har siden igangsat en ganske systematisk og ambitiøs omlægning til ren biodynamisk produktion.
Det sker, fordi Virginies mission er at skabe vine, som er helt tro mod den natur de udspringer fra, samtidigt med, at hendes vine skal have et særegent og personligt udtryk.
Derfor sværger hun også til at blande sig så lidt i vinproduktionen, som overhovedet muligt. For en god vinbonde skaber vine i marken og derfor er det de biodynamiske principper som får lov at diktere arbejdet, så vinstokkene får lov at trives i et sundt og uspoleret miljø.
Men det bæredygtige lader sig ikke begrænse til Avignonesis marker. Virginie Saverys arbejder indædt på at sænke det CO2-aftryk som hendes produktion sætter.
Én af Virgine Saverys genistreger har været at øge indholdet af Sangiovese i deres rødvine. Lokalt kaldes druesorten for Prugnolo Gentile og er en sort som de lokale bønder igennem generationer har afdækket som værende den, der bedst indfanger hele Montepulcianos væsen og udtryk.
Da Virginie overtog Avignonesis, så arbejdede flere af hendes kollegaer med at blande en højere portion af flere internationale druesorter i deres vin, for at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel og anmeldernes præferencer.
Men her stod Virgine fast, for Sangiovese hører hjemme i Montepulciano, så det er den, der skal udtrykkes klarest i hendes vine. Og anmeldere såvel som forbrugere igennem flere årgange hyldet hende, for denne stålfaste tilgang til områdets traditioner.
Vinene gæres også på gærkulturer som stammer fra området, så man under hele processen anvender det lokale fingeraftryk, som giver vinene deres helt unikke identitet.
Denne Cantaloro Rosso Toscane IGT er i denne årgang 2018 lavet på 57% Sangiovese, 31% Merlot og 12% Cabernet Sauvignon, som kommer fra Montepulciano og Cortona. Flere af parcellerne er op mod 40 år gamle og producere druer med en sådan kompleksitet, at mange andre producenter ville bruge dem i deres topvine.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 22-28 grader over 10 dage i rustfri stålkar. Derefter er der sket malolaktisk gæring inden lagret på en kombination af ståltanke og slavonske egefade samt barriques.
I næsen er vinen let støvet og tør … lidt kødfuld endda, har nogle rå og letristede champignon, sød tobak, sorte kirsebær, brombær samt hindbær, har nogle brede skuldre, stor frugtrigdom samt et kindkys fra fadene med let vanilje, chokolade samt grønne urter.
Allerede fra start kan man mærke, at Merlot og Cabernet Sauvignon druerne giver vinen fylde og igen brede skuldre. Der betyder også en smule solbær og sorte kirsebær, pænt tørt, har tørt træ, cedertræ, fyldige tanniner, hvor der endda kommer lidt sødme bagefter. Det smager sgu rigtigt fint, så 91 point.
Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 99 kr.
Vinanmeldelse 5/7