Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.
Arghhhh vintørstige er måske ikke det rette ord, nok nærmere vininteresserede … i vinene, produktionen, området og menneskerne bag vinene. Cultura del Vino.
I hvert fald sad vi der … to danskere, midt i San Pietro in Cariano, Amarone i glasset, elegante omgivelser – på flere måder – og nød livet, La Vita è Bella, uden at skulle drage sammenligninger til den klassiske storfilm af Roberto Benigni, som jeg ellers er helt vild med.
Her var tingene mere rolige – ingen Benigni forvirring – og vores værtinde fortalte atter lidt om vinen, hvor druerne kommer fra samme område som Ripasso’en, dvs. Colline di Moron, det bakkede område mellem San Pietro in Cariano og Negrar.
Som Ripasso’en er denne Le Bessole Amarone della Valpolicella også lavet på samme druemix, altså 70% Corvina og Corvinoni, 30% Rondinella samt 10% Rossignola. Her er alkoholprocenten dog en anelse lavere, nemlig “alene” 15%.
Druerne plukkes normalt de to første uger i oktober, hvorefter de tørrer omkring 120 dage. Herved mister de omkring 45% af deres vægt. Macerationen er normalvis lang, men hvor lang tid kan jeg ikke se, men i hvert fald indtil man når den ønskede alkoholprocent. Herefter lagrer vinen på egetræstønder i omkring 3 år inden vinen flaskes.
Denne Le Bessole Amarone della Valpolicella har i årgang 2006 og 2007 fået henholdsvis 90 og 92 point af Wine Enthusiast.
Jesper havde håbet på at få én af de flotte vinkasser … men de kostede 10€ for en 1 flaske kasse og 18€ for en kasse til 6 flasker. Vi holdt os til vinen.
Og sikke en forskel i forhold til Ripasso’en. Her en mørk, sød og blød næse med blommer, mørk Amarena Fabbri kirsebærsauce med syltede kirsebær, søde krydderier, læder og næsten lidt portvin. Lækker.
I munden er vinen fløjlsblød, cremet med engelsk lakrids, godt med frugt og en blød syre og bløde tanniner. Alkoholen er langt bedre integreret end hos Ripasso’en … og den smager mums. Og mit Amarone forbehold kan heller ikke finde rosiner i hverken duft eller smag, så det er sgu ganske godt.
Vinen koster 22€ … altså omkring 164 kr. Herhjemme forhandles vinen af Risskov Vinlager, hvor en flaske koster 275 kr.
Rating 5,5/7