Forretten med en mikrobid af stor taskekrabbe blev suppleret af denne 2021 Cuvée Anatole Blanc på Aligoté fra vinhuset Fanny Sabre, som ligger i Pommard.
Fanny Saber havde egentlig ikke planer om at blive vinmager på egen vingård. Hun var i stedet i fuld gang med at læse Jura, da hendes far døde i 2005 og hun i en alder af 25 år måtte tilbage til familiens vingård og overtage driften. I første omgang var det dog med hjælp fra Philippe Pacalet, der trådte til for at hjælpe … og han lærte bl.a. også Fanny med at drive vingården økologisk.
Fanny Sabre har samlet 4,5 hektar vinmarker fordelt på adskillige grunde på de prestigefyldte appellationer Beaune, Savigny-les-Beaune, Meursault, Volnay og Pommard.
Fanny praktiserer stringent arbejde i vingården:, pløjning, græsning, økologiske behandlinger, udbyttekontrol, udskydning, grøn høst, alt sammen for at bevare den sande identitet af hendes jord og terroir.
Det betyder også, at høsten sker med håndkraft og derudover laver hun en nøjagtig vinificering med stor balance. Gæringerne sker kun på druernes naturlige gærceller og med minimumsdosis af svovl, så vinene bevarer deres præcision og ægthed. Rødvinene laves med semi carbonique macération og omrørning er begrænset til det absolutte minimum for at bevare spænding og friskhed.
Denne Cuvée Anatole Blanc laves normalt på Chardonnay, Aligoté, Pinot Blanc, Pinot Auxerrois og Melon de Bourgogne, men denne årgang 2021 er en undtagelsen, hvor den er lavet på 100% Aligoté på grund af forårsfrosten, der ramte det meste af Frankrig.
Vinen er lavet med spontangæring på rustfrie ståltanke med alle druernes egen gærceller, efter en presning og kølig maceration over 4 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret i ståltankene en kort periode og så tappet ufiltreret på flaske.
Der er lidt fylde og en frugt af pærer, stikkelsbær, røg, ristede hasselnødder, svagt lidt lakrids og så nogle grønne noter med græs … virker som en meget grøn bourgognevin.
Det rene, klare og friske udtryk bevares i munden, for vinen er da pænt syrlig, grøn, frisk og pågående. Der er salt, kalkede mineraler, kridt og har frugt med lemon, citroner, citronskal og lidt mynte … måske lidt tynd og vandet i stukturen, men frisk og fin, så dermed smider jeg 91 point efter vinen.
Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 199 kr.