Med næste vin er vi igen, igen hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia, Castello di Nipozzano og så Tenuta di Castel Giocondo … og netop fra sidstnævnte kommer denne Brunello di Montalcino.
Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.
Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.
Tenuta di Castel Giocondo ligger i den vestlige del af kommunen Montalcino, mellem 280 meter og 410 meter over havoverfladen. Slottet er blandt de ældste ejendomme, som producerer Brunello di Montalcino, ja faktisk startede produktionen af Brunello på ejendommen allerede i 1800-tallet. Selve slottet – Il borgo di Castel Giocondo – er en gammel fæstning fra 1100-tallet, og én af de vigtigste af Marchesi de Frescobaldis ejendomme.
Det har da heller ikke mindre end 855 hektarer jord og er dermed også det absolut største gods i Montalcino. Der dyrkes vin på 203 hektar, mens de øvrige jorder bruges til bl.a. oliven og andre landbrugsafgrøder.
Jordbunden på de 855 hektar er typisk for Montalcino kommunen, nemlig meget varieret. Man kan finde mergel, limsten og sandsten, udover den ellers så lerede jord. Markerne er rige på ler og kalcium, typisk i de nederst beliggende marker, hvilket er en af faktorerne bag opnåelsen af velstrukturerede vine med en god “krop”.
Det tørre og luftige vejr er typisk for Middelhavsområdet med sølle 750 mm regn om året, fordelt på forår og efterår. Ventilationen er gennem hele året konstant, hvilket er godt, da det ikke blot forhindrer tåge og frost, men også hjælper druerne til at modnes under sunde forhold.
Denne Brunello di Montalcino er husets ”almindelige” Brunello, som er lavet med Sangiovese druer fra en 152 hektar stor mark. Vinen har en storesøster, nemlig Riserva-vinen, der produceres stort som den almindelige Castel Giocondo Brunello, og kommer fra en 40 hektar enkeltmark, hvor druerne i gode år opnår en ekstrem modenhed. Riserva’en fik i årgang 1990 de magiske 100 points af Wine Spectator.
Udover de to Brunello’er, så producerer man på Castel Giocondo også vinen Lamaione, en supertoscaner høstet fra en enkeltmark på 15 hektar udelukkende beplantet med Merlot. Den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen.
På Brunello’ernes etiketter kan man også fornemme den historiske betydning. Der ser man nemlig en ridder foran Il borgo di Castel Giocondo. Ridderen skulle efter sigende være Guidoriccio da Fogliano,, som var hærfører for tropperne i Siena, og ledede angrebet på slottet Montemassi. Etiketten er malet af den berømte maler og kunstner Simone Martini fra Siena.
Denne Castel Giocondo Brunello di Montalcino i årgang 2007 har bl.a. opnået 95 point i Wine Enthusiast. Lagres fire år, heraf mindst to år på slovenske og/eller franske fade og mindst 4 måneder på flaske.
I næsen let balsamico, brombær, blomstereng, lidt krydderier, toast, eg og læder. Det spiller godt sammen. Virker let og elegant i udtrykket. Det støttes smagsmæssigt, hvor der er syre … men meget afbalanceret og integreret i vinen. Vinen er blød … men med rygrad og lethed. Den kontrollerede syre vil gøre, at vinen vil passe perfekt til lidt mad … fx en god bøf eller lidt ost. Hmmmm.
Forhandles i Vinspecialisten, hvor vinen pt. er på tilbud til 225 kr., normalpris 405 kr.
Rating 5/7