Mens vi er ved de flotte og spændende hvidvine fra Veneto, så lad os snuppe endnu én af slagsen, nemlig denne Suavia, Monte Carbonare Soave Classico fra vinhuset Suavia Azienda Agricola, som ligger den lille by Fittà en anelse nord for den antikke by Soava.
Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange … og vi er selvfølgelig også i appellationen DOC Soava i Veneto området.
Soava betyder mild og blid, og det passer fint med vinene, som typisk er lavet på minimum 70% af den lokale drue Garganega, som også er den bedste af de tilladte lokale sorter. Det siges, at det var den italienske digter og poet Dante, som kaldet vinen Soave på grund af blødheden.
Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.
De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.
Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro. Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.
I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver gården. Tessari søstrenes dedikation til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava og deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave.
Her har vi husets Monte Carbonare Soave Classico, en enkeltmarksvin lavet på 100% Garganega, lagret 15 måneder på ståltanke og derefter 5 måneder på flaske inden frigivelse. Jeg har tidligere smagt og skrevet om vinen her på bloggen, blot i en årgang 2011 … men der så flasken noget anderledes ud. Der er da vist kommet lidt moderne design over vinen nu … men det øger da bare charmen yderligere.
Det er en vin, som får flotte anmeldelser, og således har den fået 3 glas i Gambero Rosso i både årgang 2010, 2011 og denne årgang 2012. Denne årgang 2012 har også fået 92 point af Wine Enthusiast. Marken hedder Monte Carbonare og navnet betyder noget i retning af, “så sort som kul” og henviser til den mørke, næsten sorte jord på vinmarken.
Duftmæssigt er her blomster, estragon, pærer, mirabeller, citrus, bananer, lette og søde krydderier, mandler og en let syre. I munden er vinen blid og blød, let aromatisk med pærer, igen bananer, lidt tropisk i frugten, let mineralsk og ganske let drikkelig. Igen en overraskende god Veneto hvidvin … ja, måske ikke med denne, da jeg smagte 2011’eren for et år siden.
På Uvinum koster vinen 116,50 kr.
Rating 5/7