Den i dag 87-årige franske vinmagnat Bernard Magrez, der samlet ejer over 43 vinslotte – herunder bordeauxslotte som Château La Tour Carnet, Pape Clément, Fombrauge og Clos Haut-Peyraguey – laver også kultvin i USA, som fx denne eminente 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon.
Via hans 43 vinslotte, så laver Magrez – eller rettere hans team af vinmagere – vin fra samlet lidt over 1.000 hektar vinmarker, men denne 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet med 100% Cabernet Sauvignon fra en 2,4 hektar lille mikromark i Rutherford, der er Napa Valleys historiske hjerte.
Og alle sejl er sat ind på at skabe en amerikansk pendant til store Premier Grand Cru Classé vine fra Bordeaux, så Magrez har hyret vinmageren Aaron Pott til at lave vinen.
Pott er en utrolig velanset vinmager, der startede med at studere ønologi ved University of California i Davis, mens han arbejdede på deltid i forskningslaboratoriet på Robert Mondavi Winery. Derefter tog han til Frankrig og fik en kandidatgrad indenfor vinavl fra Université de Bourgogne i Dijon.
Derefter blev Aaron assisterende vinmager på Newton Vineyard, men efter et møde med Michel Rolland, som så stort potentiale i den unge vinmager, så fik Aaron job som ansvarlig vinmager på Château Troplong Mondot i Saint-Émilion og derefter blev han direktør for Château La Tour Figeac … også i Saint-Émilion.
Efter 6 år i det franske vendte Aaron dog retur til USA, hvor han arbejdede for Beringer Wine Estates. Han arbejdede internationalt og rejste verden rundt, hvor han arbejdede sammen med de franske vinmagere Jean-Louis Mandrau fra Château Latour samt André Porcheret fra Hospice de Beaune og Domaine Leroy.
Senere i 2001 blev Aaron så ansvarlig for St. Clement Vineyards i St. Helena i Californien og i 2004 accepterede Pott også en stilling som vinmager og leder hos Quintessa også i St. Helena.
I 2005 dannede han så sit eget Huis Clos Consulting og startede samtidig også Pott Wines. Så i dag er han både vinkonsulent, der hjælper andre vinproducenter, men også laver sine egne vine fra knap 31 hektar marker i Californien.
Som vinkonsulent har han bl.a. hjulpet vinhuse som Fe Wines, bl.a. fik deres 2019 Fe Cabernet Sauvignon 100 point af International Wine Report.
Med denne Bernard Magrez 2017 Napa Valley Cabernet Sauvignon har Aaron Pott hjulpet det team, som normalt laver alle vinene på Magrez’ fineste slot … Château Pape-Clément.
Vinen er som sagt på 100% Cabernet Sauvignon fra en lille mark i det verdensberømte Rutherford i Napa Valley. De håndplukkede druer får 3 dages koldmaceration inden spontangæring med ved
26-30 grader og alene med druernes egne gærceller.
Under den 35 dages lange gæring og maceration udtrækker manuelle punch downs nænsomt farve, smag og tannin fra skindet. Herefter omstikkes rødvinen til en 18 måneder lang lagring med malolaktisk gæring på nye franske barriques.
Duftmæssigt er vi i lækker-lækker land … der er en dyb, fin og behersket aroma med tørv, grafit, røg, tørret kød, våde fade, noget mahogni, læder og en frugt af blommer, sorte kirsebær og brombær, mens fadlagringen også bidrager med vanilje og kanel … alt er meget smooth, glat, blødt og rundt.
I munden er vinen så blød, elegant og cremet, at den nærmest smelter i munden med stor kompleksitet, dybde og samtidig en fin, sart og totalt balanceret frugtsmag. Vinen har derudover en nøddet smag, sådan lidt umami … komplet, tilbagelænet, overlegent som den mest velkomponerede sang, hvor alle toner mødes i mol og dur, en vinøs himmelsk akkord. 97 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 1.699,95 kr., mens prisen er 1.399,95 kr. ved køb af 6 flasker.