Med næste vin rykkede vi til Tyskland … en flaske, som jeg har haft liggende i 2-3 år og alene smagt én gang tidligere, nemlig i vores lille vinklub. Vi er hos Weingut Chat Sauvage i Rheingau, som ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.
For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt. Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle.
Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.
På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.
Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på seks forskellige rødvine, én hvid, én rose og én sekt.
Og det er sgu en vin, som får tårene frem i min øjne. For det første elsker jeg Spätburgunder/Pinot Noir fra Tyskland, og for det andet, så er det sgu da en fabelagtig vin til fornuftige penge. Selvfølgelig er 235 kr. mange penge, men du får altså god vin for pengene. Nå, men det var indtrykket vi kom fra. Duftmæssigt masser af sommerfrugt med hindbær, stald, sten, kælderlokale, viskelæder, stearin, søde lakridser, brændt egetræ … yammy det dufter bare helt rigtigt. Smagsmæssigt silke, sødme, kirsebær, blødhed og alderen kan man også begynde at mærke … og tilfører vinen en yderligere dimension.
Hvis vin skulle sammenlignes med kvinder, så er vi på højde med lidt Scarlett Johansson … fandme en lækker vin. Køb nogle stykker … og lad dem ligge 2-3 år … jeg skal ha’ flere!
Købt i Vinspecialisten i Randers, pris 235 kr.