Domaine de Compostelle er 2. vin til det berømte Pomerolslot La Cabanne, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen, nemlig da jeg smagte deres vin i en årgang 2004. Dette lille velansete slot på blot 10 hektar ligger i hjertet af Pomerol, ikke langt fra det storslåede Trotanoy.
Compostelle er en arketypisk Pomerol, men laves i modsætning til La Cabanne fortrinsvis på druer fra de unge vinstokke. 2007 er én af de mange fantastiske årgange, som Bordeaux har haft de sidste 10 år, men fremstår i dag som en dejlig, forholdsvis drikkeklar årgang. Vinen består af 92% Merlot og 8% Cabernet Sauvignon og har ligget ca. 20 måneder på fad. Der produceres årligt omkring 5.000 kasser af denne vin.
Navnet La Cabanne (hytte) stammer fra dengang markarbejderne boede i små hytter i området. Vingården er blevet helt renoveret i 2011 efter en brand og fremstår i dag topmoderne.
Slottet ejes af familien Estager, som også ejer 2 andre Pomerolslotte: Château Haut-Maillet og Château Plincette, samt flere ejendomme i Saint-Emilion og Bordeaux. Familien har dyrket vin i disse områder siden 1934.
La Cabanne har meget fornemme naboer som Château Le Pin, Château Trotanoy og Château Pétrus, som sælges for astronomiske priser på alverdens vinbørser. Men familien Estager sætter en ære i at producere en traditionel Pomerol til overkommelige og stabile priser og vinen har derfor også fået en stor og trofast fanskare verden over.
Lad os se på mine noter. Duftmæssigt fornemmes en smule alder, derudover lidt jord, hvilket jo er klassisk Bordeaux og burde have ledt mig på sporet af, at der var tale om en fransk vin. Duften er også lidt animalsk i udtrykket, hvilket vi jo godt kan lide. Derudover lidt vanilje, fad, og mørke bær, solbær, brombær. Smagen meget tør, igen med solbær, friske grønne urter, god intensitet, hvor tanninen holder udtrykket fast i munden, da vinen nærmest klæber til overmunden. Fin og solid Bordeauxvin.
Hvem medbragte vinen: Steffen
Philipson Wine har tidligere solgt vinen til 99,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Prisen i dag 199,95 kr.