Var mandag til bestyrelsemøde, som blev holdt ved Jan. Som sædvanligt fabelagtig, dejlig mad og gode vine. Jeg bringer her lige beskrivelser og anmeldelser af de 7 vine, som vi smagte denne højhellige mandag, og vi starter flot i Østrig, nemlig med denne Riesling Heiligenstein Erste Lage fra Weingut Schloss Gobelsburg.
Schloss Gobelsburg er et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben. Og med stor succes; i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.
Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser i alle de bedste marker i Kamptal. Klostret har altid været garant for høj kvalitet, men med Michael Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.
Moosbrugger laver vin med de store historiske linier for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne. Bl.a. er han ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.
Vinen her er en 100 % Riesling fra Heiligenstein, der er den bedste mark til Riesling i Kamptal. Marken ligger ovenfor Lamm og er nærmest et stykke grundfjeld, der har presset sig op af den omliggende jordbund. Marken har Erste Lage status (1. cru) og giver meget mineralske og præcise vine. Gæret på stål og lagret omkring 6 mdr. på store fade af østrigsk eg.
Fin gul farve, måske endda mere end Riesling normalt. Let perlende i glasset, og duftmæssigt modne gule æbler, lidt citrus og man fornemmer også en god omgang fedme i vinen. Smagen er moden med koncentreret frugt, en anelse krydret og igen kommer der lidt fedme eller eg, som får mig til at tænke på Chardonnay fremfor Riesling. Den er samtidig let perlende, og jeg fornemmer også lidt abrikos. En Riesling til den tunge side … men sgu et dejligt glas Riesling, selvom jeg måske mangler lidt petroleum og en tand syre mere.
Købt hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.