Så støder vi atter ind i ham, Bernard Magrez. Jeg har skrevet om ham tidligere, men gør det gerne igen.
Bernard Magrez er en af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd. Igennem 40 år har han opkøbt 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux med Château Pape Clémant, Grand Cru Classé i Graves, i toppen samt det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion, endvidere 6 vingårde i Languedoc-Roussillon og 8 uden for Frankrig, nemlig to i Spanien, de øvrige i Portugal, Marokko, Napa Valley i Californien, Chile, Argentina og Uruguay.
Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.
Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.
I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.
Magrez arbejder sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland, og han er besat af tanken om, at den enkelte vinmarks terroir godt nok har betydning, men at det også – selv på mindre berømte terroirs – er muligt at lave store vine i en begrænset produktion, som han kalder “micro-cuvéer”. Hans navn står på samtlige flasker fra alle slottene, og her er vi i Chile, hvor Magrez også laver vin.
Druerne til Leyenda hentes i Maipo Valley, der er Chiles mest kendte vinområde. Området er ekstremt tørt med kun 300 mm regn om året (hvor vinstokken normalt skal have mellem 5 – 700 mm regn for at kunne overleve), hvorfor at det er nødvendigt, at vinstokkene kunstvandes med smeltevand fra Andesbjergene for at kunne overleve. Området er specielt kendt for sine tilplantninger med Cabernet Sauvignon og Chardonnay.
Duftmæssigt er der sol, sødme i vinen … sammen med lidt urter, primært timian. Solen går igen i smagen sammen med salvie, fin tørhed og ellers en blød, frugtrig og rund vin med en medium eftersmag. Til pengene et fint køb.
Købt hos Vinspecialisten, pris 90 kr.