Søndag stod den på gæster i sommerhuset … og et flot line-up af forskellige vine, som jeg fluks – efter nogle dages fravær grundet et computer crash (i bogstaveligt forstand) – bringer her på min lille vinblog. Og vi starter flot og hvidt i Tyskland, helt præcis i byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel.
Her finder vi nemlig Weingut A. J. Adam, et ungt domaine, der blev etableret i 2000 af Andreas Adam … en ganske ung fyr i begyndelsen af 20′erne. Andreas har stået i vinøs lære hos en af Mosels og Tysklands bedste producenter, Weingut Heymann-Löwenstein.
Vinhuset har omkring 3,5 hektar på markerne Hofberg (Dhron) og Goldtröpfchen (Piesport) med Rieslingstokke med en alder på 40-60 år. Alle vinmarkerne er meget stejle og alt arbejde i markerne foregår manuelt.
Hos A.J. Adam gæres alle druerne med egne naturlige gærstammer. Gæringen foregår på ståltank og i store 1.000 liters træfade til både Orts Riesling (50% eg og 50% stål) og Lagen Riesling (100% eg) og ligger “sur lie” for at opnå bedre fylde og aroma komplekshed.
Vinene fremstår med stor terroir typicitet og er fornemme eksponenter for new-wave bølgen af top Riesling fra unge ambitiøse tyske producenter. Andreas’ vine har inden for de sidste par år fået fænomenal international anerkendelse med bl.a. op til 97 points hos Robert Parker’s Wine Advocate.
Denne almindelige Riesling har også fået stor hæder, idet vinen netop på Berlin Gutsriesling Cup 2013 er kåret til Tysklands bedste Gutsriesling fra årgang 2012, bl.a. foran så velrenommerede navne som Fritz Haag, Keller og Geltz-Zilliken m.fl.
En Gutsriesling er en betegnelse, som dækker over niveauet på vinen. Gutsweine er producenterne billigste vine, som ofte er blandinger fra forskellige områder og marker. Over Gutsweine findes Ortsweine og øverst selvfølgelig Erste Lagen eller Grosses Gewächs. Adam producerer alle 3 niveauer af Riesling: Gutsriesling, Orts Riesling (Dhroner og Piesporter) samt Lagen Riesling (enkeltmarksvine) inklusive Grosses Gewächs.
I glasset dufter vinen skønt af friske æbler, men derimod er der ikke så meget petroleum i … vinen er jo også ganske ny, årgang 2012. Derudover fanger jeg lidt citrus, honning og lidt svage krydderier. Smagsmæssigt dejlig frisk og sprød med masser af syrlige æbler, godt med syre og derudover lidt melon. Frisk, sprød og ganske behagelig … alle i sommerhuset var meget begejstret.
Forhandles af The Wine Company, hvor prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker. Jeg fik min flaske af vinbuddy Gert, som havde købt den direkte i Tyskland via postordre. En stor tak for det.