Med byggemødets næste vin røg vi markant op i niveau, nemlig med denne klassiker … en Pesquera, selvfølgelig fra det fabelagtige vinområde Ribera del Duero.
Bodegaen Pesquera ejes af Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder. Takket være hans uafbrudte fokus på kvalitet, har han stort set hamret nye milepæle i den spanske vinhistorie, for hver eneste årgang han har fremstillet.
Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon- appellationen. Jeg har tidligere anmeldt en vin fra Condado de Haza her på bloggen … den var jeg bestemt begejstret for … og denne vin er bare endnu bedre.
Hele eventyret om Pesquera begyndte i 1972 da Alejandro Fernandez grundlagde vingården. Dengang lå det meste Ribera del Dueros vinindustri i ruiner, og mange vingårde modtog landbrugsstøtte til at omlægge deres dyrkning fra druer til f.eks. rødbeder.
Derfor kunne Alejandro Fernandez erhverve selv de allerbedste marker med urgamle vinstokke for en slik. I dag råder Pesquera-vingården over mere end 200 hektar af de fineste marker i Ribera del Duero, som leverer råmaterialet til nogle af Spaniens mest feterede vine og Pesquera er i dag et ikon for spansk vin i verdensklasse. Siden 1982, da Robert Parker udråbte Pesquera til “Spaniens Château Pétrus”, har Alejandro Fernández haft international succes.
Pesquera-vinene har nærmest ikke ændret stil siden vingårdens grundlæggelse. I vinenes ungdom byder de en imponerede fyrig kraft og koncentration, men det er først efter nogle års lagring, at de for alvor folder deres fulde pragt ud, og åbenbarer en silkeagtig elegance og en kolossal kompleksitet, som kan minde om de store Bordeauxvine.
Alejandro Fernándeznlaver alene 3 vine på Pesquera vingården, denne Pesquera Crianza, en Reserva samt selvfølgelig en Grand Reserva … helt efter normalt spansk kutyme. Denne vin har lagret på egetræsfade i 18 måneder. Vinen er en 2001 … og dermed skulle vinen nu kunne udfolde sig med mest mulig kompleksitet … og det er bestemt ganske sandfærdigt.
Duftmæssigt lidt animalsk, kostald, tonsvis af urter, muld og kælder, mørke bær, ristede noter, blommer og anis. Voldsom og kraftig i duften … lover noget stort. Smagsmæssigt bløde tanniner, integreret syre … lidt rosiner, svedsker og meget koncentreret. Vauw … dejligt efter den tynde Brunello. Man overraskes af den fine syre i vinen, som spiller flot sammen med den intense power.
Forhandles bl.a. hos Philipson Wine, hvor prisen er 199,95 kr. (ved køb af 12 stk.)