Næste vin på terrassen blev en vin med lidt mere varme … skyerne på himlen så i hvert fald ikke særligt sommeragtigt ud. Jeg havde derfor i vinkøleskabet fundet en Home Ranch Petite Sirah fra vinhuset Seghesio Family Vineyards, som selvfølgelig ligger i Sonoma, helt præcis i byen Healdsburg i Californien. Tænkte, at den måske kunne give lidt varme til vore spinkle mandekroppe.
Op til 1980’erne var familien Seghesio en af de helt store operatører på Californiens marked for bulkvine på købte druer, og fremstillede hvad der modsvarede 750.000 kasser temmelig ordinær vin om året. Dette ændrede sig dramatisk, da den unge generation med Peter og Ted Seghesio overtog styringen af ejendommen. De ville hellere fremstille verdensklassevin fra familiens egne vinmarker, som var blevet tilplantet af oldefar Edouardo Seghesio, som var emigrant fra Piemonte.
Familiens marker ligger i de bedste mikroklimaer i Sonoma, og de fleste af vinstokkene er de oprindelige, som oldefaren havde udplantet helt tilbage til 1890’erne! Peter & Ted overtalte resten af familien, og få år senere fremstillede de udelukkende vin fra egne druer, høstet fra tudsegamle vinstokke.
Den årlige produktion styrtdykkede til 30.000 kasser, men til gengæld er kvaliteten sublim. Seghesio regnes i dag for at være USA’s bedste Zinfandel-producent, og deres vine på Sangiovese og Petite Sirah er også helt i særklasse.
Seghesio ejer en rækker vinmarker, bl.a. Home Ranch, Rattlesnake & Sisters Vineyard på 77 hektar, River Road på 23 hektar, Lone Oak på 10 hektar, Cortina på 23 hektar, San Lorenzo på 13 hektar og endelig Keyhole Ranch på 29 hektar, dvs. samlede vinmarker på ikke mindre end 175 hektar.
Vinen her kommer fra Home Ranch marken. Home Ranch er familien Seghesios ældste mark. Det var Edoardo Seghesio selv, som stak vinstokkene i jorden i det herrens år 1895. Nu høster hans oldebørn frugten af de selv samme vinstokke. Udbyttet pr vinstok er knap en flaske. Vine fra Home Ranch-marken kendetegnes ved en ekstrem koncentration og kompleksitet. Home Ranch-marken yder den ultimative Petite Sirah-vin.
Petite Sirah har ikke noget at gøre med Syrah. Druen menes at være beslægtet med den sydfranske Durif, Petite Sirah giver ekstremt kraftfulde vine med masser af farve og garvesyre. Hvis man er til vine med pedal-to-the-metal-power, er Petite Sirah en drue, man bør skrive sig bag øret. Og er man til den bedst mulige Petite Sirah, bør man skrive sig Seghesios Home Ranch bag øret.
I glasset også en ganske mørk fætter … ser ud som om, at det med højoktan passer. Sort tjære? Duftmæssigt blommer, brombær, brændte vaniljetoner, lakridspiber, en anelse eukalyptus og sød tobak. Yammy for en power. Smagsmæssigt også mørk og cremet … fantastisk flot balance, og der er endnu syre, som kan give bare en smule modspil til kraften i vinen. Ellers lidt krydderier, lidt peber i smagen sammen med masser af mørk syltetøjfrugt, men det smager sgu ganske godt. Og jeg tror, at vi fik varmen. Sjov med sådan en vin lige efter en Dolcetto … som dag og nat, hvor denne klart repræsenterer natten.
Købt i Randers Vinhus, pris 325 kr.