Jeg var forleden til en dejlig aften med lidt gode vine og tilsvarende mad. Vi startede med 2 luksuschampagner og begge i den helt kæmpestore champagneårgang 2012.
Den første var Vintage 2012 Cuvée Victoire Gold fra G.H. Martel & Co og helt eksklusivt udgivet i en smuk guldflaske med en tilsvarende etiket og navnet Victoire … altså sejr.
G.H. Martel & Co ligger i Avenay Val d’Or … en lille by nogle få kilometer fra Epernay og er grundlagt tilbage i 1869 af familien Tabourin som et negociantfirma … altså et champagnehus, der alene laver vine fra druer opkøbt af andre vinavlere.
Tabourin familien nåede at drive firmaet i 110 år, men da den allersidste ejer André Tabourin døde i 1979 og der efterfølgende opstod problemer med arven, så blev champagnehuset købt af en den traditionsrig Rapeneau familie fra Champagne, nemlig af François og Bernard Rapeneau fra champagnehuset Ernest Rapeneau.
Ernest Rapeneau havde selv grundlagt sit champagnehus i Hautvillers i 1901, men havde gået på pension i 1965. Men hans sønner François og Bernard erhvervede aktiemajoriteten i G.H. Martel og gjorde G.H. Martel & Co til det primære selskab for deres aktiviteter i Champagne.
I porteføljen hos GH Martel gruppen indgår i dag flere mindre og spændende champagnehuse, der drives stort set uafhængigt af det store moderfirma. Det er fx champagnehuse som Charles Orban i Vallée de la Marne, P. Louis Martin i Montagne de Reims og Château de Bligny i Aube … alle recoltant manipulants aka huse, der kun laver vine fra egne vinmarker.
Med en årlig produktion på over 10 millioner flasker champagne er GH Martel gruppen blandt de 10 største producenter i Champagne og råder over 200 hektar egne vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar.
I dag styres det store foretagende, altså både den store GH Martel gruppe samt champagnehuset Ernest Rapeneau af Bernards yngste søn Christophe, som er uddannet ønolog og vinmager. Han får dog lidt hjælp fra hans storebror Jean-François, der er ansvarlig for salget.
Denne luksuscuvée Victoire Gold er lavet på 51% Chardonnay fra markerne Grand Cru Mesnil-sur-Oger og Chouilly i Côte de Blancs samt 49% Pinot Noir fra markerne Grand Cru Verzenay og Chamery i Montage de Reims.
De to druesorter er først vinificeret separat og Chardonnay druerne opnår en burgundisk kompleksitet ved 10 måneders lagring på små egetræsfade, mens Pinot Noir gærer og modner i ståltanke. Efter 11 måneder blendes og aftappes basisvinen med andengæring på flaske over ikke mindre end 8 1/4 år og en degorgering i november 2021.
Det er på mange måder en rigtig lækker champagne … har en meget moden duft, hvor der er masser af nødder, gærede noter, landlig og animalsk, har tørret abrikos, pærer, syltede citroner, er luftig, let samt meget intens.
Smagen er så blød, afbalanceret, moden og rund. Boblerne er tætte og afdæmpede. Men får denne følelse af, at det virkelig er en moden, elegant og vellagret vin, har et meget imødekommende brus, meget lækker med modne æbler, saftig lemon og syrlige citroner. Det er så cremet, mineralsk og man får tonsvis af kvalitet.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 749,95 kr., mens prisen på tilbud er 439,95 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 6/7