Vi skal også smage en lille Bordeaux fra Médoc halvøen og det blev denne vin fra Château Moulin Rompu, der drives af Michel Bouchier aka firmaet EARL Bouchier Michel et Fils.
Château Moulin Rompu er et af utallige vinslotte i Bordeaux og der findes også ret begrænsede oplysninger om slottet, men det er registreret i 1997 af EARL Bouchier Michel et Fils.
Det lille Médoc-slot har 7 hektar vinmarker nær flodmundingen Gironde og nogle af de store Cru Classé-slotte i Saint-Estèphe. Det er også derfra, denne vin kommer, lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot og slotsaftappet fra husets kældre.
Det er slet ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeres flittige vinblogger så bare direkte videre til smagsnoterne og allerede i glasset afslører vinen, at den ikke er helt ny med nogle lidt svagelige brune noter i kanten.
Duften er også moden, men slet ikke gammel på nogen måder, for der er noget klassisk Bordeaux over vinen med solbær, hindbær og masser af træ, både cigarkasser og jernbanesveller, lidt mentol og læder, lakrids, cafe latte og chokolade. Det er bestemt ikke fyldig samt opulent Bordeaux, men meget rank og frisk.
I munden er det også en lettere vin med en syrlig frugt, mest hindbær, lyse blommer og umodne kirsebær, meget grøn med en lidt dominerende syre, der tager kontrollen og ikke kigger på sin alder, men virker ungdommelig … ja næsten barnlig umoden. Tanninerne virker lidt på samme måde, unge, skarpe og tørre, så samlet er det bestemt en ungdommelig Bordeaux.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 114,95 kr.