Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, Østrig

Homesafe, 1 point i banken, peace of cake … var min første tanke, da jeg smagte denne vin. Tysk spätburgunder i høj, høj klasse. Imidlertid fik jeg ikke ret, da vinen kommer fra Østrig. Vinen er Weingut Markowitschs Pinot Noir Reserve fra 2009 … og sikke en fantastisk flaske vin.

Vingården ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsagligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende, hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Og siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri, en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Gerhard siger selv om vinfremstilling; “Er der muligt, at planlægge vine? Nej, for stor vin formes i det væsentlige af ting, som er uforklarligt og ufatteligt. Denne erkendelse har fra begyndelsen fascineret mig. Det er beslutninger fra ens indre, som fører til succesen. Spontanitet, glæde ved at eksperimentere, nysgerrighed, talent”.

“Jeg behøver her ikke nævne, hvor tvingende nødvendigt det grundlæggende arbejde er. Det ved alle, som interesser sig for vore vine, Vi stiler ikke kun efter finesse, men har også stor respekt for det grundlæggende håndværk. Uden intensiv kropslig indsats er det umuligt at danne grundlaget for udformning af den levende vin. Vindyrkning er og bliver et eventyr fuld af overraskelser og ændringer i køreplanen. Ingen spadseretur … men en vidunderlig rejse”.

Her har vi Markowitschs Pinot Noir Reserve … en vin, som i årgang 2006 på Restaurant Les Saveurs i St. Regis i Singapore med berømte vinanmeldere som Andrew Jefford, James Halliday og Allen Meadows vandt en blindsmagning som bedste Pinot Noir foran en Romanée Conti, som jo koster spidsen af en jetjager.

Nå, men her har vi vinen i en årgang 2009, hvor druerne kommer fra marken Scheibner, hvor undergrunden er leret og kalkholdig. Vinen har selvfølgelig ligget på barriques … 16 måneder på fransk eg.

Og hold nu op for en vin. I næsen ganske rustik med kostald, mødding, jord, mejeri … A38, hindbær, jordbær, lette krydderier, peber, ristede noter … hvor dufter den bare sindssygt godt. Det er lige mig … helt tysk i udtrykket. Smagen er hindbær, jordbær med lethed … næsten tæt på at være vandet, men det er den ingenlunde. Der er let sødme, elegance, jord, svampe og en behagelig syre i eftersmagen. Konge.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 449,95 kr. ved køb af 1 stk. og 350 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2013 Purple Cowboy Wines, Trail Boss Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Cowboy vin … og endda officiel vin for det professionelle Rodeo Cowboy’s Association. Yupiii Kayay Mother Fucker, som Bruce Willis ville ha’ sagt. Vinen hedder Trail Boss Cabernet Sauvignon og kommer fra vinhuset Purple Cowboy Wines.

Eller rettere sagt, så er det faktisk firmaet Canopy Management, som står bag vinen. Canopy er et vin- og markedsføringsfirma, som laver en lang række vine under forskellige brands.

Det handler meget om markedsføring, og husets brands har sjove navne som fx Wine-Sisterhood, Middle Sister, PromisQous, Monogamy, Deep Purple, Good Daughter, Slow Dancer, Haute Wines, Cowgirl Sisterhood, Whiskey Sister, Girl & Dragon, Lady La Femme samt Purple Cowboy.

Canopy Management er grundlagt af Terry Wheatley, som har en fortid hos både Trinchero Family Estates (Sutter Home Winery) og E&J Gallo. Hun har en lang række partnere i firmaet … de fleste også med en fortid indenfor den store vinbranche eller indenfor markedsføring.

Kerneværdien hos firmaet er kreativitet … hvilket kommer til udtryk ved oprettelsen af nye brands, som sker i et samarbejde mellem designere, fotografer, tegnere, forfattere og vineksperter. Derudover støtter firmaet også ofte gode formål som fx brystkræft … og har i det hele taget kvinder, som en væsentlig målgruppe for deres vine. Det fremgår også lidt af navnene på de forskellige brands.

Alle vine fra Canopy Management kommer fra gode appellationer i både Californien og i udlandet. Vinene laves af et panel af vinproducenter og vineksperter. Målet er at lave vine, som alle kan drikke og som giver value for money. Firmaet opkøber selv druer og vin fra en række vinavlere, både faste leverandører … men ofte også rester fra anerkendte producenter, som har vin i overskud, som ikke kan bruges i egenproduktionen.

Man kan vel kalde vinene fra Canopy Management for “designvine”. Vine, hvor den markedsføringsmæssige vinkel fylder en del. Men fylder den også mere end indholdet i flaskerne? Ja, det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.

Nå, men under brandet Purple Cowboy Wines laves der 3 vine, nemlig en Tenacious Red – et blend på Cabernet Sauvignon og Syrah, en Night Rider Merlot og så denne Trail Boss Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra marker i Paso Robles området i Californien … et gammelt cowboy område.

Og vinene i Purple Cowboy Wines er da også inspireret af en gruppe af cowboys, der arbejdede vinmarkerne i løbet af ugen og red rodeo i weekenden. De kunne lide at drikke mørke rødvin … hvilket ifølge legenden gjorde deres tænder lilla.

Nå, men lad os smage denne amerikanske Trail Boss, som i næsen har godt med tør jord, krydderbuske, grene, chokolade, sødme og læder, mens vi smagsmæssigt har tørhed, sødme, lakrids, blommer, solbær … faktisk godt læsset med frugt. Har en lidt flad og bolsjeagtig smag … men meget let og har godt med vanilje og sødme, som egentlig burde ha’ afsløret dens amerikanske ophav. Absolut en fin lille vin … trods fokus på design.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af AH Vine, pris 139 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Domaine Nicolas Rossignol, Volnay 1er Cru Clos des Angles, Bourgogne, Frankrig

Første rødvin … klassik fransk, spot-on til den franske menu. Min første vin var denne Volnay 1er Cru Clos des Angles fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, som har sin vingård få hundrede meter nord for den lille by Volnay. Vi er selvfølgelig i Côte de Beaune på Côte d’Or i Bourgogne.

Nicolas Rossignol er 5. generation i en familie af vinbønder i Volnay. Han er uddannet på ønologskolen Lycée Viticole i Beaune og har derudover arbejdet på familiens domæne Château Rossignol-Jeanniard i Volnay, hos Domaine Joseph Voillot i Volnay, på Domaine Boschendal i Stellenbosch i Sydafrika samt på Château Lafite Rothschild i Pauillac og hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.

Han grundlagde først sit eget domæne i 1997, hvor han købte 3 hektar vinmarker i kommunerne Volnay, Pommard, Beaune, Aloxe-Corton samt Pernand Vergelesses. De første forsøg med vinproduktionen inden opstarten lovede ikke godt. Nicolas gjorde ellers alt efter bogen, men det virkede bare ikke.

Han glemte derefter alt om sine ønologskolebøger og begyndte at implementere sine egne ideer i både mark og kælder. I 1997 grundlagde han sit domæne og lavede en årgang som vakte international opsigt. Denne fulgte han op med en fremragende årgang 1998, som blev lavet under meget svære betingelser. Så kom årgang 1999, og herefter var alle enige om, at Nicolas havde sat sig i en klar førerposition i Volnay. Han betegnes i dag som superstjernen i Volnay.

Volnay er Côte de Beaunes svar på Chambolle-Musigny. Det hører man ofte, og med god grund. Der er ikke mange steder i Côte de Beaune, hvor man producerer vine med samme charme, elegance og finesse, som i Volnay.

En af nøglerne til produktion af stor vin, mener Nicolas ligger i marken. Flere forskellige ting er vigtige for ham. Der skal høstes grønt flere gange i løbet af året. Mængden af blade skal kontrolleres, idet disse er medbestemmende for sukkerindholdet i druerne, og dermed også for om der skal chaptaliseres eller ej.

For Nicolas Rossignol er det vigtigste dog, at der maksimalt er fem drueklaser pr. vinstok. Dette sikrer en vin med den rette koncentration.

Nicolas Rossignol har i dag omkring 16 hektar vinmarker, hvorfra han laver omkring 30 forskellige vine. Han har en fremragende samling 1. Cru vinmarker i Volnay og Pommard. I Pommard har han Chanlins og Jarolières og i Volnay har han Fremiet, Ronceret, Caillerets, Santenots, Chevret og Clos des Angles, og det er netop fra sidstnævnte 1. Cru mark, at denne vin kommer.

I Pommard har Nicolas også overtaget marken Crenilles fra hans familie. Den har bl.a. vinstokke fra 1922 plantet af Nicolas’ tip-oldefar.

Nå, men druerne til denne kommer som nævnt fra 1. Cru marken Clos des Angles, som ligger lige imellem markerne Clos de la barre og Clos des Ducs, og med vinstokke, hvor nogle er 65 år og hvor en del er lidt yngre, ca. 15 til 20 år. Jorden er en blanding af brun-grå ler og kridt med små hvide sten, som holder en smule på varmen om natten. Vinen er fremstillet med forholdsvis kort maceration på 4 dage, og lagrer derefter 18 måneder på eg.

Duftmæssigt er meget stringent og koldt indtryk … multo elegant. Der er røg, parfume, bitre kirsebær, hindbær, men også lidt mørkere bær … næsten en svag blommesaft i kombination med et animalsk udtryk, som dog kræver, at vinen slynges godt for at frigøre alle aromaer. Men den er der … den animalske duft, som vi godt kan lide.

I munden er vinen blød og behagelig … der er et syrligt kick med bitre kirsebær og grønne blade, men det bliver aldrig for meget eller for syrligt. God renhed, fornemmer også lidt kalk og mineraler og samtidig et krydret strejf. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Theis Vine en-primeur, hvor prisen var 449,95 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Grans-Fassian, Trittenheimer Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Weingut Grans-Fassian er bosiddende ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste. Og han står bag vinaftenens første vin, en Trittenheimer Riesling Kabinett, som Jan har valgt skal følge lidt foie gras … klogt valg.

Weingut Grans-Fassian er grundlagt i 1624, men drives i dag af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982. Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 10 hektar.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg. Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Trittenheimer Riesling Kabinett kommer fra marken Trittenheim Altärchen, og altså ikke Grosses Gewächs marken Trittenheimer Apotheke. Marken har en syd-sydvest vendt hældning på 48% og en jordbund af skifer, der er med til at holde på varmen. Det giver i kombination med den gode solintensitet en lang og balanceret modningsperiode.

Vinen er lavet med 8 ugers kølig gæring og herefter 3 måneders lagring sur lie i ståltank.

Duftmæssigt let petroleum, fersk svinekød, en smule hyld, ananas og let røg … ganske indbydende. Smagen er som en Kabinett meget sød med nødder, honning samt en rigtig flot balance. Meget behagelig vin. Da den blev indtaget sammen med foie gras kom syren mere frem, så det var faktisk et perfekt match.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Bichel Vine, pris 159,75 kr.

Rating 5/7 

2011 Bodegas Habla, Habla No 12 Syrah, Extremadura, Spanien

Vi sluttede med en gammel kending … en vin, som jeg har smagt nogle gange. Vi er hos Bodegas Habla, et topmoderne vineri, som ligger udenfor byen Trujillo i vinområdet Extremadura. Og huset giver deres topvine numre, og denne Syrah baserede vin har nummer 12.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i år 2000 af Juan Tirado Agudo og José Civantos. De havde igennem otte år drøftet projektet, og havde drøftet, hvor vingården skulle ligge. Valget faldt på et stykke jord på 200 hektar i Trujillo og her opførte de et state-of-the-art moderne vineri, hvor de kan kombinere en fuldstændig organisk, manuel proces i vinfremstillingen med ny og banebrydende teknologi.

Fx er de 200 hektar vinmarker opdelt i ikke mindre end 64 små parceller, hvoraf hver parcel i gennemsnit leverer druer til 468 flasker. De enkelte parceller dyrkes naturligvis separat, alt efter deres individuelle messoklima som overvåges nøje, dels af de 40 fastansatte markarbejdere, dels via en satellit.

Markedsføringsmæssigt skiller Bodegas Habla sig også ud, bl.a. med brugen af fortløbende numre på vinene, ikoniske etiketter og brug af anderledes flasker til husets topvin på Syrah, her blot kaldt No 12 i 2011 udgaven. Huset laver to topvine, denne på Syrah samt en søster på Tempranillo. Derudover laves der to “mindre” vine, nemlig Habla del silencio og Habla de la tierra. Der produceres 150.000 flasker pr. år på bodegaen.

Vinmager på Bodegas Habla er den unge, smukke Mercedes Suarez Gonzalez, som har været på Habla siden hendes uddannelse på Universidad de Salamanca.

Ved siden af det ultramoderne vineri har Tirado og hans familie bygget Dehesa la Torrecilla … en stor farm, som også anvendes til private arrangementer, bryllupper eller fødselsdag. Derudover har Juan også opdræt af kvæg samt heste.

Nå, men denne vin er 100% Syrah og har ligget 12 mdr. på franske fade. Og der er saft og kraft i den hypede vin. Det er krydderbuske, sol, eg, søde fade, vanilje, mango og lakrids. Der er også noget ganske animalsk med mejeri, yoghurt, sure sokker og bacon … og associationer til Rhône strejfer også én. Og kraften fortsætter i smagen, godt med intensitet, blødt, blidt, cremet med solbær, blåbær, peber, engelsk lakrids, blæk, sød lakrids, hvid peber, sødme, god balance, tydelige … med tøjlede tanniner, tørhed. Har en voldsom frugt. Vin på steroider, men på en god måde.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 275 kr.

Rating 5,5/7   

2011 Bernard Magrez, Paciencia, Toro, Spanien

I det spansk raid skulle vi selvfølgelig også omkring legendariske storkøbmand Bernard Magrez, som Vinspecialisten har tonsvis af vine fra. Og han er såmænd også i Spanien, hvor han producerer denne Tempranillo baserede vin Paciencia, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2005.

Dengang var jeg begejstret for vinen, men dette er ingenlunde tilfældet med denne 2011’er. Ja, faktisk var jeg sikker på, at den var dårlig, så de flinke folk hos Vinspecialisten hev hurtigt proppen af en ny. En anelse bedre, men helt godt er det faktisk ikke.

Og så er vinen her i årgang 2011 endda Sélectionné par Joël Robuchon, som der står på etiketten, altså udvalgt af Joël Robuchon. Og han er en verdenskendt fransk kok og restauratør. Joël ejer restauranter i Bangkok, Bordeaux, Hong Kong, Las Vegas, London, Macau, Monaco, Paris, Singapore, Taipei og Tokyo … og har samlet 25 Michelin stjerner. Det er også en verdensrekord.

Paciencia produceres i det spanske vinområde Toro, som er et yderst barsk område, hvor der har været lavet vin siden romertiden. Vinene var yderst anerkendte op gennem middelalderen, og ligesom Rioja oplevede området en opblomstring, da phylloxera ramte de franske vindistrikter i slutningen af det 19. århundrede.

De franske vinbønder søgte lykken på den anden side af Pyrenæerne, og med sig tog de en yderst udviklet vinkultur, der i høj grad bidrog til de spanske vindistrikters udvikling. Samtidig var der mangel på vin i Frankrig, hvilket satte gang i eksporten såvel i Toro som i en række andre spanske og italienske vindistrikter. I 1987 fik Toro efter 12 års kamp sin DO-status, og i dag hører området uomtvisteligt blandt Spaniens bedste.

Druerne til Paciencia hentes fra husets 4,4 hektar store vinmark, hvor udbyttet – hvilket ikke er usædvanligt for distriktet – ligger helt nede på 20-30 hektoliter pr. hektar.  Dette skyldes den næringsfattige jord, hvis sammensætning af sand, sten og meget lidt ler, gør det svært at gemme vandet i det i forvejen meget tørre område. Derfor har man også en meget lav beplantningstæthed (1.000 stokke pr. hektar), hvor stokkene dagligt kæmper for overlevelse i sommerperioden.

Druerne afstilkes i hånden, inden de yderligere håndsorteres. Efter presning ligger mosten under temperaturkontrol med udvidet skindkontakt, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Denne foregår for 2/3 af vinens vedkommende på egetræsfade og for 1/3 vedkommende på rustfrie ståltanke. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, sammenstikkes vinen og lægges på nye franske egetræsfade, hvor den malolaktisk gæring finder sted, og vinen efterfølgende også lagrer.

Og 2011’eren her er markant anderledes end 2005’eren. Næsen er gammel og skæv, meget mulle … indelukket og indeholder slet ikke de noter, som jeg havde for 2005’eren. Smagen er dog bedre end duften, for den er egentlig okay blød. Der er lidt kastanjer, solbær og let syrlighed. Virker dog slet ikke i balance … så her står jeg sgu af. Så det bliver 2 til Toro.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 2/7 

2012 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Roble, Ribera del Duero, Spanien

Næste vin blev denne Montelaguna Roble fra vinhuset Dehesa Valdelaguna, som holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer. Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer.

Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle. Markarbejdes styres af Rafa Asenjo.

De to venner laver i alt 3 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna, helt klassisk spansk med en Roble, en Crianza samt en Seleccion. Roble betyder eg, og udtrykket bruges i Spanien om vine, der har lagret på eg i en kortere periode … og ikke længe nok til at kalde sig Crianza.

Vinhuset laver årligt 60.000 flasker vin.

Denne Roble er laved med 20 dages maceratiion, hvorefter den gæres ud på betontanke og lægges på brugte egetræsfade af fransk, amerikansk og slovensk egetræ. Her lagrer vinen 6 måneder, mens den gennemgår sin malolaktiske gæring. Til sidst filtreres vinen, inden den tappes på flaske.

Duftmæssigt har jeg noteret mig lakrids, blåbær, vanilje, cigaræsker og chokolade. Godt med kraft. I munden er der mælkechokolade, fylde … godt med koncentreret frugt, blåbær, solbær med en let syrlighed og tydelige tanniner i eftersmagen.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 4/7 

2013 Vins del Massis, Macizo, Catalonien, Spanien

Næste vin Macizo er “storesøster” til Massis, og samtidig Vins del Massis’ topvin, lavet på samme måde … blot med lige halvdel af hver af de to druer, dvs. 50% Grenache Blanc og 50% Xarel-Lo.

Xarel-Lo er en hvidvinsdrue, der er udbredt i det nordøstlige Spanien og især bruges til cava – sammen med druerne Parellada og Macabeo. Vine på Xarel·Lo er typisk mere krydrede og mere aromatiske end fx de to andre Cava druer.

Druen er også kendt under en række andre navne, nemlig Cartoixa, Cartuja, Cartuxa, Moll, Pansa, Pansa Blanca, Pansal, Pansalat, Pansalet, Pansar, Pensal, Prensa Branco, Vinate, Vinyater, Xarell-Lo, Xarello og Xarelo Blanco.

Macizo del Garraf … som vel kan oversættes til bjergmassivet Garraf … har givet navn til vinen. Garraf bjerget ligger i Cordillera Litoral Catalana i vinområdet Penedès. Halvdelen af druerne til vinen kommer netop fra området ved Garraf bjerget, mens den anden halvdel kommer fra et område udenfor Penedès.

Derfor er vinen heller ikke en DO Penedès, men blot en vin fra Catalonien, som jo ellers også huser andre kendte appellationer som Montsant, Priorat, Cava, Pla de Bages … blot for at nævne nogle få.

Vinene fra Vins del Massis laves også nær Macizo del Garraf, nemlig i byen Olesa de Bonesvalls, hvor vinhuset har indrettet sig i en gammel stenbygning, som tidligere har huset en smedje og ganske belejligt har en stor kælder til lagring af vinene. Faktisk med ideelle betingelser …både temperatur og luftfugtighed.

Og i marken er man også meget omhyggelig og høster meget lave udbytter, helt nede på 1 kg. pr. vinstok. Der bruges ikke pesticider, men alene svovl og kobbersulfat til bekæmpelse af skadedyr.

Vinen er lavet med maceration på 24 timer, hvorefter vinen lagrer på egetræsfade i op til 7 måneder.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme boldgade som foregående vin, dvs. lidt smør, fedme, kvæde, eg, let abrikos .. men her mere rank og mere mineralsk. Der er også lidt grønne noter og lidt appelsin. I munden går mineraliteten også tydelig igennem og er fint letkrydret på bagerste del af tungen. Let fylde, fin rank … en tand bedre end lillesøsteren.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 190 kr.

Rating 5/7 

2013 Vins del Massis, Massis, Catalonien, Spanien

Torsdag stod på spansk sellection smagning i den nærliggende Vinspecialist, og første vin blev en herlig hvidvin, nemlig denne Massis fra vinhuset Vins del Massis, et lille sideprojekt for Benjamin Romeo, som til dagligt driver Vinos de Benjamín Romeo, også kaldet Bodega Contador.

Bodegas Contador har vi tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, nemlig da vi smagte hans Predicador Tinto fra Rioja området.

Projektet Vins del Massis blev grundlagt, da Belen Sanchez inviterede Benjamin Romeo og hans assisterende vinmager Fernandez Bengoa Francisco Jose en tur til sin føderegion i Massis del Garraf for at vise dem det, hun følte var et enormt uforløst potentiale for produktion af hvidvine i verdensklasse.

Egentlig blev både Benjamin og Fernandez overbevist under deres første besøg, men der skulle gå yderligere to år med at finde de rigtige parceller, inden de i 2008 for alvor gik i gang. Idéen var fra begyndelsen at benytte sig af de lokale druer, hvor man ville kombinere fylden fra Grenache med syren fra Xarel-Lo.

Denne Massis er lavet på 47% Grenache Blanc, 48% Xarel-Lo samt 5% Malvasia. Xarel-Lo druerne kommer fra tre parceller, nemlig El Pou og El Badell, som ligger i landsbyen Olesa de Boneswall, og La Vinya Petite, som ligger med sine ca. 80 år gamle stokke lige oven for byen på nogle af områdets højest beliggende vinmarker. Grenache druerne til vinen kommer fra en lille parcel ved navn Terra Alta, som består af seks nord/ nordøstvendte terrasser.

Jordbunden er primært kalk, hvilket fungerer som en stor svamp, der holder på regnvandet, når det er nødvendigt, og afgiver det igen, når det er påkrævet. På den måde er der en konstant optimal regulering af væde til vinstokken.

Vinen er lavet ved, at klaserne afstilkes og presses, inden mosten kommer på tanke, hvor den gennemgår den alkoholiske gæring. Efterfølgende lægges vinen på 50% nye franske egetræsfade hvor den gennemgår den malolaktiske gæring under den syv måneder lange lagring. Afslutningsvist klares, filtreres og tappes vinen på flaske.

I næsen er der smør, fedme, kvæde, eg, let abrikos samt en lidt støvet og tørt udtryk. I munden er vinen fed i udtrykket, men alligevel med et stenet og mineralsk udtryk, krydret og med blomster. Jan fra Vinspecialisten nævnte, at den kunne virke lidt sherryagtig, og det kan jeg måske følge ham lidt i. Vinen er ganske charmerende.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 145 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Camden Park Wines, Shiraz, South Australia, Australien

Hva’ fanden … nu er der sgu igen kreaturer på etiketten. Denne gang en stor, fed præmietyr … på en australsk Shirazzzzz fra vinhuset, som kalder sig Camden Park, og ellers på etiketten skriver No Bull since 1820. Det giver sgu faktisk ikke meget mening.

På vinhusets hjemmeside, hvor oplysningerne om vinhuset er ganske sparsommelige, står der ord som Sharp choice, Memorable, Well fleshed out, Full bodied, Earthy, Noble pedigree, Has legs, Nice finish, Speaks volumes, Well rounded samt Great structure and backbone.

Hvis det er vinen, som de snakker om … og det gætter jeg på frem for tyren … så er det ærlig talt at tage munden fuld … også for fuld. Men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.

Der er som nævnt ikke mange oplysninger om vinhuset, udover det er opkaldt efter én af pionererne i australsk vinhistorie, nemlig John Macarthur, som grundlagde den første kommercielle vingård i området tæt på Sydney i den lille by Elderslie ved Camden.

John Macarthur plantede de første vinstokke i dette område ved floden Nepean i 1817 og byggede også familiens residens, nemlig det store gods Camden Park House.

Macaerthur grundlagde også blomsterparken Camden Park Garden i 1820 og var i det hele taget en ihærdig mand. Han startede en større produktion af får i Australien. Han var et af de første medlemmer af den lovgivende forsamling i området og var også med i grundlæggelsen af Bank of Australia samt Australian Agricultural Company, som siden 1824 har været en af verdens førende udbyder af kvæg, oksekød og landbrugsprodukter.

Ja, så kom tyren sgu på banen igen. Han var faktisk så berømt, at hans ansigt også var på Australiens gamle to dollar seddel.

I dag er det meste af Macarthurs ejendom overtaget af staten, men selve Camden Park House med omkring 388 hektar jord ejes fortsat af Macarthurs efterkommere. Produktionen består i dag primært af malkekvæg med en produktion på over 2 millioner liter mælk om året samt en kyllingefarm med en produktion på omkring 450.000 kyllinger om året.

Så er der det med vinproduktionen. Er det en del af Macarthurs efterkommere, som står bag denne vin? Ja, det kan jeg ærligt talt ikke sige noget om, for der findes ikke rigtigt nogle oplysninger om vinhuset. Det kan dermed være en vin fra Macarthurs efterkommere, altså fra den gamle Camden Park ejendom … eller en masseproduceret vin til brug i supermarkederne.

Søger man på nettet efter produktnavnet Camden Park, så er det registreret til en Bernard Yves Adrien Fontannaz, som er bosiddende i Sydafrika og ejer en række forskellige brands indenfor vin. Det ser ud som om, at det er firmaet Origin Wine, som står bag vinen. Det holder til i Stellenbosch i Sydafrika, men er verdensomspændende.

Og på nettet kan man også finde en Camden Park Malbec – med samme etikette med tyren – lavet af Mendoza Vineyards Sa i Argentina. I Argentina hedder vinhuset også Noble Pedrigri, men etiketterne er fuldstændig lig med de australske.

Hmmm … så langt så godt. Påstanden om en supermarkedsvin produceret i store mængder ser ud til at holde vand. Og vil også vædde en tier på, at druerne til denne australske Shiraz ikke kommer fra området omkring Elderslie og Camden Park.

Nå, men til mine smagsnoter, som er lavet inden jeg begyndte at undersøge, hvilket vinhus vinen kommer fra. Og jeg er langt fra begejstret. I næsen er vinen meget neutral, virker lidt tilproppet, men det kan ikke være tilfældet, da der er skruelåg på flasken. Der er meget svag bærduft, svage krydderier og en lidt medicinsk note … giver ikke ret meget i næsen.

Smagsmæssigt virker vinen lidt jernholdig, peber er der – trods Shiraz druen – ikke meget af, og i det hele taget savner vinen smag. Virker meget flad og uden kraft. Sjasket kan man kalde den. Trist. Kedelig som et par hullede sokker.

Købt i Brugsen, hvor den (selvfølgelig) fås på bud til 40 kr.

Rating 1/7