Også her en monstergod vin, fortsat på farmands ynglingsdrue. En vin, som udover duft og rankhed også besad en smule sødme og rundhed. Det er bare i orden det her, og den kan da vist nemt hældes indenbords.
Hvem medbragte vinen: Jan
2004 Bodegas Arzuaga Navarro, Reserva, Ribera del Duero, Spanien
Så gik vi over i de møkere sager, og med lidt mere krydderi, men fortsat med stor balance og en smule sødme. Vi har tidligere smagt fra samme vinhus, men blot deres crianza fra 2006. Dette her er bare endnu bedre. Flot.
Hvem medbragte vinen: Steffen
2004 Golan Heights Winery, Yarden Syrah, Israel
For pokker, der blev vi snydt. En vin fra Israel, men det smager sgu da helt godt det her. Et klart bevis for, at Israel godt kan lave god vin. Syrah’en var måske tydelig nok, men gættene på landet … langt fra.
Hvem medbragte vinen: Paul
2008 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal
Så kom der endnu en mastodont god vin, og igen svært at placere. Der er power, men også finnesse. Ihh, hvor kan jeg dog godt li’ denne vin. Mere af den. Det var også en vin, hvor slatterne hurtigt blev drukket. Det er jo altid et godt tegn på, at vinen er et hit. Respekt Paul for dette valg.
Hvem medbragte vinen: Paul
2006 Weingut Knipser, Cuvée X, Pfalz, Tyskland
Også en af de svære, selvom den lange slanke flaske burde have bragt os på sporet. Den smager dog slet ikke af tysk vin, nærmere af noget fransk, måske lidt Bordeaux i stilen. Den er da også lavet på cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot … hvor anti-tysk. Jeg gættede selv på Italien pga. en smule sødme, men boy hvor blev vi snydt. En rigtig spændende vin, men måske lidt sværrere tilgængelig end hovedparten af de øvrige vine denne aften.
Hvem medbragte vinen: Jan
2008 Quinta Sardonia, QS2, Castilla y León, Spanien
Ribera del Duero mesteren (Peter Sisseck) står bag vinen, som er andenvinen på denne vingård, som ligger i Sardon del Duero. Det er vino tinto (tempranillo), og masser af det, og ihhhh hvor jeg synes det er godt. Den adskiller sig … set i mit objektiv … ved at have en smule rankhed over sig. Det synes jeg klæder tempranillo druen rigtigt godt. Yammy.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
2008 Edmeades, Mendocino County Zinfandel, Californien, USA
Aftenens sidste vin, og igen “over there” fra USA. Flot vin, der er hestekræfter i denne vin, men på en meget behagelig måde pga. zinfandel druen. Det er sgu god stil, og ikke noget af sige til, at vinene fra USA er populære. Tak for denne oplevelse Steffen.
Hvem medbragte vinen: Steffen
Châteauneuf-du-Pape 2007 smagning
Jan og Ulrik havde indgået et joint-venture, nemlig smidt hver deres beholdning af 2007 Chateauneuf-du-Pape’r ind i en pulje og afholdte den 22. januar 2011 en vinaften med god vinvenner af huset. I alt 9 vinelskere deltog i denne specialsmagning, hvor vi kæmpede os igennem 19 chateauneuf’er.
Som bekendt er 2007 én af de bedste årgange i Chateauneuf-du-Pape, og i hvert fald bedste årgang siden 1998. Det har også fået priserne på de gode Chateauneuf-du-Pape’r fra 2007 til at eksplodere.
Robert Parker, verdens mest indflydelsesrige vin kritiker, er en stor fan af 2007 årgangen i Chateauneuf-du-Pape. Faktisk er han registreret for at sige, “Fra top til bund; det er den største årgang, jeg nogensinde har smagt i noget vindyrkningsområde.”
Om én af aftenens vine har samme Parker udtalt; ”I have tasted it three times from bottle. On two of the three times I thought it was the single greatest red wine I have ever tasted. The third time it was merely perfect”.
Her kommer resultatet fra aftenens smagning:
Domaine Font de Michelle Chateauneuf du Pape Blanc
Vi startede smagningen med en hvid chateauneuf. Meningerne om denne vin var delte. Meget let mente nogle. Vi endte med at give følgende point: 82-90 point, gns. 86,7 point
Pierre André, Chateauneuf-du-Pape
Første rødvin, siden 1980 har domænet været biologisk – som det første domæne i Chateauneuf du Pape. Siden 1992 har domænet været certificeret biodynamisk. En rigtig behagelig overraskelse.
90-92 point, gns. 91,0 point.
Chateau Fortia, Chateauneuf-du-Pape, Cuvée du Baron
Så kom turen til det traditionsrige Chateau Fortia, som dog langtfra har fordums styrke. Det er den gamle baron Le Roys efterkommere, der ejer Chateau Fortia i dag. Pierre Pastre ægtefælle til Le Roys barnebarn Chantal, har siden 2004 været manager.
87-90 point, gns. 88,8 point (Parker 85 point)
Domaine de l’Harmas, Châteauneuf du Pape
En vin, som kom ekstra ind i smageprogrammet, skænket af Gert. En mindre producent, da domænet alene har 3,3 ha i Chateauneuf du Pape, hvoraf den del endda sælges til negociant.
87-94 point, gns. 89,0 point (Parker 87-89 point)
Clos du Mont-Olivet, Chateauneuf du Pape
En vin, som de fleste kunne lide. Flere kaldte det en rigtig “ostevin”. God duft synes flere. Philippe Cambie er rådgiver for domænet. Generelt var vi lidt mere fedtede med pointene end Parker.
89-92 point, gns. 90,5 point (Parker 92 point)
Domaine de la Cote de l’Ange, Chateauneuf-du-Pape
En markant anderledes duft end de øvrige vine. Flere karakteriserede det som en landlig duft, en meget animalsk duft. En dejlig vin, men også en vin, som delte vandene lidt.
88-95 point, gns. 91,5 point (Parker 91 point)
Domaine de Marcoux Chateauneuf du Pape
Vi bevægede os nu lidt op på skalaen. Denne klassiske Marcoux fik ord med på vejen som “Fransk Brie”, forrygende duft, fantastisk smag.
92-95 point, gns. 93,7 point ( Parker 94 point)
Chateau de Beaucastel Chateauneuf du Pape
3. smagesæt (vi tog vinene tre ad gangen) blev et af aftenens højdepunkter indenfor de klassiske vine fra området. Vi startede som fyr og flamme med denne Chateau de Beaucastel. Gudedrik, og fantastisk smag.
94-97 point, gns. 95,5 point (Parker 96 point)
Clos des Papes, Chateuneuf du Pape
En af aftenens store øjeblikke, set fra min stol. Var blevet advaret om, at vinen pt. var lukket, og burde gemmes 5-10 år. Det synes jeg nu ikke. Det var en stor oplevelse af duft, balance og stor vin. Jeg var selv oppe med 98 point. En af mine favoritter denne aften. Den fik også ord med som “super behagelig”, fantastisk, fremragende.
94-99 point, gns. 97,5 point (Parker 99+ point)
Domaine du Vieux Télégraphe, La Grau
Ligeledes en af aftenens højdepunkter, og en vin, som flere af os var oppe og ringe over. Det smager dælme bare godt. Det er en vin, som altid overrasker positivt, og super dejlig nydelse.
96-100 point, gns. 97,8 point (Parker 96+ point)
Domaine du Vieux Lazaret, Chateauneuf du Pape
I 4. sæt fortsat en klassisk chateauneuf fra et ældre domæne. Faktisk går navnet tilbage til 1600-tallet, hvor en munkeorden The Lazarists opholdt sig i Chateauneuf du Pape, og tog sig af syge og trængende. Pesten i 1720 kostede 1/3 af indbyggerne livet. Herefter henfaldt bygningerne nærmest i ruin. De nuværende bygninger ligger på samme sted som munkenes hospice, deraf navnet Vieux Lazaret. Vinen en smule mere skarp end de foregående, men fortsat en fornuftig chateauneuf.
89-95 point, gns. 92,0 (Parker 90-92 point)
Domaine la Roquete, Chateauneuf-du-Pape
God duft, svag smag mente nogle. Vi er ovre i en mere moderne stil, og en vin, som alene blev højt vurderet af en enkelt, som fandt hele 97 point frem. Ellers var der ikke så store lovord fremme om denne vin. Dette endda til trods for, at vinen jo er lavet af Daniel og Frederic Brunier, som jo også laver Vieux Telegraphe, som vi alle var så vilde med.
90-97 point, gns. 91,8 point (Parker 90-93 point)
Chateau la Nerthe, Chateauneuf-du-Pape
Sidste vin i 4. smagesæt var et af de gamle domæner, nemlig Chateau La Nerthe. Det er ikke almindeligt i Chateauneuf du Pape, at man taler om Chateau, men i dette tilfælde er det meget berettiget. Det er den smukkeste ejendom i området. Opførelsen startede i 1736. Bygherren, den daværende ejer, var Tulle de Villefranche. Dennes familie havde ejet stedet siden 1500-tallet, hvor det kaldtes Grange de Beauvenir. I 1559 blev det overdraget til et medlem af familien Pierre de la Nerthe, efter hvem stedet har sit nuværende navn. En vin, som rigtig mange kunne li’ denne aften, og en generel god chateauneuf.
91-98 point, gns. 94,3 point (Parker 93 point)
Domaine Clos Saint Jean, Châteauneuf du Pape
Et af mine ynglingsdomæner fra Caheteauneuf du Pape, og et hus, som virkelig har haft vind i sejlene i de seneste år, bl.a. på grund høje Parker point, specielt deres specialcuvéer, som alle 3 i 2007 fik 100 point. Her smagte vi først deres almindelig cuvé, og det var en vin, som faldt i alles smag. Faktisk lå vores gennemsnit på denne vin over Parkers vurdering.
93-96 point, gns. 95,3 point (Parker 94 point)
Domaine de la Charbonnière Chateauneuf du Pape Cuvée Vieilles Vignes
Utrolig duft, utrolig smag var nogle af de ting, som blev sagt om denne Cuvée Vieilles Vignes (gamle vinstokke), og det er også en vin, som langsomt vinder ind på en. I 5. smagesæt var den imidlertid oppe imod nogle krasbørstige hunde, og der står den måske ikke helt distancen, selvom enkelte på dette tidspunkt var ganske imponerede af denne vin.
91-98 point, gns. 95,0 (Parker 94 point)
Domaine Clos Saint Jean, La Combe des Fous
Så kom aftenens første 100 Parker point vin, og hvilken kraft. Det kan godt smage, at der er power i denne vin, og efter min smag bliver det måske endda for meget power, og det kan godt virke overvældende. 100 point vil jeg ikke give den, men endte alligevel på 98 point.
98-100 point, gns. 98,8 point (Parker 100 point)
Domaine des Sénéchaux Chateauneuf-du-Pape
Domænet blev i december 2006 købt af Jean-Michel Cazes, ejeren af 5. cru slottet af samme navn i Bordeaux. Som Jean Charles Cazes siger, så er målet ikke at lave en blockbuster Bordeaux vin i hjertet af Rhône, men derimod en stor og klassisk Châteauneuf-du-Pape. Meningerne om denne vin var også lidt delte, og den fik da også mellem 90 og 96 point.
90-96 point, gns. 93,5 point (Parker 94 point)
Domaine de la Charbonnière Les Hautes Brusquières Cuvée Spéciale
Nu begynder kommentarerne på de vinkyndiges smageskemaer langsomt at blive mere ulæselige. Læsbare noter siger dog noget i stil med; sødme, fin, god smag.
94-96 point, gns. 95,7 point (Parker 95 point)
Domaine Clos Saint Jean, Deus ex Machina
Aftenens sidste vin, og hvilken én. Det er denne vin, som Parker udtalte sig så rosende om. ”I have tasted it three times from bottle. On two of the three times I thought it was the single greatest red wine I have ever tasted. The third time it was merely perfect”. Vinen splitter mig imidlertid lidt, idet det er en voldsom sag. Det kan smages, at det er en fantastisk vin, ingen tvivl om det, men den kan næsten blive for meget. Den er hundedyr, og skulle jeg igen bruge sådanne penge, så satte jeg nok mine penge på vinene fra 3. sæt. Jeg hoster dog uden problemer selv op med 98 point.
98-100 point, gns. 99,0 (Parker 100 point)
Ekstranummer; Camille Cayran, Chateauneuf du Pape 2007
´
Ja, vin nummer 20 fra den store 2007-årgang i Chateauneuf du Pape skulle vi da lige have, da vinsmagningen var færdig !!! Generøst stænket af Keeper, men på dette fremskredne tidspunkt er der ingen noter eller point noteret om vinen.
Det var alt i alt en særdeles fornøjelig og festlig vinaften.
Lidt flere fotos fra aftenen: