Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.
Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug, men sideløbende med det puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.
Projektet fik navnet “Pingus” som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.
Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var “den største unge rødvin jeg nogensinde har smagt fra Spanien”, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.
Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, og det gælder også for denne Flor de Pingus, som Parker i denne årgang 2008 har givet 92 point. Flor de Pingus er andenvinen, som er til at købe for menneskepenge, og som vi – i flere dage op til vores lille vinaften – havde glædet os til at smage.
Proppen af … bare den intense mørke duft fra proppen lover godt. Der er saft og kraft i denne vin. I glasset en meget mørk vin. Der er solbær, ja mørk frugt i det hele taget, der er sol, blommer, champignon, kaffe. Ihhh, hvor jeg elsker, når en vin kan frembringe mange forskellige duftindtryk. Tror også, at det er noget med, at man giver sig god tid, lukker øjene og prøver at fornemme vinen.
Smagsmæssigt også en meget fyldig vin, intens og fin balance. Bliver ved med at smage langt ned i halsen, og viser rundhed. En meget rolig vin. Smager rigtigt dejligt … men ved ikke, havde måske forventet noget mere. Jeg har for en del år siden vinen, og der var jeg meget imponeret. Måske mine forventninger denne gang bare har været for høje? Nå, men det smager altså rigtigt godt, og det skal ingen tage fra vinen, så thumbs op.
Prisen på vinen inkl. forsendelse ligger lige omkring 800 kr.
Sidste vin fra Steffen blev denne lille charmetrold fra Rhône området, nemlig Domaine de Poulvarel i Costières de Nîmes.
Tid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto). I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet. I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.
Næste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Aftenen blev sluttet af med en shiraz fra Australien, en powerful sag, som har ligget i mit køleskab i en 4-5 år, nemlig Kilikanoon Covenant Shiraz fra vinmager Kevin Mitchell. Kevin købte Kilikanoon i Clare Valley i Australien tilbage i 1997 og i 1998 kom de første vine på markedet. 2.000 kasser blev det til og det er siden vokset til over 65.000 kasser vin fordelt på over 25 forskellige vine. Kevin Mitchel har en lang og velanskrevet vinøs karriere bag sig, som winemaker hos bl.a. d’ Arenberg, Orlando og BRL Hardy i Australien samt Kendal Jackson og Willamette Valley i USA.
Aftenens 6. vin og 3. italienske vin blev… for mig … helt klart aftenens højdepunkt, hvilket også kan aflæses af mine noter, som på denne vin var langt mere fyldige. Der er simpelthen rigtigt mange nuancer i denne vin. Nå, men vinen er fra den nordlige del af Italien, nemlig Alto Adige … eller Sydtyrol.
5. vin på vores lille bestyrelsesmøde blev også en vin, som har opnået de maksimale 3 glas i Gambero Roso, nemlig fra vinfirmaet Librandi fra Calabrien … et vinfirma, som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Denne vin er imidlertid deres højt roste Gravello, som er lavet på 60% Gaglioppo og 40% Cabernet Sauvignon.
Med næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.
Næste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.