Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.
Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug, men sideløbende med det puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.
Projektet fik navnet “Pingus” som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født.
Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var “den største unge rødvin jeg nogensinde har smagt fra Spanien”, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.
Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, og det gælder også for denne Flor de Pingus, som Parker i denne årgang 2008 har givet 92 point. Flor de Pingus er andenvinen, som er til at købe for menneskepenge, og som vi – i flere dage op til vores lille vinaften – havde glædet os til at smage.
Proppen af … bare den intense mørke duft fra proppen lover godt. Der er saft og kraft i denne vin. I glasset en meget mørk vin. Der er solbær, ja mørk frugt i det hele taget, der er sol, blommer, champignon, kaffe. Ihhh, hvor jeg elsker, når en vin kan frembringe mange forskellige duftindtryk. Tror også, at det er noget med, at man giver sig god tid, lukker øjene og prøver at fornemme vinen.
Smagsmæssigt også en meget fyldig vin, intens og fin balance. Bliver ved med at smage langt ned i halsen, og viser rundhed. En meget rolig vin. Smager rigtigt dejligt … men ved ikke, havde måske forventet noget mere. Jeg har for en del år siden vinen, og der var jeg meget imponeret. Måske mine forventninger denne gang bare har været for høje? Nå, men det smager altså rigtigt godt, og det skal ingen tage fra vinen, så thumbs op.
Prisen på vinen inkl. forsendelse ligger lige omkring 800 kr.