1976 Weingut Walter Hammes-Bäumler, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Fra kælderen hos den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues … den søde Frau Mniszak … fik jeg foræret et par gamle flasker Riesling, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vinene, men alene med en næste utydelig skrift med tusch på flaskerne.

Mniszak fandt også en gammel blank etikette fra producenten Weingut Walter Hammes-Bäumler. Han ejede ejendommen tidligere og var både vinforhandler samt vinproducent, om end han ikke længere eksisterer.

Der findes heller ikke på nettet nogle oplysninger om producenten, så det bliver ret sparsomt med oplysninger om vinhuset og vinen i det hele taget. På etiketten står der Bernkastel – Wehlen samt Mosel-Saar-Ruwer, så formentlig har den gode vingut haft marker på begge sider af Mosel floden.

Den ene af vinene; 1986 Riesling Kabinett åbnede jeg for et par måneder siden, men den havde prop … ret markant endda og var total udrikkelig, hvorfor det også var med en vis ængstelse, at jeg fik åbnet denne 1976 Riesling Spätlese.

Proppen duftede ikke lige så fælt … et godt tegn.

Vi glasset er vinen sådan lidt mellemgul … alderen fornægter sig ikke, men ikke alarmerende. I næsen er første note lidt petroleum, og det gør mig straks glad. Duften forsvinder dog ret hurtigt, men sådan er det ofte med gammel vin. Ellers fik jeg noteret lidt tørrede æbler, brak havvand, tørrede abrikoser, meget indelukket duft … ja, vel nærmest en sjov duft, krydret og støvet.

I munden er der klart æbler og abrikos … sødmen er der stadigvæk, selvom den hurtigt bliver lidt udvandet. Det smager ikke sindssygt godt, men overraskende drikkeligt … trods næsten 40 år på bagen. Det er jo en bedrift i sig selv. Sjovt at smage … men vi kom imidlertid ikke igennem hele flasken.

Sender dog venlige tanker til Frau Mniszak.

Rating 3/7  

2010 Joseph Janoueix, Château Le Gabachot Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin i rækken … Château Le Gabachot i Pomerol … én af mange vine fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vine fra nogle af deres utallige vinslotte, bl.a. Château le Castelot i Saint-Émilion samt Château La Gasparde.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Denne vin Château Le Gabachot kommer reelt fra Château la Croix … eller i hvert fald bliver vinen produceret i kældrene på det berømte Château la Croix. Druerne 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon. Château la Croix er således ikke et slot, men en vin fra Croix, hvor druerne kommer fra andre marker.

I næsen en meget kølig stil med solbær, jord, mynte, blæk og grafit. Smagen er lidt i samme boldgade. Det er jord, solbær … ren og direkte frugt, meget tør og tanninrig, men også en smule kedelig, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 4/7  

2011 Sylvain Pataille, Marsannay Clos du Roy, Bourgogne, Frankrig

Hvis du kører fra Beaune mod Dijon, så kommer du forbi Vosne-Romanée, Vougeot, Chanbolle-Musigny, Gevrey-Chambertin og havner til sidst i den lille by Marsannay-la-Côte. På adressen Rue Roger Salengro – opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936 – finder vi vinhuset Domaine Sylvain Pataille.

Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Èn af disse cuvéer er denne Marsannay Clos du Roy, hvor druerne kommer fra marken Clos du Roy, som ligger imellem Marsannay-la-Côte og Chenôve. Som Sylvains øvrige vine lavet helt naturlig, hvor vinen gæres spontant ud på rustfrie ståltanke ved 32 grader, inden de overføres til delvist brugte og nye egetræsfade (mængden afhænger meget af årgangen), hvor den gennemgår malolaktisk gæring og yderligere lagring.

Og hér finder vi elegant Pinot Noir, som i næsen byder på lethed, blomster, lyse bær, hindbær, jordbær, eg, salt, tør jord, mineraler … ganske indbydende. I munden er let, elegant, intens frisk frugt, mineraler, flintesten … tanninerne er lette, men absolut tilstede og eftersmagen er god og lang. En lille fransk kant … men hvor smager den godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 5/7  

2012 Gérard Bertrand, Domaine de l’Aigle Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

Så er vi der igen … hos den store ex-rugby-spiller Gérard Bertrand – der efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske. Og her med vinen Domaine de l’Aigle Pinot Noir, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen … blot årgangen før.

Bertrand har jeg skrevet om en del gange på bloggen, bl.a. fordi vi tidligere har kørt et Gérard Bertrand tema på jobbet. Så vil I vide mere om Bertrand, så tjek lige de andre indlæg. Søg blot på Bertrand i søgefeltet.

Gérard Bertrands investeringer i vingårde, vinslotte og vinmarker fordeler sig over regionerne Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc.

I alt har han over 470 hektar vinmarker, og hans vinslotte omfatter Domaine de Villemajou, Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de Cigalus, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de l’Aigle. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Domaine de l’Aigle ligger tæt på landsbyen Roquetaillade i nærheden af Limoux ved foden af Pyrenæerne. Der er 31 hektar med vinstokke, og markerne ligger mellem 250 og 500 meter over havets overflade, hvilket gør det til nogle af de højeste vinmarker i Haute Vallée de l’Aude og Languedoc. Det giver nærmest ideelle klimaforhold til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir.

Netop det kølige klima bevirker, at druerne høstes helt op til en måned senere, end det er tilfældet nede ved kysten. Den længere vækstsæson gør det muligt for druerne at optage flere nuancer under modningen, hvilket i sidste ende giver mere komplekse vine.

På Domaine de l’Aigle laver Bertrand 5 forskellige vine, 3 hvidvine og 2 rødvine, nemlig vinene Domaine de l’Aigle Chardonnay, Domaine de l’Aigle Gewurztraminer, Aigle Royal Chardonnay, Aigle Royal Pinot Noir og så denne Domaine de l’Aigle Pinot Noir.

Druerne til Domaine de l’Aigle Pinot Noir kommer fra 20 til 30 år gamle vinstokke, der er plantet i en – for Pinot Noir – nærmest ideel jord, bestående af grus og småsten. Inden druerne begynder at tage farve i august, går man vinmarkerne igennem for at fjerne en del af udbyttet, hvilket giver de tilbageværende druer en større koncentration. Vinen har lagret 9 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt har jeg på samme måde som sidst svært fange Pinot Noir, men har i stedet lidt Rhône krydderier, blæk, blade … en smule stald. Smagen er varm med stikkelsbær, grøn, ege, lidt krydderier og virker slet ikke i balance. Synes fuldstændig som sidst, at vinen mangler finesse … og mangler sjælen af Pinot Noir.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3/7 

2012 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinen Herringbone Hills Pinot Noir har jeg smagt en del gange, seneste smagte og skrev jeg om 2010’eren her på bloggen. Nu har jeg smagt vinen igen i årgang 2012, men vinen er desværre ikke blevet bedre, nærmere tværtimod.

Winegrowers of Ara består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne vin.

Druerne gæres ud på rustfrie ståltanke. Efterfølgende forbliver vinen sammen med skallerne, mens temperaturen hæves til 32-36 grader. 30% af vinen lægges derefter på gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i seks måneder, inden den blandes med de resterende 70% af vinen, hvorefter den endelige blanding filtreres og tappes på flaske.

Der er en sødlig og landlig næse … hestestald, hvilket vi jo elsker, men ellers virker vinen mere grov … og knap så elegant. Vi er sådan mere ovre i kirsebær, mørke bær, krydderier og den lidt “fluffy” og “overdone” stil, som jeg skrev om sidst, er ikke blevet mindre. I munden er vinen nærmest lidt skarp, kantet og bitter med syrlige ribs, granatæbler … selvom den bevarer en vis lethed.

Jeg plejer at elske denne vin … det gør jeg ikke denne gang. Måske det bare er mig. Eller måske ikke.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 105 kr.

Rating 3,5/7  

2011 Jean Javillier & fils, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

Halter fortsat efter med mine opdateringer … men arbejder mig langsomt, men sikkert igennem. Næste vin er en hvid Bourgogne, som vinhuset Jean Javillier & Fils selv kalder Bourgogne Chardonnay.

Og den trofaste læser vil sikkert nikke genkendende til vinhuset, som jeg skrev om for mindre end en måned siden, da jeg smagte deres røde Volnay.

Vinhuset holder til midt i byen Meursault få kilometer syd fra Beaune. Ved indgangen til Domaine Jean Javillier et Fils finder man blot en ydmyg postkasse og et skilt, der knap kan læses.

Her er det vinen, det drejer sig om, ikke imponerende indgangsportaler. Nogle vinproducenter sælger deres vin med pomp og pragt og andre har kun tid til vinen.

Domaine Jean Javillier & fils drives af brødrene Alain og Thierry Javillier, men det var nu Alain og Thierrys bedstefar Jacques Javillier, som grundlagde vinhuset tilbage i 1933.

Det var dog brødrenes far Jean Javillier, som allerede tilbage i 1972 startede en omlægning af produktionen til at være økologisk og i 1976 blev certificeret økologisk. Alain og Thierry Javillier overtog selv driften for omkring 20 år siden, og den omfatter samlet 7,5 hektar vinmarker omkring Volnay og Meursault.

Denne Bourgogne Chardonnay er selvfølgelig – som altid i Bourgogne – 100% Chardonnay, og her er vinstokkene omkring 60-70 år gamle, og giver et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret på egetræsfade i 12 måneder og aftapning er sket uden pumpning … alene med tyngdekraft. Det ser ud til at være husets entry-level hvide Bourgogne … men en flot én af slagsen.

I næsen er der lidt søde krydderier, lidt animalske noter … og den duft, som du finder i vinmarkerne, hvilket er ganske herligt. At blive henført til en tur i vinmark ved at dufte til en vin! Hmmm. Derudover er der lidt smør, hyld, blomster, lemon, stikkelsbær, våde fade, vanilje og røg … samlet en meget lækker duft.

I munden er vinen tør, frisk, blød … har en flot syre/sødme balance og meget letdrikkelig. Fin i eftersmagen, og i det hele taget en ganske lækker sag til pengene. Thumbs Up for den.

Købt i Vinimperiet, hvor prisen er 120 kr., og det er billigt.

Rating 5/7 

2006 Tommaso Bussola, Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto, Veneto, Italien

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos ét af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og hvad er så mere naturligt, end at slutte byggemødet med topvinen fra netop Azienda Agricola Tommaso Bussola, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto? En vin som Jesper havde købt under vores besøg på vinhuset i sommerferien.

Azienda Agricola Tommaso Bussola blev grundlagt i 1983, men allerede nogle år forinden – i 1997 – begyndte Tommaso at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, som Tommaso havde lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger.

Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det. For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine blev hurtigt efterspurgte og næsten verdensberømte for deres utrolige intensitet af frugt. Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over var heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onkel Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

På Azienda Agricola Tommaso Bussola laves der i alt 10 forskellige vine, og jeg har tidligere smagt og skrevet om husets Valpolicella Classico Superiore TB her på bloggen. Under vort besøg på vingården smagte vin et lille udsnit af vinene, og Jesper endte med at købe denne deres absolutte topvin Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto.

Bussola - vineriet
Her ser vi Jesper i gang med at købe denne Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto af sønnen Giuseppe Bussola.

Vinen er lavet på 75% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og de resterende 5% består af flere druesorter, bl.a. Cabernet Franc, Dindarella, Croatina, Molinara samt et par stykker mere. Lagret i 30 måneder på slovenske og franske fade samt 4 måneder på flaske og trækker en højoktan på hele 17%.

Og selvom jeg – som vist nævnt tidligere – ikke er Amarone fan, så bøjer jeg mig i støvet. Monstervin er nok bedste ord … højkoncentreret af Pommern til. I næsen er det nærmest tavlelak, en voldsom intens og tætpakket kraft, blæk, figner, puddersukker, en kop expresso, mulle kælder, overmodne kirsebær og nærmest en ædel rådenskab … lækker, lækker og mere lækker.

Og det er en ordentlig mundskab … en slags rødvinsnektar, men mærkelig nok med fin friskhed og meget rød, klar og direkte saft. Der er figner, power og godt med aroma og smagsnuancer. Et nyreslag … men elegant sat ind, selvom musklerne indikerer masser af power og råstyrke. Muhammed Ali på flaske. Flot vin.

Købt på vingården til 100€ … hvilket er et fund. Herhjemme forhandles den af YouAndWine, hvor prisen er 1.299 kr.

Rating 7/7 

Bussola - Jesper foran vinhuset
Jesper foran Azienda Agricola Tommaso Bussola

Bussola - smagelokalet
Smagelokalet

Bussola - udsigten
Udsigten udover vinmarkerne fra vinhuset

2007 Stefano Accordini, Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, Veneto, Italien

Vi sluttede byggemødet med 2 x bulder … kraftkarle af mørkeste slags, nemlig i form af Amaroner, og den første (af de sidste) var denne Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto fra vinhuset Stefano Accordini, som ligger i byen Negrar i hjertet af Valpolicella.

Azienda Agricola Accordini Stefano har sine rødder tilbage til 1929, hvor Gaetano Accordini købte 4 hektar jord omkring byen Negrar sammen med hustruen Giuseppina Bertani og begyndte af avle druer. Sønnen Stefano overtog vingården og solgte primært sine Valpolicella vine på det lokale marked. Dengang producerede man alene få vine og ingen Amarone.

Det var først da sønnerne Tiziano og Daniele kom ind i familieforetagendet sidst i 1970’erne, at der kom gang i en mere struktureret produktion og salg af vinene.

Daniele havde forinden uddannet sig til ønolog på skolen Conegliano Veneto, og det smittede af på vinene. Således startede man med nye beplantninger af Corvina, Corvinone, Rondinella samt Molinara og i 1980 lavede de to brødre også husets første Amarone.

Tiziano og Daniele har i forening formået at bringe Accordini op i den bedste klasse i Veneto. I Negrar råder familien fortsat over de 4 hektar vinmarker og for nylig har man også købt yderligere 6 hektar oppe i bakkerne ved Fumane, og her har de bygget et helt nyt vineri med alt hvad hjertet kan begære af topmoderne isenkram til vinfremstilling.

Brødrene er i dag assisteret af Tizianos sønner Giacomo og Paolo samt Danieles søn Marco, som er yngste familiemedlem og allerede i gang med uddannelsen til ønolog.

Til vinfestivalen i maj hos Jysk Vin mødte jeg faktisk Paolo Accordini. Paolo er en særdeles rar fyr, og vi fik en lang snak om Amaroner. Dengang skrev jeg; “Jeg er sådan set lidt Amarone modstander, idet Amaroner ofte smager som rosinvand. Men nogle gange render man ind i fantastiske Amaroner … og vinene fra Accordini hører til i denne klasse”.

Huset laver 6 forskellige vine, nemlig Valpolicella Classico, Acinatico Ripasso, Paxxo Rosso, Acinatico Amarone, Vigneto Il Fornetto Amarone og en Acinatico Recioto.

Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto er husets absolute topvin, som kun fremstilles i et meget begrænset antal. Vinen er produceret udelukkende på druerne Corvina, Rondinella og Corvinone fra marken Il Fornetto. Alle druer bliver høstet og sorteret i hånden for at sikre en perfekt modenhed. Efter sortering bliver alle druer tørret på et velventileret loft i omkring 120 dage. Efter presning og fermentering lagrer vinen på fade.

Ved vinfestivalen drillede vi Paolo Accordini med netop Amarone Classico Vigneto il Fornetto, hvor etiketten har lånt inspiration fra Amaronerne fra Dal Forno og Quintarelli … og måske Ernesto Ruffo. En lidt håndlavet etikette, men indholdet fejler heller ikke noget …. hold da op … Amarone i top topklasse.

Og sikke en herlig vin, som i næsen er sort nat, intens tæt, mørk frugt, dadler, figner … næsten tørrede figner, våde fade, chokolade, kaffe, vanilje, kanel og portvin. Man tænker lidt, at her mødes rødvin og portvin. Men i smagen er væsken herlig intens og koncentreret, mørk, sød med figner, mælkechokolade og lidt lakrids. Virkelig powervin … men på den fede måde. Sådan skal en rigtig Amarone smage.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 595 kr.

Rating 6/7  

2011 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.

Vingården er etableret af Paul Avril, som også var en af de drivende kræfter i oprettelsen af appellationen Châteauneuf du Pape. Han begyndte i 1896 at sælge vine med navnet Clos des Papes. Vinen opnåede hurtigt stor anerkendelse, og blandt aftagerne var bl.a. General de Gaulle og Georges Pompidou i præsidentpaladset i Paris.

I dag er den 4. generation af Avril’erne, nemlig Paul-Vincent Avril, som driver vingården. Paul-Vincent er uddannet på vinskoler i Bourgogne. Han kom tilbage domænet i 1988 med visioner om finesse og elegance. Som for gode vine fra Bourgogne gælder det også for vine fra Clos des Papes, at man er nødt til at have en vis tålmodighed. Siden 2011 er domænet certificeret “agriculture biologique”, altså økologisk.

Clos des Papes er på 32 hektar, heraf 29 hektar med røde druer og 3 hektar med grønne druer. De 32 hektar er fordelt på ikke mindre end 24 parceller, som ligger spredt ud over hele byen. En enkelt parcel ligger tæt ved paveslottet og har været omgivet af murene (clos) omkring slottet, heraf ejendommens navn Clos des Papes.

Der fremstilles kun én cuvé af henholdsvis hvid (10% af produktionen) og rød Chateauneuf du Pape. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen.

Hemmeligheden bag den høje kvalitet er et lavt udbytte. I årgangene 2007, 2008 og 2009 har man således haft et udbytte på henholdsvis 25, 17 og 19 hl/ha. Udbyttet minimeres ved at fjerne klaser før modning og ved at gennemføre en meget streng sortering i forbindelse med høsten.

Der eksperimenteres ikke meget på Clos des Papes. Målet er hvert år at lave en vin, der i videst muligt omfang lever op til de høje kvalitetskrav, som Avril selv stiller, og til de høje forventninger, som køberne af denne vin har og som er i stil med den der har været lavet på stedet i årtier.

Vinen er lavet på en klassisk blanding af 65% Grenache, 20% Mourvedre, 10% Syrah og resten en blanding af nogle af de øvrige tilladte sorter. Udbyttet holdes på ca. 25 hektoliter pr. hektar, og vinen har gæret på cement og lagret på foudres 12-15 måneder.

Og hvilken herlig duft, hvor der er lidt mejeri, ymer … virker meget rustik og har nærmest lidt kamfer, grønne vinblade … og den dér duft, som man ofte finder i selve vinmarkerne, jord, mælkechokolade, mineraler, grafit, kød, bacon, røg, lidt urter/krydderier og en smule eucalyptus, som forvirrede mig lidt. Men en meget kompleks og indbydende næse.

I munden er vinen blød, fyldig med mørkerøde, næsten sorte bær, blommer, næsten rosiner (hvilket jeg ellers ikke er fan af), chokolade, lakrids, enebær og stor intensitet uden at det bliver en blockbuster eller marmeladevin. Det er samtidig elegant, let og forførende … nærmest med en form for mineralitet i smagen. Klasse. Kan måske godt tåle et par år yderligere i kælderen, hvilket helt sikkert vil give vinen yderligere dimensioner.

Forhandles af Vinexus og Bichel Vine, hvor priserne er forskellige, henholdsvis 676,43 kr. og 799,75 kr.

Rating 6/7 

2012 Clos i Terrasses, Laurel, Priorat, Spanien

Etiketten ser måske ikke ud af meget, men den dækker over ét af de virkelige spændende vinhuse i Spanien, nemlig Clos i Terrasses, som ejes og drives af Daphne Glorian. Vinen her hedder Laurel, og den vender jeg tilbage til senere.

Clos i Terrasses er grundlagt i 1988 af Daphne Glorian. Hun er amerikaner og født i Schweiz, men havde flyttet til Priorat i Spanien, hvor hun – ansporet af vinvennerne René Barbier og Álvaro Palacios – havde tømt sin bankkonto og brugt dem på en vinmark i 17 terrasser ved byen Gratallops uden hverken ønkologiske undersøgelser eller uddannelse indenfor vinproduktion.

René Barbier driver til daglig selv Clos Mogador, og han ville hjælpe Daphne med at lave vin fra hendes nyindkøbte marker. Hun gav vinhuset navnet Clos i Terrasses efter den 1,7 hektar store vinmark, som bestod af de 17 terrasser hugget ud af en stejl skråning og omgivet af skove.

Og hendes vin kaldte hun Clos Eramus, med reference til Erasmus af Rotterdam (Desiderius Erasmus Roterodamus), som i 1511 skrev hånligt og humoristisk om dårskab i bogen Tåbelighedens Lovprisning. Daphne mente selv, at hun med investeringen i vinmarken havde udvist samme dårskab, og at det dermed var et passende navn for vinen.

Rene Barbiers ide med Clos Erasmus var, at den gerne skulle afspejle Daphnes temperament og karisma. Dette kom der en fantastisk vin ud af. Druesammensætningen varierer fra år til år, men ligger sædvanligvis tæt op af dette forhold; 65% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon og 15% Syrah. Clos Erasmus lagres på 100% nye franske egetræsfade.

Det var ikke helt dumt, for det viste sig efterfølgende, at Clos Eramus blev én af det moderne Priorats store vine sammen med René Barbiers egen Clos Mogador, Palacios’ Finca Dofi, Jose Luis Perez’ Clos Martinet og Carles Pastranas Clos de l’Obac … i øvrigt alle venner med Daphne. Og vinen er løbende blevet overøset med hæder, bl.a. fik Clos Erasmus 2003 hele 99 Parker point og 2004 de magiske 100 Parker point.

Det er efterfulgt af 97 point til årgang 2006 og 100 point igen til Clos Erasmus 2005. Og det har fået priserne til at gå sky-high, bl.a. handles en Clos Erasmus 2004 i dag til omkring 1.000€. Clos Erasmus har i dag opnået kultstatus som ingen anden i Priorat. Vinene er formidable og den stærkt begrænsede produktion på omkring 3.000 flasker har gjort denne vin til en af verdens mest efterspurgte.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om Clos Eramus årgang 1997 her på bloggen.

Men heldigvis laves der også en andenvin på Clos i Terrasses, og det er denne Laurel. Grundet den stigende efterspørgsel har Clos i Terrasses udvidet med flere marker, så huset i dag omfatter markerne Escalas, som var hendes første mark på de nævnte 1,7 hektar, Aubagues og Socarrats på henholdsvis 2,5 og 3,5 hektar samt Guinarderes, som ligeledes er på 3,5 hektar. Alle marker dyrkes biodynamisk.

Laurel er som nævnt husets andenvin, og er her i årgang 2012 lavet på 75% Garnacha, 20% Syrah og 5% Cabernet Sauvignon … både fra yngre stokke og tønder, som er deklassificeret Clos Erasmus. Den produceres med nøjagtig den samme omhu som Clos Erasmus. Det eneste, der adskiller vinene, er den endelige udvælgelse af fade. Hvert år skubber Daphne et par fade til side inden den endelige blanding af Erasmus. Det kommer der således Laurel ud af.

Som med Clos Erasmus kommer druerne ikke fra en bestemt mark, men fra alle husets marker. Vinen har lagret 16-18 måneder i henholdsvis store oprejste egetrækar på 20 hektoliter samt 2-4 år gamle franske barriques, som tidligere er brugt til Clos Erasmus.

I næsen er her godt med mørk frugt, tætpakket solbær, lidt røget og støvet, blæk, peber, blomster, chokolade, mynte samt lidt cigarkasser, og virkelig lækker næse. I munden er det blødt, cremet … fløjl med meget klar frugt, let sødme, stor tørhed. Frugten er fyldig, men frisk … og samtidig en virkelig stor tørhed, hvor tanninerne også sætter sig i mundhulen. Eftersmagen er fyldt med frugt … klasse.

Kan normalt købes via Uvinum eller Sigurd Müller Vinhandel, hvor prisen vel ligger omkring 250 kr.

Rating 5,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger