Hvidvin !!! … udbrød konen fluks, da jeg spurgte, hvad hun kunne tænke sig at drikke. Måske ikke lige hvad jeg tænkte på, men så kom jeg i tanke om, at jeg da bl.a. havde denne flaske Chablis fra Domaine de la Grande Chaume liggende, et restkøb oppe fra Sigurd Müller, og en vin som jeg faktisk havde glædet mig til at smage.
Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget begejstret for vine fra Bourgogne, og da Chablis jo er en del af Bourgogne, så blev denne vin da også hurtigt fundet og knappet op.
Vi er som sagt i Chablis, den nordliste del af Bourgogne, og kun 30 km. syd for Champagne og 100 km sydøst for Paris, og dermed heller ikke det varmeste område i Frankrig. Druerne har derfor svært ved at blive fuldt modne, hvilket adskiller dem markant fra andre hvidvine fra Bourgogne og i særdeleshed fra resten af verden.
Jordbundsmæssigt ligger Chablis på randen af et sunket kalkbassin, hvor der er sket en ophobning af forhistoriske østersskaller, hvilket er medvirkende til at give vinene fra Chablis en speciel mineralitet. Chablis laves – som de fleste sikkert også ved, og som alle øvrige hvide vine i Bourgogne – alene på Chardonnay druer.
Chablis kan inddeles i fire kvalitetsniveauer, som afspejler de fire appellationer, nemlig Chablis Grands Crus, Chablis Premiers Crus, Chablis og til sidst Petit Chablis.
Denne vin er en almindelig Chablis, og kommer fra vinmageren Romain Bouchard, som i 2005 overtog det lille Domaine de la Grande Chaume, beliggende mellem Chablis by og nabobyen Beine. Romaine er født med vin.
Han er søn af Pascal Bouchard, som driver en større vingård på 25 ha i Chablis med flere Grand Cru marker. Romains tilgang til vinproduktionen af sine egne vine er et ønske om at producere Chablis vine, der ligger så tæt på økologisk dyrkning som muligt, og fra 2010 er han da også blev certificeret som økologisk producent.
Der anvendes derfor ikke kunstige sprøjtemidler, og alt arbejde i hans 2 vinmarker udføres ved håndkraft. Selve vinfremstilling og modningen sker ikke hos Romain selv på Domaine de la Grande Chaume , men på faderens vingård Pascal Bouchard i Chablis.
Chablis Le Grand Bois kommer fra en lille “single” vinmark på 0,55 ha i dalen “Grand Bois” i Fontenay nær Chablis. Det er en ung vinmark, meget kalkholdig jord, en stejl skråning mod syd-vest og med stokke plantet tilbage i 1999/2000. Vinen laves og lagrer på ståltanke med brug af enkelte egetræsfade.
Produktionen er forholdsvis beskeden med 4.000 flasker årligt. Nabomarkerne er af både premier og Grand Cru klassificering. Årgang 2006 her er Romains første årgang producerede vine efter overtagelsen af gården, og Romain laver faktisk kun 2 vine, denne almindelig Chablis Le Grand Bois samt en “storesøster”, en Premier Cru, Vau de Vey.
Lillesøsteren her dufter imidlertid rigtigt godt, selvom den ikke har den store, fede chardonnay næse. Her er der modne æbler, hø, renhed samt en smule fad eller egetræ … ikke meget, men dog til stede.
Smagen er også præget af en form for renhed, den er lidt cremet og har en utrolig lang eftersmag. Meget, meget elegant, og bestemt en dejlig vin, som burde drikkes til lidt fisk, fx en omgang dejlig sushi. Det gjorde jeg nu ikke, idet følgeskabet i stedet blev en gang traditionel gammeldags kylling akkompagneret af nye kartofler og hjemmelavede syltede agurker, hvilket nu heller ikke var så ringe.
Vinen vil jeg bestemt anbefale, ikke en vin, som du falder fuldkommen i svime over, men en rigtig dejlig vin.
Købt hos Sigurd Müller til omkring 80 kr. på tilbud (restflasker)
Vinanmeldelse 4,5/7