Bodegas Alceño holder til i en ældre fabriksbygning midt inde i byen Jumilla … i appellationen af samme navn i regionen Murcia. Derfra smager vi denne Cibolo Organic Monastrell.
Vingården – der har 150 års jubilæum i år – er grundlagt tilbage i 1870 af den ihærdige vinhandler Roque Martinez sammen med to partnere og ejes i dag af 4. generation i form af Pedro Luis Martinez … gården har da også navnet Bodegas Pedro Luis Martinez, selvom vinene markedsføres som Bodegas Alceño.
Selvom gården i 1870 var den første af sin slags i Jumilla til at handle vin, så var det imidlertid først i år 2000 under Pedro Luis Martinez, at Bodegas Alceño selv begyndte at lave og tappe deres egne vine.
Fra projektets start er der investeret meget i moderne teknik, for at kunne lave så god vin som muligt, og i dag produceres der omkring 500.000 flasker årligt fordelt på 9 forskellige vine. Ambitionen er at lave vine med en moderne, ren profil.
Huset ejer samlet omkring 400 hektar jord, hvoraf 336 hektar er Monastrell, 10 hektar Syrah, 20 hektar Tempranillo, 14 hektar Macabeo og endelig 20 hektar Airén.
Pedro Luis Martinez laver vinene sammen med vinmageren Juan Miguel Benítez, som kan tillægges meget af æren for den fremgang, som vinene fra huset har fået. Her smager vi én af vinene, deres Cibolo Organic Monastrell.
Monastrell druen kender vi normalt som Mourvèdre … hoveddruen fra Bandol. Mourvèdre kræver varme og kræver tid. Druerne er til denne vin dyrket økologisk omkring Jumilla by. Alle druerne er håndplukkede, og vinen har været lagret på cementtank.
I næsen er der skrald på … både krydret, tør og så samtidig virkelig frisk, syrlig frugt. hindbær, brombær, gran, læder, lakrids, lidt vanilje, kanel, allehånde og modellervoks. Jeg kan faktisk godt li’ Monastrell vinene fra Jumilla, for der er noget ægte, ubekymret og no-nonsens over dem, meget landlige, solmodne, søde, men med en frisk syre … bare letdrikkelige hverdagsvine med liv.
Smagsmæssigt er det en forholdsvis let vin, masser af frisk frugt, god syre, måske lige en anelse for høj sødme, men jeg synes, at det holder uden det bliver kompleks, dybt eller poleret på nogen måder. Der er tørhed, klart nogle tanniner, masser af kirsebær, jordbær … sødmen bør der måske skrues en smule ned for.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 119 kr.