Indehaver Thomas fra Tulstrup Kro havde sagt, at vi ikke fik så mange vine (vi skulle jo også køre), men at han i stedet havde fundet lidt bedre vine, og det skal jeg love for med næste vin. Bøjer mig i støvet, for det var sgu aftenens oplevelse … udover maden selvfølgelig Thomas! Vinen var denne Sito Moresco fra selveste Angelo Gaja, som jo er en levende legende.
Han har en stor del af æren for, at kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed er nået op det niveau, som det i dag er. I 1960’erne tog han til Frankrig for at studerede de store vinmageres teknikker, hvorefter han vendte hjem til de familie ejede jorder i Barbaresco med hovedet fyldt med radikale ideer. Ideer der indbefattede udtydning af vinstokke, temperaturstyret gæring, malolaktisk gæring, franske fade og ikke mindst franske druesorter! Det var alle sammen ideer, som gav anledning til familiære diskussioner og ikke mindst løftede øjenbryn fra omgivelserne. Derefter blev der plantet Cabernet Sauvignon, hvor der før stod Nebbiolo, og eksperimenteret med nye produktionsformer.
I dag er Angelo Gajas vine nogle af verdens bedste, takket være hans fremsynede tanker. Dernæst har han haft stort positivt betydning for mange andre producenter, som har været lidt at implementere hans gode ideer.
Gaja råder i dag over 97 hektar i Piemonte og 76 hektar i Toscana. Vinmarkerne er naturligvis ideelle, men helt afgørende er dog Gajas store personlighed og hans kompromisløse kamp for at producere det ypperligste, og han går gerne sine helt egne veje. Bl.a. tog han som helt ung (24 år) det drastiske skridt at reducere udbyttet fra 75/80 hl. pr. hektar til ca. 35 hl. pr. hektar. Det havde ingen før ham haft mod til.
Gajas vine er perler, hvoraf nogle er kostbare som få og andre i grunden ganske fornuftige i pris, især når man tager de flotte kvaliteter i betragtning. Gaja har aldrig været billig, men han byder på oplevelser, hvorom man må sige: “ingen over ═ og ingen ved siden af”, og der er kvalitet og smagsoplevelser for hver eneste krone!
Druerne til denne Sito Moresco kommer fra adskillige af Gajas egne vinmarker, bl.a. den 10 hektar store Sito Moresco vingård i Barbaresco. Navnet Sito Moresco betyder betyder Morescos sted, og refererer til den tidligere ejer af denne vingård. Vinen er lavet på druerne Nebbiolo, Cabernet Sauvignon og Merlot og næsten med en trediedel af hver. Etiketten pryges af et par yndige fasaner, som er vist for at mindes de smukke fugle, der bebor skovene, der støder op til Gajas vinmarker.
Og lad os så komme til indtrykket af denne vin. Duften er intens frugt med søde kirsebær, blæk, let krydderi. Det der adskiller duften fra andre er nok den store frugtintensitet, som vinen besidder. Den er frugtrig som bare pokker. Smagen er fløjl på ganen, men fortsat med god syre/tannin og godt med tørhed og urter. Man overraskes igen og igen af den store blidhed i vinen … det er bare i orden. Flot valg og mega Thumbs Up.
Fås hos Vinoble, pris 349 kr.