Tag-arkiv: Veneto

2009 Sogara Agricola, Storia Antica Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Et ekstranummer fra i lørdags … ikke at vi behøvede mer’ vin på dette tidspunkt, men da den var kommet på bordet, så skulle den selvfølgelig smages. Det var denne Storia Antica Amarone della Valpolicella … eller det som mange kalder for en supermarkeds-Amarone.

I Danmark er det Coop kæden, som sælger de italienske Storia Antica vine, men jeg kan se, at de også sælges i mange andre lande. Til gengæld er det næsten umuligt at finde ud af, hvem der egentlig har produceret denne vin.

En lillesøster Storia Antica Valpolicella Superiore Ripasso aftappes fra producenten Le Tobele i Marano di Valpolicella, mens denne Storia Antica Amarone della Valpolicella aftappes fra producenten Sogara Agricola, som ligger ved byen Tregnago omkring 10 kilometer nordøst for Verona i Veneto området.

Der er med andre ord tale om et brand, hvor druerne eller druesaften måske opkøbes rundt omkring, og så aftappes vinene hos producenter, som har produktionskapacitet i overskud. Alternativt er det måske overskydende druer fra de respektive producenter, som så blot samlet og markedsføres samlet under navnet Storia Antica.

Det er ganske enkelt umuligt at finde ud af, og fratager – i min optik- selvfølgelig lidt af charmen ved vinen. Der er under alle omstændigheder ikke tale om en lille producent, men masseproduktion beregnet til større supermarkedskæder.

Men er billige Amaroner så dårlige vine? Nej, bestemt ikke, og denne vin er ganske vist også ganske fin og drikkevenlig. I glasset er vinen måske knap så mørk og kraftig som dens øvrige, dyrere kammerater … lidt mere lys i kanten af glasset. Duften er ganske Amarone-agtig med solbær, blommer og rosiner. På den led skuffer den bestemt ikke … selvom der ikke er den store kompleksitet i næsen.

På smagen kommer vinen nok mere til kort. Der er ganske vist rosiner og rød frugt, men den er lidt skarp, knap så fyldig og uden så mange nuancer, som jeg husker Amarone skal have, og den fylder ikke munden på samme vis. Men du får den kraftige smag og duft, som en god Amarone skal levere og på den måde skuffer vinen ikke. Ganske drikkevenlig … og på dette sene tidspunkt lige, hvad vi trængte til.

Forhandles i Coop butikker, dvs. Kvickly eller Brugsen, hvor den ofte ses på tilbud til 79-99 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, Italien

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, ItalienTommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden selv spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos et af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over er heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

Tommaso begyndte i 1977 med at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej.

Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger. Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det.

For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine var efterspurgte og næsten verdensberømt for deres utrolige intensitet af frugt.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onklen Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

Her er det som sagt hans Valpolicella Classico Superiore TB. TB-serien regnes i dag for Bussolas topserie. Hvor Bussolas ”almindelige” Valpolicella Classico er lys i farven og let i stilen, er TB-versionen langt mørkere, mere muskuløs og magtfuld, men skulle stadig have en helt klar og frisk frugt og en stor saftighed.

Vinen er lavet på 50% Corvina, og Corvinone, 40% Rondinella samt 10% Molinara og andre sorter. Vinen laves efter ripasso-metoden, og gennemgår altså en andengæring på Amarone-kvaset, hvilket efterfølges af en 18 måneder lang lagring på barriques og 3 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det med frugten spot on … denne vin emmer nærmest af frisk frugt … så meget, at det egentlig overrasker en, og er svær lige at sluge i første mundfuld … so to speak. Duften er solbær, kirsebær, brombær, blommer … ja meget mørke bær sammen med grønne blade. Læg dertil lidt mug, kælder, eg, vanilje, marcipan, syrlighed samt en let sødme, så har du indtrykket af duften.

Smagen domineret af den friske frugt … men her er bærerne mere syrlige, bider, viser tænder sammen med stramme tanniner. Smagen er slet ikke så mørk, som man normalt vil forvente af en Valpolicella Classico eller som duften måske indikerede. Der er virkelighed rygrad, intensitet og dybde i vinen, men jeg tænker også, at det måske endda er babymord at drikke den på nuværende tidspunkt … måske den skulle ha’ haft et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine, hvor prisen ligger på 300 kr. Kan nogle gange findes til omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Accordini Igino, Augustus Valpolicella, Veneto, Italien

I den lille by Pedemonte i Veneto ligger Azienda Vitivinicola Accordini Igino, som drives af Accordini familien med Guido og datteren Ilaria Accordini i spidsen. De står bag dagens vin, denne Augustus Valpolicella Classico Superiore … saft og kraft fra Veneto området, men lad os inden beskrivelsen af vinen kigge lidt nærmere på vinhuset.

Azienda Vitivinicola Accordini Igino er grundlagt helt tilbage i 1821, da Guidos bedstefar arvede et 3 hektar stort jordstykke i Valpolicella.

På dette tidspunkt var området allerede kendt som godt vinområde, men Accordinis marker blev dog udelukkende anvendt til produktion af vine til eget brug … og sådan fortsatte det egentligt i mange, mange år.

I 1960 begynder familien imidlertid at blive mere målrettet, og de begynder bl.a. at dyrke nye “Corvina” planter for at opbygge en vingård med en større produktion. De 3 hektar udvides også til 35 hektar, og i 1970’erne sælges den første vin med familienavnet Accordini … nemlig en Amarone, som er radikalt anderledes fra dem, der allerede på markedet, bl.a. med en utrolig frugtrigdom.

Siden da har målet altid været produktion af kvalitetsvine, og familiens vine sælges i dag i hele verden. Der er høstet flotte omtaler af Wine Enthusiast, Luca Maroni og Decanter. Senest har familien også i 2013 tilkøbt yderligere 25 hektar vinmarker i Lugana, den sydlige del af Gardasøen.

Druerne til denne Augustus Valpolicella Classico Superiore kommer fra markerne Colline di Moron, og består af 65% Corvina og Corvinoni, 25% Rondinella samt 10% Rossignola. Druerne har vokset på skråningerne i den gamle del af vindistriktet, hvor kvaliteten er højest. Den yngste del af appellationen er det fra det flade land neden for bakkerne.

Når druerne er høstet tørres druerne i ca. 40 dage, hvilket giver en større koncentration af sukker og smagsekstrakter i druen. Efter endt gæring af vinen lagres den på ståltanke i ca. 6 måneder og derefter 10-12 måneder på flaske, før den bliver tilgængelig for salg.

Duftmæssigt måske en anelse neutral, dog svage noter af tørre buske, solbær, svage blommer. Smagen fylder dog (heldigvis) noget mere med mørke kirsebær, blommer, sødme. Der er godt proppet med frugt, men vinen har også en grøn syre, men er med til at holde balancen, så hele herligheden ikke bliver for sød og vammel, og det gør det egentlig til en ganske god vin.

Forhandles af Salling, pris 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Maurizio B Martino, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2012 Maurizio B Martino, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienDet er brødrene Maurizio og Martino Biscardo, som står bag forkortelsen mBm. De kalder også deres vinhus for Cantine Mabis, og det ligger ved Soave i Veneto-området i Norditalien og har været i familiens eje siden 1736. Og denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer netop fra de to brødre.

De to brødre Maurizio og Martino er kvalitetsfanatikere, der ikke vil gå på kompromis med noget som helst. Deres vine fremstilles på økologisk dyrkede druer. De er primært kendt for deres Proseccos og specielt deres Corvina baserede rødevine, og udover vinproduktionen i Veneto, så er de også involveret i et projekt i Puglia.

Maurizio har gennem mange år desuden arbejdet som vinkonsulent for mange velkendte vingårde omkring Italien.

Ellers lidt svært at finde informationer om Cantine Mabis.

Kan se, at vinene tidligere er solgt under Biscardo navnet, men i dag sælges vinene med navnet mBm og Maurizio B Martino.

Nå, men denne Ripasso er fadlageret og er lavet på druerne 65% Corvina Veronese, 15% Rondinella og 20% Molinara. Som nævnt selvfølgelig 100% økologisk.

Duftmæssigt en lidt varm vin med mentol, kirsebær … i det hele taget godt med mørk frugt og ellers lidt støvet tør i udtrykket. Smagen er lidt krydret og flad … nærmest kedelig med grønne toner, blide tanniner. En blød, men også lidt kønsløs vin, som egentlig virker lidt kedelig. Det skal dog siges, at vinen vinder lidt ved at stå i glasset en periode.

Forhandles af Gravesen Vine, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2004 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2004 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienSå hev Keeper det tunge skyts frem … monstervinen har jeg tidligere kaldt den. En helt fantastisk oplevelse, nemlig en Basaltico Amarone della Valpolicella fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, som ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Jeg har tidligere smagt denne Amarone … da havde Keeper den også med, blot i en årgang 2003. Der var jeg også vildt imponeret … og igen leverer vinen bare en kanon oplevelse.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker.

Og sikke en næse … af næsten Obelix’sk størrelse. Her er røget bacon, tørret oksekød … Beef Jerky, gær, gammel kælder, balsamico, mørke blommer og lidt rosin. Synes ikke, at 2003’eren havde samme rosin i næsen, men der er en anelse i denne. I munden samme eksplosion som sidst med mørke bær, fylde, varme, grafit og syre. Meget tør, næsten støvet i udtrykket … men er du så færdig for en stram og solid intensitet. Man bliver sgu i godt humør af denne vin.

Tegnebogen er dog knap så lykkelig … for helt billig er vinen ikk’. Men flere omkring bordet mente nu, at vinen er alle pengene værd. Jeg er også begejstret … og lander på 6,5 Thumbs Up … mod 7 sidste gang. Måske det er den lille duft af rosin eller måske er det bare dagsformen, der reducerer med en halv. Men fantastisk er vinen. Jeg har fortsat et eksemplar af 2004’eren liggende … så der er bare noget at glæde sig til.

Købt hos Jysk Vin, pris 825 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Dal Forno Romano ligger i den lille by Cellore d’Illasi tæt på Verona i Veneto. Og denne lille, men eksklusive producent er i dag en levende legende i Veneto og uden tvivl områdets største kultvinmager! Som en kultvin nr. 2 havde jeg indkøbt en Dal Forno … nemlig hans Valpolicella Superiore.

Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … fordi hans Amaroner er helt vilde og “for meget” … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:

“Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid. Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!”

Jeg tænkte straks på Ernesto Ruffo … og hans Amarone og Valpolicella, da jeg læste dette … måske lidt i samme boldgade?

Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!

Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig kan diskutere rimeligheden af. Dedikerede vinentusiaster er dog aldrig i tvivl, hvorfor efterspørgslen altid overstiger den mikroskopiske produktion.

Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas ”Great Master of Amarone” – Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde. Et møde og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.

Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed (ved Cellore d’Illasi udenfor Amarone Classico-området) havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!

Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.

Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.

I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt små 225 liters barriques.

Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta. Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.

Den “almindelige” Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til. Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza, og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.

Det er en vin der skal sammenlignes med en Brunello, og da Dal Forno’s ambitioner med denne vin er vokset gennem årene, således at der f.eks. fra 2002 årgangen udelukkende anvendes tørrede druer i vinen, er vinen idag lige så kraftig som mange Amarone vine.

Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta gæret på ståltank med flittig omrøring af pulpen, lagret 2 år på små nye franske barriques og til sidst 12 måneder på flaske inden frigivelse. Inden aftapning tilsættes 10-20 % amarone, hvilket forklarer Valpolicellaens rigdom og kompleksitet. Serveres Valpolicellaen blindt kan den i visse årgange minde om en ung bordeaux med klassisk ren stram og mørke frugt og udpræget elegance.

Og sikke en vin. Duftmæssigt bacon, kød, blæk, spidskommen, kardemomme, tørrede blommer og rosiner, blod … en ren buldozer lige i sylten. Og smagsmæssigt en vild vin, som er svær at tæmme. Der er sindssyg tørhed, jord, blæk … den er stram … tanninerne er voldsomme, der er grønne toner og alligevel også en fornemmelse af fløjl og balance. Sikke en vin!

Hvem medbragte vinen: Jan

Svær at få fingrene i, men Leisner Vine har den pt. på udsalg til 550 kr., normalpris 795 kr. Sigurd Müller forhandler den også.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2010 Cantine Lenotti, Valpolicella Le Crosare Ripasso, Veneto, Italien

2010 Cantine Lenotti, Valpolicella Le Crosare Ripasso, Veneto, ItalienSidder lige og nyder fredagens vin … ikke Spätburgunder, hvor lageret er sluppet op, men en Valpolicella Le Crosare Ripasso fra Cantine Lenotti.

Lige op af Gardasøen ligger byen Bardolino. Her ligger vinhuset Cantine Lenotti, ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Lenotti Ripasso ”Le Crosare” bliver fremstillet efter man er færdig med at lave Amarone og Recioto på de tørrede Corvina, Molinara og Rondinella druer. Hos Lenotti laves Ripasso ved, at man ved slutningen af gæringen af tørrede druer til Amarone eller Recioto i januar/februar, og når presningen er overstået, hælder noget af det bedste Valpolicella Classico Superiore på den pressede mask og sætter en ny gæring i gang. De anvendte druer fra den første gæring er 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Efter endt gæring bliver vinen yderligere modnet et år på store fade.

Duftmæssigt lidt eg, balsamico, mynte, kirsebær, hasselnødder og kaffegrums. Smagen er blød, gode nuancer med sødme, fylde, mørke bær, bløde tanniner og generelt en alround vin, som de fleste vil kunne lide. Ganske harmonisk uden at hive dig helt op af stolen.

Forhandles bl.a. hos Vildmedvin, hvor den pt. er på bud til 115 kr., normalpris 145 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, Italien

2010 Ernesto Ruffo, Campogadis Valpolicella doc Superiore, Veneto, ItalienAk du milde skaber …. tak for, at der findes sådanne vine. Ja, vi er igen tilbage hos Azienda Agricola Ernesto Ruffo, som ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen. Jeg har tidligere lavet blogindlæg om et par af vinene fra Ernesto, nemlig hans helt fantastiske basisvin Basaltico IGT og monstervinen Basaltico Amarone della Valpolicella i en årgang 2003.

Det var begge vine, som jeg gav henholdsvis 6 og 7 Thumbs Up … ren topklasse.

Denne gang har jeg fat i hans Campogadis Valpolicella doc Superiore … og jeg bliver ikke mindre imponeret. Jeg havde også glædet mig helt sindssygt til at servere denne vin ved mit lille byggemøde, og se om de gæve vingutter kunne gætte drue og land … og ikke mindst li’ vinen. Den første del gik ikke videre godt, men de var lige så begejstret for vinen som mig. Og ikke uden grund.

Jeg havde forinden smagt vinen ganske kort under et besøg hos Jysk Vin, hvor Flemming ikke kunne nære sig for at trække en flaske op … og præsentere dem for mig og vinbuddy Gert. Og jeg forstår ham til fulde … specielt efter i lørdags, hvor der var mere tid til at nyde vinen i god ro og …. ja orden er nok ikke det rigtige ord til vores byggemøder. Det er en vin, som man gerne vil dele med andre vinnørder … og se dem blive imponeret.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, men siden sidst er Ruffos hjemmeside udbygget en smule, så der er lidt mere end blot en mailadresse. Der er imidlertid kun ganske lidt information om vinene … men lad os endelig holde dem en hemmelighed … så stiger priserne vel ikke, og så kan vi fortsat skaffe vinene. Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner.

Nu har de også fået hans Campogadis Valpolicella doc Superiore, som er lavet fra druer fra de vulkanske bakker omkring San Briccio. Druerne tørres i 30 dage, hvilket kaldes en let tørring, og vinen lagres derefter på eg. Der laves sølle 1.100 flasker af vinen hvert år.

Duftmæssigt ganske svimlende med balsamico … af den gode, intense og lagrede slags, blæk, sorte bær, enebær. Hmmmm. Smagen er intet mindre end en sand eksplosion i munden, næsten på samme vis som Ernestos Amarone. Der er fylde og fedme, men samtidig en rygrad, en finesse og lethed, som bare gør dette til en exceptionel vinoplevelse.

Hvem der bare havde 12 flasker af denne vin liggende i vinkøleskabet. Egentlig er jeg måske normalt til lettere og mere syreholdige italienske vine, men god vin fornægter sig ikke, og føj … hvor det smager godt. Helt klart byggemødets suveræne bedste vin … no doubt. Big Time Thumbs Up … BTTU.

Købt hos Jysk Vin, pris 362 kr. Køb den før din nabo. Hmmmmm.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2006 Diesel Farm, Rosso di Rosso, Veneto, Italien

2006 Diesel Farm, Rosso di Rosso, Veneto, ItalienMed næste vin er vi tilbage hos Denim Guden … Renzo Rosso, som ved siden af sit lille tøjfirma driver vingården Diesel Farm. Ja, ham skrev jeg en del om for et stykke tid siden, da jeg smagte hans 2007 Diesel Farm, Nero di Rosso. Det vil jeg derfor ikke trætte jer med igen, men blot henvise til det tidligere blogindlæg om denne driftige herre.

Selve Diesel Farm købte Rosso i slutningen af 1992. Den ligger i Marostica tæt på Diesels hovedkvarter i Molvena, og var oprindelig tiltænkt som en gave til hans far, men pga. problemer ved købet omkring en mulig opdeling af jorder, så forblev ejerskabet hos Rosso, som efterfølgende begyndte at producere vine og olivenolie under navnet Diesel Farm.

Ellers ganske generøst at ville forære en vingård med 105 hektar vinmarker væk, men mister Rosso er også en særdeles velhavende herre med en anslået formue på omkring 3 milliarder dollars. Det har også medført, at Renzo Rosso har doneret store summer til forskellige velgørende formål. Således står Rosso fx bag oprettelsen af Only The Brave Foundation, en organisation der støtter folk i nød i bl.a. Afrika, Brave Circle, der støtter jordskælvsofre i Emilia-Romagna, renoveringen af Rialto Bridge i Venedig og mange andre godgørende formål rundt om i verden.

Nå, men det var nu vinen vi kom fra. Jeg har i sidste blogindlæg om Renzo Rosso skrevet lidt om hans forkærlighed for 55 …. det årstal han er født. Det går igen på alle flasker fra Diesel Farm. Men der stopper festen ikke. Druerne til denne Rosso di Rosso skal også helst plukkes den 15. september hvert år … for det er nemlig Rossos fødselsdag. Kan forestille mig, at det kan være lidt en udfordring.

Vinen er lavet på Merlot og Cabernet Sauvignon … fordeling ukendt, og har heller ikke fundet information om, hvor lang tid vinen lagrer på egefade. Faktisk er der forbavsende få informationer om vinen på Diesel Farms egen hjemmeside. Jo, prisen fremgår, nemlig 98 € … en ganske pæn sum for denne vin … og det skruer jo forventninger en anelse i vejret.

Duftmæssigt er der lidt grønne blade, solbær, lakrids, tobak, læder, blæk … rød, tør jord … måske endda lidt blommeagtig duft også. Smagen er blød med blommer, sol, sødme, grafit og lakrids. Der er bløde og tørre tanniner, og en meget behagelig vin, som dog gør knap så stor indtryk, som dens “Nero-søster”.

Hos Diesel Farm koster vinen 98€ … på de hippe restauranter endnu mere. Min flaske kom fra et konkursbo efter en dansk forhandler, og jeg betalte derfor en del mindre.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Cantine Lenotti, Le Olle Bardolino Classico Superiore, Veneto, Italien

2011 Cantine Lenotti, Le Olle Bardolino Classico Superiore, Veneto, ItalienLige op af Gardasøen ligger byen Bardolino. Her ligger vinhuset Cantine Lenotti, ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Lenotti ”Le Olle” er lavet på de kendte Amarone druetyper, 65% Corvina og 25% Rondinella, samt 10% af den for Veneto regionen lidt utraditionelle drue Cabernet Sauvignon. Rødvinen er dyrket på Lenotti’s egne marker, nemlig marken La Pra med skåninger lige øst for Gardasøens bred. Vinen har fået sit navn ”Le Olle” efter et fund af keramik krukker fra romernes tid på selvsamme mark, som druerne dyrkes på. Disse krukker blev i sin tid brugt til at opbevare vin i, så det er ikke noget moderne påfund at lave vin på de kanter! Krukkerne er afbildet på etiketten til vinen, som et minde, til trods for den ulejlighed udgravningerne var.

Lenotti har fundet stor inspiration i de kendte Veneto vine Amarone og Recioto, og den inspiration har smittet af på ”Le Olle”. Således presses og gæres 70% af druerne til ”Le Olle” straks efter høsten, mens de resterende 30% tørres i 40-50 dage, og derefter presses og gæres i november måned.

Inspirationen fra Amarone kommer frem ved smagningen af vinen. Duftmæssigt stor tørhed, nærmest støvet tør jord sammen med mørkerøde kirsebær og blommer. I munden giver vinen lidt syltetøj, rosiner og blommer. Tanninerne er tydelige, men der er samtidig den store Amarone-agtige fylde, lidt spice/krydderier inden smagen slutter med stor rundhed og varme.

Forhandles hos Vildmedvin.dk eller Grauballe Vinhandel, pris 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7