Nu begynder corona-krisen så småt også at ramme den houlbergske vinblog. Ingen vinsmagninger, ingen samlinger i vinlaughet og ingen vinaftener betyder færre formentlig færre vinanmeldelser i en periode. Samtidig keder jeg mig også bravt. Alt for god tid. Mit sociale gen er sgu ramt.
Jeg vil dog forsøge at holde et vist flow ved fortsat at hive lidt forskelligt ud af vinkøleskabet og næste vino er denne 2016 Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs fra det lille frankiske vinhus Weingut Schwane aka Weingut Zur Schwane.
Vinhuset ligger i den østlige del af byen Volkach i Franken … det er vel omkring 25 kilometer nordøst for Würzburg. Svanen i Volkach – som de kalder sig selv – drives af ægteparret Ralph Dueker og Eva Pfaff Dueker, som overtog stedet i 1996 fra Evas forældre.
Evas familie havde drevet stedet siden starten af 1930’erne, først som lejer inden Maria og Josef Maria Pfaff i 1934 selv købte den gamle ejendom for at drive et lille hotel med tilhørende restaurant. I 3 generationer har Pfaff familien nu drevet den gamle hotel, hvor bygningerne stammer helt tilbage fra 1404.
Sideløbende har Pfaff familien også lavet vin fra deres 27 hekhar vinmarker. Da Marie og Ralph overtog driften af både hotellet og vingården fra Evas forældre Petra og Michael Pfaff i 1996 har de endda satset endnu mere på vinproduktionen.
Således har de på vinsiden allieret sig med Christian Kallisch som driftsleder, mens vinproduktionen er lagt i hænderne af vinmageren Stefan Ott. De står for den årlige produktion af omkring 200.000 flasker vin, hvoraf omkring halvdelen er på netop Silvaner.
De bedste marker hos Schwane er de to Große Lage marker Escherndorfer Am Lumpen 1655 samt Volkacher Ratsherr, men derudover også Erste Lage markerne Escherndorfer Lump og Escherndorfer Fürstenberg.
Vinhuset har siden 1993 været medlem af VDP … Verbandes Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter. Det betyder jo også, at vinene er opdelt helt traditionelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Große Gewächse vine.
Denne Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs er fra tophylden, hvor der alene er to vine … en på Riesling og en på Silvaner. Vinen er selvfølgelig lavet med druer fra marken Volkacher Ratsherr, som ligger lige vest for Volkach ned til Main floden og faktisk er fordelt på to separate plots.
Volkacher Ratsherr har en hældning på 45 grader og en historie, som faktisk er tæt forbundet med Weingut Schwane … eller rettere det gamle værtshus aka Wirtshaus Zur Schwane, for det var nemlig dér, at rådmanden – der Ratsherr – af Volkach mødtes med de hårde svenskere for at redde Volkachunder under svenskekrigen.
Svenskerne havde indtaget det meste af Franken, men mødtes med rådmanden, som på Zur Schwane formåede at mildne de krigeriske svenskere med vin lavet fra druer fra netop den mark, som bagefter blev opkaldt efter den snarrådige rådmand.
Weingut Schwanes Volkacher Ratsherr Silvaner Großes Gewächs er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke … og samtidig også lagret på de samme ståltanke. Vinen er fin tør med beskedne 0,9 gram restsukker pr. liter.
Næsen har en fin melonagtig dybde med nærmest æterisk mynteolie, overmodne æbler, kvæde, virker noget opulent og småfed i aromaerne. Der er lidt nyslået græs, pænt med blomster, lidt lynghonning, en frisk mintpastil, røg og tung sød tobak.
I munden er vinen også – næsten – fyldig og cremet, men samtidig også en kende svag, for der er ikke meget syre. Til gengæld er der en række mineraler, lemon, grillede citroner, grape og lidt grøntsager. Imidlertid mangler der både syrlighed og dybde … alt sammen bliver lidt på overfladen, som til gengæld både skinner og lyser med en gennemgående flot og ret lækker bitterhed.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 27€ … svarende til 201 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7