For en måned siden drak jeg en 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé og fortalte historien om, at slottet udsprang fra det gamle Château Rauzan. Og det gør Château Desmirail såmænd også … og det er netop næste vin, en 2004 Château Desmirail fra Margaux … altså nu på venstrebreden, Medoc-halvøen.
Da Château Rauzan blev opdelt i 4 vinslotte midt i 1700-tallet, så var det Demoiselle Rausan du Ribail som fik slottet. Det fik – naturligvis – navnet Château Desmirail efter hendes mand Jean Desmirail, som var advokat i Bordeauxs Parlament.
Château Desmirail tilhørte derefter familien Desmirail til lige før 1855 klassificeringen, hvor det blev købt af Monsieur Sipière, som inden da arbejdede som ejendomsadministrator på Château Margaux. Det var under hans ejerskab at Desmirail blev klassificeret som et 3. Cru Classé slot.
I begyndelsen af det 20-århundrede var Château Desmirail kortvarigt ejet af Robert de Mendelssohn, som var en nevø af den berømte komponist. Derefter var slottet ejet af Martial Michel, som var en handskemager fra den nordlige del af Frankrig, men han solgte igen slottet lige før 2. verdenskrig til ejerkredsen bag Château Palmer … et andet 3. Cru Classé slot i Margaux.
Ejerkredsen bestod af et syndikat af familierne Sichel, Ginestet, Mialhe og Mähler-Besse, som grundlagde Société Civile de Château Palmer. De drev i mange år begge slotte … og solgt i 1963 faktisk vine fra Château Palmer som værende vine fra Château Desmirail.
I 1980 blev Château Desmirail solgt til Lurton familien, nemlig Lucien Lurton, en ikonisk figur i Bordeaux … fra en stor, stor vinfamilie i Bordeaux.
Historien om Lurton familien startede reelt i 1923, hvor François Lurton giftede sig med Denise Récapet. Begge kom fra Bordeaux … François var søn af en lokal advokat og Denise født i en rig vinfamilie, da hendes far Léonce Récapet ejede vinslottene Châteaux Brane-Cantenac, Issan og Lagrange. På et tidspunkt ejede han faktisk også Château Margaux, men byttede aktierne i dette for slottet Clos Fourtet i Saint-Emilion.
Da han døde i 1943 overtog François Lurton og hustruen således hele vinimperiet. Denises ene søster døde ved fødslen og broderen i 1. verdenskrig. François Lurton og Denise fik 4 børn, herunder Lucien Lurton. Og alle børnene fik hver et vinslot, da arvesølvet skulle fordeles. André fik Château Bonnet, Simone fik Franquinotte og Montremblant, Dominique fik Château Reynier og Lucien fik Château Brane-Cantenac.
Så da Lucien i 1954 havde overtaget Château Brane-Cantenac, så flyttede han hurtigt ind på slottet sammen med sin hustru Marie-Jeanne Duvoisin og startede sit eget vinimperium. Over de næste 30 år opkøbte Lucien Lurton nemlig et stort antal vinslotte i Bordeaux, herunder altså Château Desmirail i 1980.
Lucien og konen fik ikke mindre end 10 børn, så da Lucien i 1992 overgav stafetten til børnene, så fik de – ligesom han havde fået – et vinslot hver.
Denis fik Château Desmirail, Henri has Château Brane-Cantenac, Marie-Laure fik Château Villegeorge, Château Duplessis og Château La Tour de Bessan, Sophie Château Bouscaut og Château Lamothe-Bouscaut, Gonzague fik Château Durfort-Vivens, Château Domeyne og Domaine de Trinity i California, Thierry fik Château Camarsac og endelig fik Bérénice Château Climens.
Denis er en af de ældste af børnene. Ved siden af driften af Château Desmirail arbejde Denis også som advokat.
Château Desmirail har omkring 34 hektar vinmarker, hvor 70% er Cabernet Sauvignon, 29% Merlot og den sidste procent Petit Verdot. udover denne 1. vin, så laves der yderligere 5 forskellige vine på slottet, nemlig 2. vinen Initial de Desmirail samt vinene Château Fontarney, Origine de Desmirail, Haut-Médoc de Desmirail og rosévinen Le Rosé de Desmirail.
Margaux 3. Cru Classé er i denne årgang 2004 på 60% Cabernet Sauvignon, 39% Merlot og 1% Petit Verdot. Gæringen foregår på en kombination af store egetræstanke og rustfrie ståltanke i 3 forskellige vinkældre. Derefter lagrer vinen 12-18 måneder på barriques, heraf 40% nye fade.
Uha … det blev en lang historie. Lad os i stedet smage vinen. Duften er nærmest klassisk Bordeaux med solbær, jord, godt med træ, læder, svage urter, champignon og grafit. Smagsmæssigt også mørke bær, solbær, jern, langt flere tanniner end foregående vin og virker måske endda lidt kantet i udtrykket.
Forhandles herhjemme bl.a. af Vinhit i Ebeltoft, hvor en årgang 2003 koster 300 kr. og årgang 2005 koster 350 kr.
Rating 4,5/7