Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

1996 Domaine Antoine Stoffel, Gewurztraminer Eichberg Grand Cru, Alsace, Frankrig

1996 Domaine Antoine Stoffel, Gewurztraminer Eichberg Grand Cru, Alsace, FrankrigSå kom der ellers en spændende vin på bordet, en ældre bedaget Gewurztraminer, endda en Grand Cru fra marken Eichberg, flot fundet fra vinkælderen … en årgang 1996. Vi er selvfølgelig i Alsace, endda i den hyggelige by Eguishem, lidt uden for Colmar, hvor vi finder vinhuset Domaine Antoine Stoffel.

Huset er gennem 5 generationer drevet af Stoffel familien, og siden 1990 af Annick Stoffel. Hun er vinmager af den “gamle” Alsace skole, Annick stoffel forstår at få det bedste ud af de enkelte druer, og hun fremstiller vin som år efter år vinder medaljer.

Vingården har i alt 9 hektar vinmarker, som alle ligger i området omkring Eguishem, og her dyrkes de syv søster; Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Noir, Pinot Gris og Gewurztraminer.

Hos Annick laves der en række vin, 9 forskellige Vins d’Alsace, 2 Cuvée Prestige og 3 Grand Cru samt lidt Cremant, Vendanges Tardives og Eaux de Vie. De tre Grand Cru er Riesling, Pinot Gris samt denne Gewurztraminer .. og de kommer alle fra Grand Cru marken Eichberg.

Druerne til vinene høstet fuldmodne og vinificeres i ståltanke for at bevare den rene frugt. Vinen er stabiliseret inden aftapning på vingården.

Duften afslører med det samme, at der er tale om en vin med lidt alder. Duften er oxyderet og herudover duft af nødder og sirup. Smagen er derimod overraskende frisk … selvfølgelig ikke som forrige vin, men frisk i forhold til alderen. Der er sødme, honning … den meget aromatiske smag, som Gewurztraminer ofte har … lidt blomster og selvfølgelig smages alderen også lidt. Sjovt med en 17 år gammel hvidvin, som fortsat kan nydes med stor velbehag. Thumbs Up til Flemming for dette valg.

Stoffel forhandles af Vinbyen.dk, men Grand Cru’en har jeg ikke kunnet finde. På vingården koster den 12,70€ i nyeste årgang.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, Frankrig

2011 Paul Kubler, Pinot Blanc ”K”, Alsace, FrankrigMed næste vin røg vi til det dejlige Alsace, helt præcis den lille by Soultzmatt i det sydlige del af Alsace. Her finder vi Domaine Paul Kubler, som står bag denne Pinot Blanc ”K”.

Vinhuset Paul Kubler drives i dag af Philippe Kubler, som er ikke mindre end 13. generation Kubler, som har lavet vin i Soultzmatt siden 1640. Philippe er en ung og visionær vinmager, som har ændret husets stil til den mere ”tørre” stil siden han overtog driften i 2003.

Før den tid havde Philippe taget sin vinuddannelse som ønolog på universitetet i Bordeaux, stået i lære hos vinmager Denis Dubourdieu og derudover arbejdet 6 måneder hos Cloudy Bay.

Han er en ydmyg mand: ”Jeg laver vin, som jeg synes Alsace-vin skal smage”, siger han og bliver lykkelig, når han bekræftes heri af tilfredse kunder.

Vingården er på i alt 9 hektar med vinstokke i og omkring Soultzmatt, herunder en god andel i Grand Cru marken Zinnkoepfle, hvor de gror Gewurztraminer, Sylvaner og Pinot Gris.

Vinen her kommer fra gården ”basis-serie”, som kaldes Les ”K” de Kubler, og findes i udgaver på Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, denne Pinot Blanc samt en ”Kintet”, som består af en blanding af druerne Pinot Blanc, Sylvaner, Pinot Noir, Muscat og Riesling.

Duftmæssigt en meget grøn vin, og jeg har noteret grønne æbler, grønne blommer, blade, citrus og en lidt mineralsk, næsten petroleumsagtig undertone. Smagsmæssigt en utrolig frisk og mineralsk vin. Jeg har også noteret, at vinen er meget til stede … meget direkte, og derudover med dette lidt stenet og mineralske udtryk, hvilket faktisk gør det til en herlig vin.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor prisen er 140 kr. for 1 stk., og 105 kr. pr. flaske, hvis du køber 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 F. E. Trimbach, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2010 F. E. Trimbach, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigWeekend og masser af vin, og vi starter ud med denne Riesling Réserve fra Trimbach i Alsace. Det er endnu én af de vine, som Gert havde bragt med hjem fra ferie i bl.a. Alsace. Sidste gang smagte vi en anden fra samme hus, nemlig deres  2007 Pinot Gris Réserve Personnelle, som var ganske fortræffelig.

På det tidligere blogindlæg skrev jeg også en del om  F. E. Trimbach, så det skal jeg spare jer for igen.

Riesling er imidlertid nok den drue, som Trimbach er mest kendt for. Trimbachs vine er velrenommerede verden over for deres forskelligartede finhed, deres tørre karakter og exceptionelle og bemærkelsesværdig syrlighed, der kommer fra frugten, og som giver dem den friskhed, den finesse og den elegance, som kun få vinhuse kan leverer. Der hersker bred enighed blandt vinjournalister verden over om, at Trimbach befinder sig i toppen af hierarkiet af vinproducenterne i Alsace. Flere medier peger endda på, at Trimbach er kongen af Riesling.

Riesling Réserve er produceret af specielt udvalgte kvalitetsdruer fra Ribeauvillé’s omegn. Pierre Trimbach har sagt, at vinen i årgang 2010 er mere levende, præcis og ren end i tidligere år, så det lover jo godt.

Og jo, der er tale om fantastisk Riesling … vækker lidt minder om en vin, som jeg drak sidste år, nemlig en Riesling fra Kühling-Gillot. Vi har her samme intensitet og en super dejlig hvidvin. Duften er petroleum, lidt abrikos, pærer og grønne æbler, blomster, let citrus, timian og mineralitet. Smagen er utrolig saftig og frugtrig med svag sødme, god tørhed … sprødhed … god intensitet, som jeg bare elsker. Mineraliteten mærkes også i smagen sammen med en svag bitterhed i slutningen. Sådan, klasse. Dejlig Riesling.

Købt i Frankrig for ca. 20€. Herhjemme forhandles Trimbach af Sigurd Müller Vinhandel.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 F. E. Trimbach, Pinot Gris Réserve Personnelle, Alsace, Frankrig

2007 F. E. Trimbach, Pinot Gris Réserve Personnelle, Alsace, Frankrig Fredag var jeg et smut forbi min gode ven Gert E … og han havde som vanlig trukket en flaske op … god vane. Det var en vin, som han havde haft med hjem fra ferien i Alsace, nemlig en Pinot Gris fra Trimbach.

Vinhuset ligger i Ribeauvillé, en idylisk 800 år gammel landsby. Jeg har selv været i byen, men besøgte desværre ikke Trimbach. Gert fortalte også, at de heller ikke kunne komme ind hos Trimbach, så flasken er i stedet købt i en forretning i byen.

Trimbach er synonym med de bedste vine fra Alsace, og vinhuset er da også fra 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang. Firmaets populære rygte er blevet bevaret fra far til søn takket være et blændende vindistrikt og den gode kvalitet på vinene. Siden 1898, som var året, hvor Frédéric Emile Trimbach præsenterede sine vine på den internationale vinmesse i Bruxelles og fik højeste udmærkelse, er navnet Trimbach slået fast og er blevet kendt på internationalt plan som et af de bedste navne i Alsace.

Siden etableringen i 1626 er metier’en givet videre fra far til søn i hele 12 generationer. I dag er husets frontfigur Hubert Trimbach og ved sin side har han sin bror Bernard. Generationsskiftet er allerede i gang. Bernards 2 sønner er nu dybt involveret i familiefirmaet. Pierre er vinmager og Jean arbejder med salg. Næste generation er allerede sikret. Jean og Pierres børn viser allerede stor interesse for faget.

Trimbachs jordlodder er hovedsageligt beliggende i landsbyerne Ribeauvillé og Hunawihr. Alle 27 hektar er syd – sydøst vendte, og jordbundsforholdene er perfekte: jorden er meget ler- og kalkholdig og indeholder nogle steder også et lag af mergel. Vinstokkenes gennemsnitsalder på 25-30 år er også medvirkende til altid at sikre den højeste druekvalitet. Ikke alle druer i Trimbachs vine kommer fra egne marker. Vinhuset arbejder tæt sammen med nogle mindre vinbønder, hvorfra der opkøbes druer fra ca. 120 hektar.

Denne Pinot Gris Réserve Personelle kommer fra de formidable marker placeret lige bag ved Trimbachs hus. Markerne har egentlig Grand Cru kvalitet, men det skilter man ikke med hos Trimbach. Vinen har lagret på rustfri ståltanke og gamle træfade. Vinen er niveauet over Trimbacs almindelige serie, hvor etiketterne er gule. Her er etiketten nærmest guld … arhhh bronze er vel mest dækkende.

Duftmæssigt meget modne æbler med en smule tropisk islæt, lidt toast og nødder … sødmen fornemmes også helt klart … måske også en anelse krydderi. Virker meget koncentreret og intens i duften, meget flot. Smagsmæssigt også fyldig, cremet, kompleks med sødme, mineralitet og en smule krydderi. Intense lyse frugter, nødder … ihhhh, den smager altså godt.

Herhjemme forhandles vinen af bl.a. af Sigurd Müller, pris vil jeg gætte til omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Cave Vinicole Wolfberger, Riesling-Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2011 Cave Vinicole Wolfberger, Riesling-Pinot Gris, Alsace, FrankrigAftenens første vin … sædvanen tro en hvidvin, som vi nød både som velkomst og til forretten. Paul havde valgt en Alsace vin, nærmere bestemt en Riesling-Pinot Gris fra kooperativet Cave Vinicole Wolfberger i Eguisheim.

Det er et stort kooperativ, over 110 år gammelt med 136 ansatte, 450 tilknyttede vinbønder, ikke mindre end 13.000 forskellige parceller … heraf 15 Grand Crus og et samlet areal vinmarker på 1.200 hektar.

Kooperativet har da også en årlig omsætning på 56 millioner Euro og laver i alt 13.000 flasker vin, Crémant og Eaux-de-Vie d’Alsace om året. Det skulle vistnok være omkring 150.000 hektoliter på årsbasis.

Herudover har kooperativet 6 butikker rundt om i Alsace området.

Leder af kooperativet er i dag den unge Hervé Schwendenmann, som har 5 ansatte ønologer til at forestå vinfremstillingen af de over 300 forskellige vine, som laves på kooperativet, nemlig Jérôme Keller, Alexandre Di Stefano, Emilie Lejour, Déborah Ruffing og Virginie Monso.

Vinen her er én af de mange hvide vine, og den er lavet på en blanding af Riesling og Pinot Gris, forholdet kan jeg dog ikke finde noget om.

Duften er sådan lidt fersken, melon, pære, lidt citrus og persille (jo, den er god nok). Smagsmæssigt en fin tør syre, grønne æbler … smager mere af Riesling end af Pinot Gris, og heller ikke så megen sødme. Lidt fenikkel, en lille anelse sødme, men ellers fin frisk og med en mellem eftersmag.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Salling Vinshop, pris 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigNæste vin var denne Cuvée des Collines fra Domaine Sipp Mack, hvorfra jeg tidligere har smagt rigtigt mange vine. Jeg har da også tidligere skrevet lidt om Sipp Mack her på bloggen, bl.a. da jeg smagte gårdens 2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, så jeg vil ikke trætte jer med en masse info om selve vingården.

Cuvée des Collines er forskellig fra de fleste Alsace-vine, der jo normalt er enkelt-drue vine, ved at det er en vin med flere druetyper. Denne vin har Sipp Mack lavet specielt til Jysk Vin. Druesammensætningen, som består af 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat, giver vinen flere facetter i såvel duft som smag, og den har med Riesling druen en god basis, der giver vinen friskhed.

I glasset er vinen duftmæssig meget neutral, lidt thai-tee duft, lidt Riesling syrlighed og en omgang Muscat sødme. Ikke nogen stor duft. Smagsmæssigt også en anelse tynd og neutral.

Købt hos Jysk Vin, pris 66,50 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2009 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir "B" Elevé en Barrique, Alsace, FrankrigLørdag lidt gæster … og selvfølgelig lidt vine på bordet, blandt andet denne gamle kending, Domaine Agapé med den charmerende Vincent Sipp ved roret. Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en helt masse om selve vingården nede i Alsace.

Sidst jeg smagte Pinot Noir fra Domaine Agapé, var det hans 2011 Domaine Agapé, Expression Pinot Noir, som ikke – som denne – har lagret på egetræsfade. Lagringen på eg er det sidste krydderi, og nærmest uundværligt for Pinot Noir … i hvert fald, hvis det skal blive rigtigt godt … og det skal det jo helst.

Da jeg besøgte Vincent Sipp i sommeren 2011 smagte jeg de to forskellige Pinot Noir efter hinanden, og forskellen er stor. Hvor denne Pinot Noir B er meget drikkevenlig og indbydende, så er jeg ikke særlig vild med den “almindelige” Pinot Noir, som jeg da også alene gav 3 Thumbs Up. Generelt må man nu sige, at Sipp bestemt er bedst til de hvide vine. Ubetinget.

Agapé er i øvrigt 100% økologisk, idet Vincent dyrker jorden efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og jorden bliver pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden, og for at undgå vinterens erosion. Målet er at få så koncentrerede druer med så rent et udtryk som muligt.

I Danmark findes hans vine på eksklusive restauranter som Noma, Formel B, Sollerød Kro, Paustian og Kokkeriet. Vincent betroede mig dog under mit besøg hos ham, at han aldrig selv havde været på Noma … det er da alt for dyrt.

Lad os kigge nærmere på denne Pinot Noir B. Duftmæssigt lidt svag i koderne … ikke stor stald eller Pinot sødme, men lidt ribs, grønne blade, syrlige kirsebær og lidt hengemt eg. Smagsmæssigt fin frugt, syrlig, behagelig og elegant, men ikke noget stor Pinot Noir. Let drikkelig og lidt mineralsk i udtrykket. Måske det ville ha’ klædt vinen med lidt mad til, lidt ost eller rødt kød.

Købt på gården i Alsace, pris omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Domaine René Meyer et Fils, Le Noir de Katz, Alsace, Frankrig

2010 Domaine René Meyer et Fils, Le Noir de Katz, Alsace, FrankrigAftenens første røde var en Pinot Noir … hmmm, gudskelov. Den var imidlertid fra Alsace, hvor kvaliteten på de røde imidlertid godt kan svinge en del. Vi har her fat i en Le Noir de Katz (den sorte kat) fra Domaine René Meyer et Fils, som selvfølgelig ligger i byen Katzenthal. Lad det være sagt med det samme … jeg hader katte!

Domaine René Meyer et Fils er en familievirksomhed, som har eksisteret i tre generationer. Vingården er gundlagt af Paul Meyer, som udover lidt vinproduktion mest beskæftigede sig med almindeligt landbrugsarbejde. I 1960 overtog sønne René sammen med hustruen Marie gården, og de videreudviklede vinproduktionen.

I dag er det Renés søn Jean-Paul og hans hustru Magali, som driver gården, og det gøres helhjertet. Det er ikke det kommercielle, der trækker, men kærligheden til vinen.

Jean-Paul går så langt som til at forske i, hvilke typer græs, der skal plantes mellem vinstokkene for på bedst mulig vis at fjerne vand fra de øverste jordlag, således at vinstokkenes rødder tvinges til at søge længere ned i undergrunden.

Også afstanden mellem vinstokkene er større end normalt for at øge kvaliteten af vinen, selvom det fører til et væsentligt lavere udbytte per hektar.

Der rådes over 8,3 hektar vinmarker. Blandt de navngivne marker er de såkaldte lieu-dit ”Croix du Pfoeller”, ”La Chapelle” samt Grand Cru marken ”Florimont”.

I vinkælderen er det indenfor de seneste år investeret kraftigt. Ikke altid helt så charmerende, men effektivt, med fuldautomatisk temperaturstyring og nye fade i egetræ. Til nogle af de billigere vine benyttes dog ståltanke.

Vinen er e lavet uden brug af eg … noget som ofte kan være en udfordring for Pinot Noir vine, men lad os smage alligevel. Duftmæssigt kan det imidlertid godt mærkes, for duften af stald findes ikke. I stedet en dejlig duft af friske kirsebær, en lille smule sødme, våde marker, mineralitet og lidt grønne blade.

Vinen blev serveret meget koldt, og det var måske et taktisk godt træk, for det er en meget tynd vin … også langt tyndere end vi normalt finder Pinot Noir i Frankrig. Smager også af kirsebær … vandholdige kirsebær. En ganske okay vin … selvom det ikke har fået eg.

Otto Suenson har forhandlingen, pris 138 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Réserve, Alsace, Frankrig

2011 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Réserve, Alsace, FrankrigTirsdag igen … og lige et par vine at skrive lidt om. Første vin var denne Pinot Gris Réserve fra Domaine Sipp Mack, hvorfra jeg tidligere har smagt rigtigt mange vine. Jeg har da også tidligere skrevet lidt om Sipp Mack her på bloggen, nemlig da jeg smagte gårdens 2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, så jeg vil ikke trætte jer med en masse info om selve vingården.

Vinen er fremstillet ved, at druerne – ved hjælp af tyngdekraften – presses forsigtigt i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma. Druesaften gærer derefter i temperaturstyrede, rustfri ståltanke efterfulgt af 4 måneder lagring i store, gamle egetræskar inden endelig filtrering og aftapning.

Lad os da endelig smage vinen, som i glasset har en flot, gylden farme. Stor næse med ananas, abrikos, søde æbler, honning og generelt stor sødme. Smagen er både frisk, aromastisk og har derudover både fedme og stor sødme, lidt krydret i smagen, men en rigtig dejlig vin, som er til den søde side uden at “kamme over”. Så mangler vi bare sol, højere temperaturer, en terrasse og gode gæster.

Købt hos Jysk Vin, pris 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2008 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

Èn af de røde vine, som torsdagens vinsmagning i Randers Vinlaugh bød på, var denne Pinot Noir Les Galets Oligocène fra Domaine Bott Geyl i Alsace. I øvrigt et fedt navn Bott Geyl!

Med rundturen i de tyske og alsaciske vine er vi samtidig tilbage i samme by, hvor vi startede vinsmagningen, nemlig i byen Beblenheim, tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg.

Domaine Bott Geyl drives af Jean-Christophe Bott, som har arvet vingården, hvis historie går helt tilbage til 1795, hvor hans forfader Jean-Martin Geyl grundlagde vingården.

Jean-Christophe Bott har været ansvarlig for Domaine Bott Geyl siden 1993, og han konverterede alle gårdens vinmarker til økologisk drift i 2000 og derefter biodynamisk drift i 2002.

Siden Bott-Geyl i 1993 blev overtaget af den dengang 20-årige Jean-Christophe Bott og hans kone Valerie, har huset høstet stor anerkendelse som en af ‘de unge vilde’. Kvaliteten er konstant stigende, og Jean-Cristophe har fx oplevet at få hele 98 point hos Robert Parker!

Vingården har i dag 14 hektar vinmarker, heraf 4 Grands Cru parker og 3 Lieux-dits. Markerne er spredit på ikke mindre end 75 parceller, spredt ud over 7 kommuner fra Ribeauvillé til Kientzheim.

I vinmarkerne koncentrerer Jean-Christophe sig om lavt udbytte og i kældrene forsøger han med vinfremstilling på den mest naturlige og minimalistisk måde. Jean-Cristophes erklærede mentor er Olivier Humbrecht fra Alsaces vel nok bedste domæne, Zind-Humbrecht. Det betyder terroir-tro vine med fedme, fylde og ikke mindst balance!

Jean-Christophe er uddannet ønolog og har arbejdet hos vinproducenter i Frankrig, i Tyskland og i den nye verden. Han søger meget efter den det autentiske, og følger ikke moden.

Jean-Cristophe er en cowboy i marken og høster senere end de fleste. Alt høstes manuelt og der afstilkes ikke. Terroiret fra de enkelte vinmarker understreges også, idet der kun gæres med druernes naturlige gærstammer.

Jean-Cristophes enorme engagement og evne til at tænke nyt fx i den stedvise anvendelse af barriques og hans evne til at koble stor modenhed med fornem balance gør ham til et stjernenavn i dagens Alsace.

Vinen her er den ene af de 2 Pinot Noir vine, som laves på Bott Geyls. Udover denne Pinot Noir Les Galets Oligocène laves der en Jules Geyl Pinot Noir, opkaldt efter én af forfædrene.

Pinot Noir Les Galets Oligocène har derimod sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer. Galets kan vel oversættes med sten og Oligocène betyder Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 33,9 til 23,0 millioner år siden.

Da Oligocænperioden begyndte faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket bl.a. forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes. Det har sikkert haft en stor betydning for aflejringer i undergrunden, men det skal jeg ikke gøre mig klog på. Ja ja, Bott Geyl er jo biodynamisk, og så betyder sådanne ting formentlig en del. Vinen har – heldigvis – lagret på barriques, nemlig omkring i 14 til 18 måneder.

Nok snak, lad os smage vinen. Duftmæssigt faktisk en smule Rhône duft, lidt varm, krydret … hvilket er en smule utraditionelt for en Pinot Noir. Der er også røde bær, men mangler lidt kostalden eller den animalske duft, og virker en anelse skarp.

Smagsmæssigt er den fin, blød men lidt syrlig … masser af tannin, og kunne måske endda klare et par år mere i kælderen, for virker endnu lidt kantet … men ikke på en dårlig måde.

Dansk importør er Vinmonopolet, som dog kun leverer til restauranter. Pris er omkring 200 kr.

Vinanmeldelse 4/7