Efter boblende stikkelsbær hvad kunne så være mere naturligt end lidt orangevin … en vintype, som jeg ikke tidligere har berørt her på bloggen, men ellers er meget trendy. Det kunne selvfølgelig være fordi, at jeg ikke er speciel trendy, men det vælger jeg nu ikke at tro på.
Denne Mengoba las Tinajas fra Bodegas Mengoba er netop en sådan én … en orangevin, lavet på grønne druesorter, her den lokale drue Godello. Men i stedet for at nøjes med at gære mosten, gærer man hele den knuste drue med skal og kerner, som man normalt gør til rødvin.
På den måde trækker ekstrakt fra drueskallerne ud i mosten. Resultatet er groft sagt en hvidvin med mørkere farve, fyldigere smag og en god tanninstruktur. Disse vine har som regel en hvidvins friske frugtsyre og milde aromaer, men fornemmelsen i munden og smagsindtrykkene er anderledes og kan sende tankerne i retning af rødvin. Ofte er denne type vin lavet i en let oxideret stil, og det er ved oxidering af fenolerne, at den orange farve kommer … deraf også navnet orangevin.
Selve vinhuset Bodegas y Viñedos Mengoba holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez. Han er har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998.
Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt. Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper (skifer, kvarts, kalk, grus) og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.
Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Trousseau du Jura og Doña Blanca.
Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion. Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.
Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.
Denne Mengoba las Tinajas er som nævnt lavet på druen Godello. Det er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo. Her kommer druerne fra to marker med gamle stokke på, nemlig Espanillo, hvor der er skifer i jordbunden, samt Los Quilos, hvor jordbunden mere er præget af grus.
Vinen har fået sit navn efter de lerkrukker, som vinen er vinificeret og lagret i … en slags store 300 liters amphora krukker. Dem kan man faktisk også se på etiketten. En del af klaserne kommes hele i lerkrukkerne, mens en anden del afstilkes og knuses. Vinen gærer og lagrer herefter 70 dage med skaller og stilke, hvorefter den presses og lagrer yderligere 6 måneder på Tinajas. Der er kun laves sølle 800 flasker af denne vin.
Og det er vin, som delte vandene. I glasset sin egen, lidt særegne farve … og samtidig en ganske grumset og uklar væske. Duften animalsk, biodynamisk i stilen og har også nogle let oxyderede noter, og umiddelbart var min første tanke, at det var noget fra Jura. Der er nærmest stikkelsbær, ensilage, strand og tang. Noget anderledes.
I munden egentligt frisk med en blød frugt, grønne frugter, en klar bitterhed … men måske også en kalde fladhed i smagsbilledet. Bitterheden går igennem i hele smagsspektret. Der er også noget eksotisk over vinen, nærmest lidt “musk” eller noget i den retning. Virkelig en sjov vin, som jeg bestemt godt kunne li’.
Hvem medbragte vinen: Jan
Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 299,75 kr.
Rating 4,5/7