Tag-arkiv: Pfalz

2005 Ökonomierat Rebholz, Spätburgunder Im Sonnenschein GG, Pfalz, Tyskland

I det sydlige Pfalz i byen Siebeldingen finder vi vinhuset Ökonomierat Rebholz, som står bag næste vin, denne Spätburgunder Im Sonnenschein Grosses Gewächs med lidt alder, nemlig fra 2005 … og det lyder jo herligt med lidt Sonnenschein. Hvem kan ikke bruge lidt solskin … specielt i denne kolde tid?

Rebholz familie har boet i Siebeldingen siden 1632, og blandt familiemedlemmerne har der været både ølbryggere og vinbønder. Vingården blev dog reelt først grundlagt efter anden verdenskrig, da Edward Rebholz overtog familiegården og begyndte at tappe vin på flaske.

Edward var både bødker og lokal økonomiråd … og deraf kom navnet Ökonomierat Rebholz. Og Edwards kendskab til træ gjorde også, at man indførte lagring på egetrætønder til modningen af vinene.

I dag er det tredje generation som driver vingården, nemlig Jörg … eller rettere Hansjörg Rebholz. Han har dyrket økologisk og biodynamisk siden 2006.

Jörg Rebholz hører til blandt Tysklands allerbedste producenter, og han modtager i disse år den ene pris efter den anden. Hans vine er skarpe som samuraisværd og fuldtændig rene med en frugt, der afspejler de ekstreme ambitioner han udlever i markerne og kælderen. De er ofte også knastørre sammenlignet med tysk standard, og mange restauratører står i kø efter hans vine – også selvom de koster lidt ekstra.

Vingården har samlet 19 hektar vinmarker. De bedste marker er Birkweiler Kastanienbusch, Siebeldinger im Sonneschein og Albertsweiler Latt. Der produceres årligt omkring 100.000 flasker vin på gården.

Huset har fået flotte roser, bla. 5 drueklaser hos Gault Millau og 5 stjerner hos Eischelmann. Rebholz er medlem af VDP.

Denne Spätburgunder Im Sonnenschein GG er lavet med druer fra Grosses Gewächs marken Im Sonnenschein, som ligger på Siebeldinger Sommerseite i ca. 160-225 meters højde. Vinen er lavet med kold maceration i 3 uger, hvorefter vinen er lagret på primært nye franske barriques i 20 måneder efterfulgt af ikke mindre end 3 års lagring på flaske inden frigivelse. Det betyder også, at 2009 årgangen lige er frigivet. Her har vi dog vinen i en ældre 2005 udgave.

Og igen en anderledes Spätburgunder end de øvrige. I næsen er denne markant anderledes med brunkål, prut, gammel ost, fyrværkerikrudt, røget bacon samt lidt søde krydderier som kanel og nelliker. Umiddelbart lidt skæv næse … og lover ikke godt. Men smagsmæssigt er vi i en helt anden boldgade, for her er lethed, blidhed, finesse med lidt peber, mineraler og godt med tørhed og tanniner. Specielt mineralerne fornemmes virkelig i denne vin, som er en sand fornøjelse af drikke. Flot, flot, flot.

Forhandles af Nur Wein, pris 350 kr.

Rating 5/7  

2012 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

På adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz finder vi vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, som står bag denne Pinot Noir.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Vinene fremstilles med håndhøst og efterfølgende håndsorteres druerne. Mosten både gæres og lagres på franske barriques.

Duftmæssigt anderledes end de øvrige … men er det ikk’ også én af charmene ved Spätburgunder? Her er der grønne noter, babybræk, nedfaldsæbler, sæbe og virker en smule indelukket. De aromatiske dufte passer måske meget godt med, at der er tale om en biodynamisk vin. Smagsmæssigt er vinen også mere rustik og skarp med lidt hvid peber og virker måske også en smule vandet. Det er stadigvæk et fornuftigt glas Spätburgunder, men bestemt ikke dagens højdespringer.

Forhandles af Philipson Wine, pris 169,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4/7  

2011 Weingut von Winning, Win Win Rot Trocken, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut von Wining, Win Win Rot Trocken, Pfalz, TysklandJeg kan jo nok ikke skjule min kærlighed for tyske vine … og fredag er jo også normalt Spätburgunder dag her på bloggen, men de tyske røde er nu mere end blot Spätburgunder, og det er denne fredagsvin et godt eksempel på.

Vinen er nemlig denne Win Win Rot Trocken fra Weingut von Winning, lavet på 6 forskellige druer … heriblandt et par af de mere ukendte tyske druer.

Det skal jeg selvfølgelig nok lige vende tilbage til, men først lidt om dette spændende hus.

Vinhuset Weingut von Winning ligger i byen Deidesheim i Pfalz og er grundlagt tilbage i 1949 af Dr. Deinhard. Egentlig starter historien en del tidligere, idet vinhuset før den tid var ejet af Andreas Jordan, som var én af de store vinbønder i Deidesheim. Han var manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og indførte Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev til vinhusene Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Reichsrat von Buhl og Dr. Deinhard. Sjovt nok har jeg tidligere skrevet om de to første af vinhusene … og nu har vi så fat i det sidste Weingut von Winning, som dengang altså hed Weingut Dr. Deinhard.

Det er først efter 1907, hvor Dr. Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset, at der virkelig kom gang i vinhuset. Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP.

Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig. I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han nogle år forinden havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan i 2002 og Reichsrat von Buhl i 2005.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1848 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt “Jordan Division” nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Wining. Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Wining, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Wining … og det gør man fortsat den dag i dag.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 40 hektar vinmarker i Ruppertsberg, Deidesheim og Forst, nemlig nogle af de fantastiske marker som Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne. Faktisk var de to førstnævnte allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Huset ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager. Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse. Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Selvom hovedparten af vinene er Riesling … vel omkring 80% … så laves der også røde, bl.a. denne Win Win Rot Trocken. Som jeg nævnte indledningsvis er vinen lavet på 6 forskellige druer, nemlig druerne Spätburgunder, Dornfelder, Cabernet Sauvignon, Merlot, Lemberger og Cabernet Cubin.

Lemberger og Cabernet Cubin kender jeg ikke så godt. Lemberger er dog blot et synonym for Blaufränkisch, som vi mest kender fra Østrig. Det er en drue, som er rig på tannin og syre, hvilket gør den egnet til fadlagring. Cabernet Cubin er en tysk hybrid eller klon af Cabernet Sauvignon og Blaufränkisch, og faktisk en drue, som også dyrkes af vinbønder i Danmark.

Hver druesort vinificeres separat på skind i store træfade før sammenstikning og lagring, hvilket sker på store træfade samt i barriques … hvor lang tid kan jeg dog ikke se. Vinen flaskes ufiltreret, og Weingut von Winning skriver selv om vinen, at det er en fyldig vin, som har en struktur, som kan minde om vine fra Rhône eller Bordeaux.

Det med Bordeaux ved jeg nu ikke, men i næsen er der lidt noter, som kan minde om vine fra Nordrhône … sådan med lidt kølighed og krydret touch. I glasset afslører den mørke farve, at der er tale om en fyldig vin, og det går igen i duften, hvor det er solbær, krydderier … ja og lidt minder om Nordrhône. Smagen er dog markant anderledes, og bestemt lettere end Rhône. Den er egentlig meget frugtrig, frisk, har grønne toner, er mineralsk og har ganske pæn syrlighed … men er også en anelse kantet i udtrykket.

Har fået mit eksemplar af Gert, og prisen er omkring 14€ i Tyskland … eller ca. 105 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Weingut Darting, Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, Pfalz, Tyskland

Fredag igen restaurantbesøg … hårdt, men skønt. Vi havde sammen med Gert & Merete købt billetter til Gastro Week 2014 og valgt Restaurant ET.

Men inden vi ramte ET, så røg vi forbi en lille, skøn vincafé … nemlig Løve’s Bog- og VinCafé … boheme, lowcost interiør, vakkelvorne stole og boghandel med hylderne fyldte med gamle bøger … inkl. en vinbar, der har mere end 130 forskellige, egenimporterede vine fra hele Europa.

Fedt med sådanne steder, som kan kombinere koncerter, oplæsning, foredrag og poesievents med gode vine og upolerede tapasmenuer. Og med en mission om at bringe god litteratur ud til interesserede gæster. Prisværdigt … håber de fortsat vil ha’ medvind, og jeg sætter bestemt gerne mine fødder der igen. Sindssygt hyggeligt sted.

Fra det omfattende vinkort valgte vi en tør Riesling fra Weingut Darting, som er beliggende på Deutche Weinstrasse i byen Bad Dürkheim. Vinen var en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken.

Weingut Darting har været drevet af Darting familien gennem flere generationer, og ejes i dag af ægteparret Helmut og Ella Darting. Helmut Darting står for selve driften sammen med søsteren Heike.

Helmut er den drivende kraft i selve produktionen, og han lægger ikke skjul på, at vinens kvalitet skabes på marken. Placeringen af de forskellige druetyper på de forskellige markeder med deres forskellige terroir er alt afgørende for druernes udvikling. Der dyrkes sorterne Chardonnay, Muskateller, Ortega, Portugieser, Rieslaner, Riesling, Scheurebe, Spätburgunder og Weißburgunder.

Helmuts “barn” er Riesling, som han betragter som den vigtigste druesort på sin vingård, men kærligheden til den røde Spätburgunder vokser, og vinhuset laver da også flere røde Spätburgundere. Samlet producerer vingården omkring 150.000 flasker årligt.

Der drives i alt 17 hektar vinmarker, nemlig markerne Dürkheimer Nonnengarten, Dürkheimer Michelsberg, Dürkheimer Spielberg, Wachenheimer Mandelgarten, Ungsteiner Bettelhaus, Dürkheimer Feuerberg, Dürkheimer Fronhof, Dürkheimer Hochbenn, Dürkheimer Schenkenböhl samt topmarken Ungsteiner Herrenberg, som består af 3 parceller Herrenberg Mardelskopf, Herrenberg Vogelsang og Herrenberg Kanzel.

Navnet Herrenberg kan tilskrives de gamle herremænd i området, greverne af Leiningen. Det er én af de mest berømte marker i Mittelhaardt, bl.a. på grund af de særlige klimatiske forhold med en sydøst orientering af vinmarkerne, og en placering på bakkede skråninger parallelt med Pfälzerwald, godt beskyttet mod kulde.

Her netop en vin fra Herrenberg markerne, en Riesling Spätlese Ungsteiner Herrenberg Trocken, som i næsen har æbler, lidt af de eksotiske frugter, nøddekerner, hø, frugtsten og fugtige papkasser. Smagen er en smule vandet, men har ellers fin syre og eftersmagen er også god lang med mineraler og syrebid. Fin Riesling til pengene … 200 kr. på vincaféen, hvilket er ganske fornuftigt.

Forhandles ellers af Sallings Vinforsyning, hvor prisen er 119 kr.

Rating 4/7  

Sluttelig har jeg lige stjålet et par fotos fra Løve’s Bog- og VinCafés hjemmeside … blot for at give et indtryk af dette charmerende sted. Ta’ endelig forbi caféen.

Løves VinCafé 1

Løves VinCafé 2

2009 Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Königsbacher Ölberg GG Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

Spätburgunder på en mandag … helt forkert, men kan vel tilgives, når det nu er efterårsferie? Og hvilken Spätburgunder, nemlig denne Königsbacher Ölberg Grosse Gewächs Spätburgunder Trocken fra vinhuset med det fremragende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Vingården er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medfører også, at Andreas Jordan i 1815 køber den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder. Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtager driften er vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas ender da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun er gift med en Bassermann, som også ligger navn til vinhuset. Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkommer det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til. I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men sidste år (2013) døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle, Grainhübel og specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg, som alle er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man nu både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine.

Denne vin kommer fra marken Ölberg … eller helt korrekt Königsbacher Ölberg, en mark som ligger i den nordlige udkant af det kommunale område Königsbach og grænser op til Ruppertsberg. Navnet Ölberg … Oliebjerget … skyldes et lille mini-kapel, som i 1879 blev af ægteparret Herzel. Her kunne man – under vandring til de store kirker – lige stoppe op og bede. I mini-kapellet var der et billede, som viste Kristus på Oliebjerget … og deraf kom altså navnet til denne vinmark.

Placeringen af marken er østvendt. Denne eksponering kombineret med en jordbund, der består af sandsten, ler og kalksten, giver næsten perfekte forhold for den generelt meget krævende Pinot Noir. Vinen er lavet med traditionel gæring og lagring på nye egetræsfade.

I glasset fint teglfarvet … lys og indbydende som en ungmø. Duftmæssigt den velkendte søde kostald, som jeg bare elsker hos de tyske Spätburgundere. Meget animalsk, meget burgundisk og ellers er her godt med frugt, hindbær, læder, vanilje, mandler, marcipan og sjovt nok også godt med chokolade. Efter lidt tid i glasset og godt med luft, så forsvinder det animalske præg en smule.

Smagen er præget af meget direkte frugt, meget stringent og ren i frugten. Der er godt med mineraler og våde sten, godt med syre og lidt krydrede toner. I eftersmagen får jeg en lidt pebret undertone. Vinen er på ingen måder easy-going, hvilket er fantastisk. Det er specielt de mineralske facetter, som er lidt spændende her. En vidunderlig vin til fordybelse … hmmmmm.

Jeg har fået vinen i gave, men den forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 425 kr.

Rating 5,5/7  

2009 Weingut Philipp Kuhn, Rotweincuvée Philipp’s Zwei, Pfalz, Tyskland

Noch ein wein … denne gang fra den netop overståede weekend … og igen en tysker, nemlig denne Rotweincuvée Philipp’s Zwei fra Weingut Philipp Kuhn, som ligger i byen Laumersheim, sjovt nok ca. 10 km. nordøst for en by ved navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker. Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter.

De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hl/hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han “Der Philipp”, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et “ungt talent” i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter og ved at modtage Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5 år i streg én af det store tyske vinpriser.

Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser. Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter. Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og  Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Denne Rotweincuvée Philipp’s Zwei er lavet som et blend på Cabernet Sauvignon og Blaufränkisch, men fordelingen kender jeg ikke. Maceration er på mellem 10-21 dage, hvilket er efterfulgt af lagring på 2 år gamle barriques i 20 måneder. Lidt spændende.

Bagsiden af etiketten afslører, at det er en “Selection Alexander von Essen”, dvs. at den er lavet specielt for den store tyske vinkøbmand Alexander Baron von Essen, og alene sælges via hans store vinfirma. Det er vi stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. da jeg drak en  2008 Weingut Spiess, Pinot Noir Löwenberg Selection Alexander von Essen fra Rheinhessen samt en 2010 Weingut Wolf Dietrich Salwey, Wolfsterrassen Pinot Noir fra Baden. Det betyder dog ikke, at vinen ikke kan købes andre steder, blot at den formentlig er købt via baronen. Vinen fremgår således heller ikke af Weingut Philipp Kuhns egen hjemmeside.

Duftmæssigt også en spændende vin, hvor der er sød kostald, røg, brænde, kul og tørv sammen med søde, overmodne kirsebær. Smagen er kraftig, powerfuld og præget af stor tørhed, kirsebær, god syre, jern, mineralitet samt lette krydderier og urter. Lidt anderledes og ganske indbydende vin. Hmmmmm.

Købt hos Vinexus, hvor prisen er 15,40€ eller ca. 115 kr.

Rating 5/7  

2009 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Mandag og ferie … så må der gerne nydes et glas vin, og det blev denne 2009 Spätburgunder fra Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz. Sidste år smagte jeg også denne vin, blot i en årgang 2008.

Von Buhl anerkendes som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn. Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, men det var speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes. Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser.

Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck. Von Buhl’s vine er blevet serveret til åbningen af Suez-kanalen i 1896 og til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London.

I dag er vingården ejet af en forretningsmand fra Neustadt Achim Niederberger og har siden 1989 været udlejet til et driftsselskab, som ejes af to japanske forretningsmænd, gårdens direktør Stefan Weber samt salgschefen Christoph Graf. Stefen Weber er samtidig én af Tysklands mest kompetence vinmagere, og har bl.a. en fortid fra Müller Catoir.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz. Kirschenstück, Jesuitengarten, Pechstein, Ungeheuer, Stift og Reiterpfad er blot nogle af dem. Faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som ”Erste Lagen – 1. Lage“ – Die Großen Gewächse. “Paradies für Edelweine” bliver denne region også kaldt.

90 % af markerne omkring Deidesheim, Ruppertsberg og Forst er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine, som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for. Vingården har i alt 59 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk.

Her har vi imidlertid en rød fra Weingut Reichsrat von Buhl, ren Spätburgunder, lagret ét år på barriques, heraf 30% nye. På etiketten står der der – modsat 2008’eren – også “Frieda Piper”. Frieda Piper von Buhl var hustru til Franz Eberhard Buhl, som var 3. generation af Buhl’er i vinhuset. Efter hans død i 1921, så overtog Frieda produktionen … og gjorde dette frem til sin død i 1952. Da hun var barnløs, så blev vingården – efter testamente – overtaget af Franz Eberhard Buhls politiske kollega og personlige ven Reichsrat Georg Enoch von und zu Guttenberg. Det var netop fra Guttenberg, at Achim Niederberger købte vinhuset

Nok historie … tilbage til vinen, som i glasset er dejlig lys, næsten transparent. Duftmæssigt – som sidst – masser af den søde Pinot duft, ko-/hestestald, hindbær, kirsebær, søde krydderier, grønne noter og en smule mineralitet. Smagsmæssigt er der jordbær og hindbær, let og varm i udtrykket, sødme og en dyb, vedvarende tone med let peber. Igen en flot balance i vinen, og ganske skøn vin.

Købt i Dansk Vinlager, pris ca.95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, Tyskland

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, TysklandNoch ein tysk vin, en Cuvée S fra et lille joint venture projekt mellem vinmageren Oliver Zeter, lillebroderen Christian Zeter og Andreas Schäffer, hvor de opkøber overskydende druer fra nogle af de bedste marker i Pfalz og laver nye, innovative vine. Og her er ét af resultaterne, en hvidvin … Cuvée S Weißwein lavet på et blend af druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc.

Oliver Zeter driver selv en vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. De driver også vinagenturet “ZETER – Die Weinagentur”. Oliver selv er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika inden han i 1994 overtog tøjlerne i familiens forretning.

Andreas Schäffer driver – som Oliver – også egen vingård overtaget efter forældrene i 1996. Hans vingård ligger i Neustadt-Hambach i Pflaz, og kendes også under navnet Der Schlossberg Winzer.

Idéen til det lille joint venture mellem de tre barndomskammerater fra Pfalz opstod i 2007. Med Andreas i spidsen oprettede i firmaet og der blev efterfølgende indgået kontrakter med en række vinbønder rundt om i Pfalz omkring pleje og levering af druer. Herudover skulle der også anvendes egne druer fra deres respektive vingårde i Pfalz.

Målet var at lave moderne, sjove og blide vine … og gerne uden for høj alkohol og til fornuftige priser. Allerede i 2008 kom den første vin på markedet.

Her har vi så én af slagsen, som sagt lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Det er Müller-Thurgau, som er hovedvægten i vinen, men jeg kan ikke finde en fordeling mellem de forskellige druer. Müller-Thurgau druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke, men de øvrige druer kommer fra ganske unge stokke. Vin er selvfølgelig produceret på ren stål.

Det første du ligger mærke til ved vinen er  … farven. Den er … pardon my frence … ganske pisgul, og endda i sjælden grad. Duften er pærer, hyld, abrikoser, appelsiner, mandler og faktisk ganske indbydende. Smagen er egentlig ganske frugtrig, lidt rustik … lidt kanter, men faktisk overraskende god.

Købt i Tyskland, vistnok hos Dansk Vinlager. I Tyskland ligger prisen omkring 5,90-6,25€ … eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Knipser, Kalkmergel Spätburgunder, Pfalz, Tyskland Næste vin … er fra et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange på bloggen, nemlig Weingut Knipser, og her med en ganske klassisk Spätburgunder, en Kalkmergel Spätburgunder.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Denne Kalkmergel Spätburgunder er blandet af druer fra forskellige marker, hvor jordbunden – som navnet også indikerer – består af mergel og kalksten. Hovedparten af druerne kommer fra marken Großkarlbacher Burgweg. Vinen har lagret 12 måneder på egefade.

Duftmæssigt rigtig tysk hestestald, sødme, mirabeller, hindbær, jordbær, vanilje og mineralitet. Smagen er ganske tør … var min første tanke. Dejligt. Vinen er let krydret, stram og i flot balance. Den har god frugt, mineralitet … hmmmm.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor pris er 210 kr. Min er købt i Tyskland til ca. 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Markus Schneider, Spätburgunder M, Pfalz, TysklandSom efterhånden kendt her på bloggen, så er fredag Spätburgunder dag … ja, jeg ved godt, at jeg ikke får drukket Spätburgunder hver fredag, men netop i fredags var der flere af slagsen på bordet, og én af dem var denne Spätburgunder M fra Weingut Markus Schneider.

Jeg har tidligere skrevet en smule om ham. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.

Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.

Markus har 60 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet. Markus laver ca. 420.000 flasker vin årligt.

Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.

Druerne til denne Spätburgunder M kommer fra 2 forskellige vinmarker, én hvor jorden er præget af kalksten og én hvor jorden består af grus og sand. Alle druer plukkes i hånden, og fremstilling sker med traditionel gæring i trækar i en periode på 6 uger, og vinen lagrer på fade frem til marts … dvs. nogle 6-7 måneder.

Duftmæssigt fornægter dens tyske ophav sig ikke, men der er også lidt mere “varme” i duften. Jeg har noteret mig hestestald, en kødfuld Irish Stew, svampe, kaffe, modne solbær, jordbær, hindbær, kardemomme og nødder. Smagsmæssigt fanger jeg kirsebær, fin mineralitet og stramhed, krydderier og let sødme. Lidt mere fyldig end vi normalt finder tyske Spätburgunder, men på en fantastisk charmerende måde.

Købt hos Gourmondo, pris 15,90€ … eller ca. 118 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Og husk:

Vise ord